Nyhed
Læsetid: 5 min.

'Lad os komme væk, de er kriminelle hele bundtet'

Haitis naboer i Den Dominikanske Republik sender mad, blod og aflagt tøj til det totalsmadrede 'søsterland'. Men bag den gode vilje gemmer sig udbredt racisme og ringeagt for haitianerne
Udland
26. januar 2010

Port-au-Prince , Haiti, og Santo Domingo , Den Dominikanske Republik - En buttet dominikansk taxachauffør løber ind i Santo Domingos Chinatown. En smidig haitianer fanger ham en gade væk, under en motorvejsbro, og holder ham fast op ad to store skraldespande. Dominikanerens Nike-sko rører en halvtom bakke med stegt ris med pica pollo-kylling. Haitianeren vrister en pengeseddel fra ham. Og forbander ham. Dominikaneren forsvinder i en sidegade.

»Hvad skete der?« spørger en plysklippet fyr i 2Pac-T-shirt på kreolsk.

Han holdt parkeret med slukkede lygter. To andre støder til. De sælger mandariner og papaja rundt om hjørnet. Klokken er 22.44. Gaden er næsten øde.

»Han skulle veksle en 500-lap, den hvide vens,« siger haitianeren Jean fra Jacmel og peger prustende på mig, »men han stak af som en gemen tyv«.

Vi er lige kommet tilbage til Den Dominikanske Republik, efter at vi har været i Port-au-Prince i Haiti for at tage del i hjælpearbejdet. Gennem taxaens motorstøj og reggeatonbas sagde tyvechaufføren, at »vi er en ø og ét folk«.

Netop noble ord og unoble handlinger er ifølge Jean, som bærer militærvest og laksko, typisk dominikansk. Også efter katastrofen.

»Ét folk: sorte og dominikanere,« sagde tyven, som selv var sort.

Ligesom 90 procent af dominikanerne er. Mange ser sig som mulatter eller 'kanelfarvede'. Det er haitianerne, der er de sorte. De fremstilles som vilde, voodoodyrkende primater.

En FN-rapport fastslog i 2007 »udbredt dominikansk racisme mod haitianere«. Haitianere kaldes tit congolesere. Haitianere stammer fra afrikanske slaver, og Congo er et land i Afrika. Det er logikken.

Fjendskabet går tilbage til Haitis invasion af Den Dominikanske Republik i 1822 - 18 år efter Haitis selvstændighed fra Frankrig. I 1937 tog den dominikanske diktator Rafael Trujillo hævn og stod bag 20.000 haitianeres død i 'Operation Snittet'

Slaveagtig underklasse

En lov fra 2004 er central for problemstillingen: Børn født af illegale haitianere bliver ikke statsborgere i Den Dominikanske Republik. Det gælder over en kvart million børn og er i strid med menneskerettighederne, afgjorde Den Interamerikanske Domstol i 2005. Samme år erkendte præsident Leonel Fernández, at man behandler haitianere »udnyttende og umenneskeligt«.

Men loven gælder stadig. De fleste haitianere lever uden rettigheder - lokket til, især i 1970'erne, af løfter om en bedre fremtid. For at skære sukkerrør under grumme vilkår som dokumenteret i Maurice Lemoines dokumentarfilm Bitter Sugar. I 1983 kaldte Den Internationale Arbejdsorganisation det »nærmest slaveri«.

I 2006 udtrykte Amnesty International stærk bekymring over, at den dominikanske regering ikke fordømte en sag om voldtægt og levende afbrænding af haitianere i bjergene mod nord. Som hævn for et mord. Morderen viste sig senere at være dominikaner.

'Af-haitiserings-kampagner' er almindelige i krisetider. De seneste massedeportationer af haitianere skete i 1991, 96, 97 og 99. Hovedargumentet er det samme som mod mexicanere i USA og nicaraguanere i Costa Rica: De er for mange, og de er en belastning. Men også i Den Dominikanske Republik er migrantarbejderne en nødvendig del af arbejdsstyrken. Og også her er deres motivation den samme: at sende lidt penge til familien. Det skønnes, at der opholder sig omkring én million haitianere i landet, altovervejende illegalt.

