Læsetid: 3 min.

Kodeordet er: USA's middelklasse

I aften holder præsident Barack Obama sin første State of the Union-tale til den amerikanske befolkning. Talen bliver skarp skåret med et todelt fokus: Et offentligt udgiftsstop kombineret med målrettede initiativer, der alle retter sig mod den trængte middelklasses økonomiske problemer
I aften holder præsident Barack Obama sin første State of the Union-tale til den amerikanske befolkning. Talen bliver skarp skåret med et todelt fokus: Et offentligt udgiftsstop kombineret med målrettede initiativer, der alle retter sig mod den trængte middelklasses økonomiske problemer
27. januar 2010

WASHINGTON DC - Præsident Barack Obama holder i aften sin første tale til den amerikanske befolkning fra Kongressen, den såkaldte State of The Union tale.

Det sker i lyset af meningsmålinger, der vidner om en præsident, der dels i uhørt grad deler vandene i tilhængere og kritikere, dels et uventet valgnederlag i Massachusetts i sidste uge, der har sendt præsidentens hidtidige topprioritet, sundhedsreformen, til tælling.

Præsidenten har derfor brug for en ny start, lød det fra et kor af amerikanske analytikere i går, også selv om de var uenige i, hvad den skal gå ud på.

På tv-stationen FOX hørte man republikanske spindoktorer anbefale en helt ny omgang forhandlinger med oppositionen om sundhedsreform, og i en bredside leveret på forsiden af gårsdagens Wall Street Journal anbefalede en stribe liberale kommentatorer og bloggere, at præsidenten bliver langt mere klar i spyttet og iværksætter nogle af de mange progressive løfter, som han gik til valg på - ja, så var alle imidlertid enige i, at det er middelklassen, der skal i fokus.

Prop i udgiftshullet

Det kom den allerede i går, da præsidenten meddelte, at han agter at iværksætte en fastfrysning af alle offentlige udgifter i tre år, bortset fra udgifter til militæret og de programmer, som regeringen er lovpligtigt bundet til at implementere f.eks. social security og de to sundhedsprogrammer Medicare og Medicaid, der retter sig mod de fattigste amerikanere samt børn og ældre over 65 år.

Ud over udgiftsstoppet, der i går tiltrak sig mest opmærksomhed, vil præsidenten i aften offentliggøre en stribe konkrete initiativer rettet specifikt mod den økonomisk så trængte middelklasse. Blandt dem er:

En fordobling af skattefradragsretten for familier med børn og ældre for alle familier, der tjener under 85.000 dollar om året

Et loft over hvor meget en studerende skal betale tilbage af sit lån på 10 procent af »de basale gennemsnitlige leveomkostninger«.

Oprettelsen af obligatoriske konti til pensionsopsparinger

Nye muligheder for skattefradrag for pensionsopsparinger

Nye muligheder for offentlig støtte til den såkaldte 'sandwich generation' af baby boomers, der på samme tid skal understøtte både deres forældre og egne børn økonomisk.

Ingen magisk løsning

Hele formålet med talen er, sagde præsidenten i et optaktsinterview med tv-stationen ABC i går, at skabe arbejdspladser og kickstarte økonomien.

»Der findes ingen magisk løsning på Amerikas økonomiske krise. Men det er muligt af komme ud af krisen, hvis vi sammen arbejder med forslag, som sætter gang i økonomien, og hvis demokraterne og republikanerne arbejder sammen ... det vigtigste er at skabe flere arbejdspladser,« lød det fra præsidenten, der med talen sigter mod de mange uafhængige vælgere fra den bekymrede middelklasse, som kunne blive fristet af republikanerne - også til midtvejsvalget til november.

Signalet er, at præsidenten har hørt dem. Han ved, at de er bekymrede over en statslig udgiftspolitik, der er ved at løbe løbsk, og nu agter han at sætte en stopper for festen. USA's samlede statslige underskud beløber sig til 1,4 billioner dollar, og den samlede amerikanske gæld ligger på svimlende 7,8 billioner dollar.

Slankekur efter orgie

Reaktionerne fra Washington DC i går var stærkt delte.

Republikanerne var mestendels hånlige:

»Når man tænker på, hvordan demokraterne i Washington lige har hældt penge ud på helt ukontrolleret vis i et statsligt forbrugsorgie, så ser jeg det her som, når man meddeler alverden, at nu går man på slankekur, lige efter man har vundet en kagespisningskonkurrence,« sagde talsmanden for republikanernes leder i Repræsentanternes Hus John Boehner.

De moderate demokrater er derimod positive, f.eks. senator Evan Bayh, som er leder af the Blue Dogs - en indflydelsesrig fiskalt konservativ gruppe af demokrater, der også har haft stor indflydelse på forhandlingerne om sundhedsreformen.

En undtagelse i koret af negative republikanere var John McCain, der selv førte præsidentkampagne på et statsligt udgiftsstop.

Han støttede præsident Obama i programmet 'Good Morning America', hvor han dog tilføjede, at Obama bliver nødt til at supplere udgiftsstoppet med en anden lov, der forbyder 'pork' - amerikansk politisk slang for særlove rettet mod udvalgte stater eller grupper som en slags kvittering for at støtte bestemte love.

Trist venstrefløj

Præsident Obamas egen venstrefløj var til gengæld bekymrede i går.

De er bekymrede for, at et offentligt udgiftsstop vil gå ud over de mest økonomisk udsatte og svageste amerikanere, f.eks. gennem nedskæringer i netop social security, Medicare og Medicaid.

Samtidig forsøger flere demokrater at holde præsidenten fast på løftet om en sundhedsreform.

»Vi har mere end én kedel at holde kog i,« sagde den demokratiske senator Dick Durbin i går til Washington Post.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu