BEIRUT - Abu Salah er en bekymret mand. Som familieforsørger med en arbejdstid i omegnen af 15 timer afhænger hans to chaufførjob af 'den fortløbende stabilitet', som han kalder Libanons relative ro.
»Men alle taler om, at krigen kommer,« sukker han, »og hvor er vi så henne? Jeg har stadig skolesøgende børn.«
Det spørgsmål besvarer de fleste analytikere med, at så er 'vi' derhenne, hvor Israel »kommer med alt, hvad de har«.
»Israelerne begår ikke den samme fejl som i 2006,« siger f.eks. Elie Chalhoub, en analytiker på Beirut-avisen al-Akhbar, »de vil invadere over landjorden og bombe uden samme tilbageholdenhed som i 2006, hvor hensynet til den vestligt støttede Siniora-regering spillede ind, for i dag sidder Hizbollah med i Saad Hariris koalition. Men vigtigst: Israel kan ikke tåle endnu en krig, de ikke vinder.«
Og sådan går snakken i redaktionskontorer, ved diplomatmiddage og hvor der ellers tales politik - og i Beirut er det stort set overalt. Men er der enighed om, at krigen ikke kan undgås, varierer vurderingen af med hvem og hvornår. Nogle tror, at krigen kun er få måneder væk, og at Israel vil 'nøjes med' at angribe Libanon for én gang for alle at få ram på Hizbollah, andre kalkulerer med 2011 og indregner Hamas, Iran og Syrien i kalkulen. Men fælles er bekymringen.
Et spørgsmål om tid
Den blev ikke mindre i weekenden, da den israelske reserve-general og minister uden portefølje, Yossi Peled, gik ud med en melding om, at en ny konfrontation ved Israels nord-grænse »kun er et spørgsmål om tid«. En talsmand for premierminister Benjamin Netanyahu skyndte sig at nedtone Peleds åbenmundethed med en forsikring om, at Israel ikke har planer om at angribe Libanon, men det er kun en uge siden, at forsvarsminister Ehud Barak erklærede, at såvel Libanon som Syrien vil blive holdt ansvarlig for et eventuelt Hizbollah-angreb på Israel.
Baraks bemærkning var en reaktion på, hvad der i Jerusalem høres som trusler fra den meget talende Hizbollah-leder, Hassan Nasrallah. I sin seneste pressekonference, der som vanligt havde karakter af 'budskab til nationen', sagde Nasrallah, at hans milits er »i stand til at ændre Mellemøstens udseende«.
For som Israel har også Hizbollah lært af de 33 dages krig i 2006, der kostede 1.200 libanesere livet med godt 100 dræbte på den israelske side, og menes i dag at være både bedre bevæbnet og strategisk bedre positioneret end for fire år siden, med nye langtrækkende missiler i en kæde fra Litani-floden i syd til nord for Beirut. Hvilket vil medføre, at Israel bliver nødt til at komme »med alt, hvad de har«, hvis en ny krig bryder ud.
Men gør den det? Og i givet fald hvorfor? Det afhænger af flere faktorer, hvoraf Iran og stilstanden i den israelsk-palæstinensiske forhandlingsproces er centrale.
Obama: En talsmand
I Libanon er det en udbredt vurdering, at Israel ikke vil angribe Iran, hvis ikke USA støtter op politisk og militært. Iran er simpelthen for stor en mundfuld, både militært og geografisk, til at Israel kan slippe godt fra et ensidigt 'forebyggende' angreb. Og i Beirut er tilliden til, at præsident Barack Obama i længden kan holde til at blokere for et angreb på Iran med det formål at ødelægge eller i det mindste sinke det iranske atomprogram, svindende.
»Obama er sikkert velmenende, men han ligner ikke meget mere end en talsmand,« siger Ahmad Moussali, professor ved Beiruts amerikanske universitet. »Og da USA's traditionelle militære, økonomiske og energipolitiske interesser vejer tungere, tror stadig færre på Obamas evne til at finde en fredelig løsning på Irans atomkrise.«
Og her kommer årstallet 2011 ind: Et scenario, der cirkulerer i Beiruts politiske miljø, er følgende: Iran får respit endnu et år - og som udenrigsminister Hillary Clinton har sagt: Deadlines er ikke vigtige - nemlig indtil USA har afviklet engagementet i Irak og muligvis endda i Afghanistan, således som Obama har bebudet. Hvorefter USA er rustet til at sætte militær magt ind, hvis iranerne fortsat afviser at adlyde den vestligt dikterede FN-ordre om fuld international kontrol med deres atom-program.
I mellemtiden vil - analyseres der videre - Israel stille Libanon over for et ultimatum om, at det ikke vil tolerere missiler på dets nordlige 'dørtrin', der kan nå Tel Aviv - så medmindre den libanesiske regering afvæbner Hizbollah, vil Israel selv gøre det. Og dermed er forudsætningen etableret for et angreb, der kan eliminere Hizbollah som Iran-allieret trussel ved Israels nordgrænse. At den internationale overvågning af Sydlibanon ifølge en talsmand for FN's UNIFIL-styrke omfatter »hver kvadrattomme jord, hvorfor det er umuligt (for Hizbollah) at bevæge sig rundt«, er i sammenhængen uden betydning. Israelske kampfly og spion-droner, der dagligt krænker luftrummet over Libanon, samler egne efterretninger om Hizbollahs bevægelser, og i tilfælde af væbnet konflikt har UNIFIL i øvrigt ingen militær rolle.
Så jo, bekymringen er mærkbar i Beirut. Den forløbne weekends spritnye Osama bin Laden-henvendelse til den amerikanske præsident - 'fra Osama til Obama' - på tv-kanalen al-Jazeera i går, inddrog den palæstinensisk-israelske konflikt som argument for flere terrorangreb på USA i forlængelse af det forfejlede jule- attentat på et rutefly til Detroit. Det har ikke nogen umiddelbar forbindelse til Libanon og Hizbollah - og dog: Det er velkendt, at al-Qaeda også er i Libanon. Og som Abu Salah sagde: »Hvor begynder det, og hvor ender det?«