'Grænseløs solidaritet'

Jean og jeg uddelte i lørdags mad i en forstad til Port-au-Prince med den dominikansk-haitianske venskabsmission Den Nationale Kommission for Menneskerettigheder. Ris, bønner, kylling, hårdkogte æg og vand.

Den Dominikanske Republik gør meget for at hjælpe. »Grænseløs solidaritet«, stod der søndag i avisen El Nacional over et billede af Hugo Rafael González Borrel, generalen for 'Mission En Venlig Håndsrækning'. Han har en kvæstet haitiansk dreng på armen. Mange dominikanere har også givet blod til de kvæstede. Landet er tydeligt berørt.

Det er dog sigende, at Haitis regering afviste et dominikansk tilbud om at sende 800 soldater over grænsen. Der er stadig spændinger. Senere accepterede Haiti dog udstationering af et mindre antal soldater til at vogte hovedvejen.

Selv i bussen af hjælpearbejdere viste racismen sit ansigt. Én ung studerende fra Santo Domingo Universitet morede sig:

»Ha! Har I set? De har hængelåse. På teltene!«

»Fire haitianere gav os fingeren. Hvad er det for en tak?« sagde en afromama.

Det var hende, der havde kogt kyllingen.

»Lad os komme væk, de er kriminelle hele bundtet,« råbte en anden i frygt, da en sulten flok sprang op af forsyningsvognen på vej mod stop 2 i indre Port-au-Prince og tvang os i bakgear. Folk stak i løb og nærmede sig fra sidegaderne. Alle var bange for natten. Bussen bakkede langsomt og slap så væk fra menneskemængden.

Lugt af død og kylling

Fra begyndelsen havde vi afskrevet de bydele, hvor folk var så sultne, at det ikke var sikkert at uddele mad. Det er en ond cirkel.

»Byen og hjælpen er et kaos. Og det bliver værre,« konstaterede en rolig nødhjælpsarbejder fra Madrid, der havde været i Port-au-Prince i syv dage.

Det tog tre timer at komme i gennem kontrollen i den dominikanske grænseby Jimaní, hvor det meste hjælp organiseres. Massevaccinationer, bureaukrati og uddeling af operationsmasker som beskyttelse mod epidemier. Indtil i søndags lukkede grænsen hver dag klokken 18.

Pladsen 10 kilometer fra Port-au-Princes centrum, nær forstaden Croix-des-Bouquets, hvor vi kunne dele mad ud, var omgivet af presenningsmarker, sammenstyrtede bygninger og tomme plastflasker.

Der var stadig døde under murbrokkerne. Der var 31 grader i skyggen. Der var ingen skygge. For der var ingen træer. Der lugtede af død og kylling kogt af solen.

På landevejen mellem Port-au-Prince og Jimaní, hvor næsten al hjælp på hjul passerer, uddelte vi det sidste mad i spande. Nogle ville kun have, hvad de behøvede. Andre dansede lidt. Mange takkede på spansk.

Bedre venner

»Noget godt kommer altid ud af noget skidt,« sagde Marcel, en charmerende haitianer i nystrøget, hvid skjorte til en middag fredag i Santo Domingo.

Haitianere og dominikanere klappede.

»Dominikanerne hjælper os meget nu. Jeg tror, vi kan blive bedre venner«.

Han var fuld og følsom.

Marcels familie er fra Carrefour i ødelæggelsernes epicenter, en fattig forstad til Port-au-Prince. Hans familie er i live, men mangler mad og medicin. Marcel har boet to år i Santo Domingo, det sidste som illegal. Han tør ikke rejse til Haiti og hjælpe, selv om Den Dominikanske Republik nu lover alle haitianere - også de illegale - midlertidigt fripas til at rejse ud og ind igen. Han stoler ikke på dominikanerne. Han er en af de papirløse.

Både amerikanerne og dominikanerne har erklæret nul indvandring efter katastrofen. USA fra helikoptere, i højttalere ud over destruktionen.

Der er forbrødring undervejs i forholdet mellem øen Hispaniolas to lande, især i ord. Men den nødvendige løsning på haitianeres umenneskelige vilkår i Haiti og Den Dominikanske Republik har formentlig lange udsigter.

Magnus Boding Hansen er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her