Læsetid: 1 min.

Milliardær Sebastian Piñera bliver Chiles nye præsident

Den Harvard-uddannede milliardær, Sebastian Piñera, overtager præsidentposten i Chile. Han vil nu tilsidesætte sin forretning for helhjertet at regere landet.
Den chilenske præsidentkandidat Sebastian Piñera fejrer valgresultatet den 17. januar 2010 sammen med sin hustru Cecilia Morel.

Den chilenske præsidentkandidat Sebastian Piñera fejrer valgresultatet den 17. januar 2010 sammen med sin hustru Cecilia Morel.

MARTIN BERNETTI

19. januar 2010

Han har en personlig formue på 6,2 milliarder kroner, hvilket ifølge Forbes liste gør ham til verdens 701. rigeste mand.

Efter valget i det sydamerikanske land Chile står det klart, at milliardæren og den konservative politiker Sebastian Piñera bliver landets nye præsident. Det sker efter en smal sejr over den nærmeste rival, den tidligere præsident Eduardo Frei.

Efter sejren lover 60-årige Piñera, at han vil nedprioritere sine egne forretninger, så han har fuld fokus på at styre én af Sydamerikas mest stabile økonomier.

»Jeg vil sælge nogle af mine firmaer og dedikere mig selv til det, der er blevet kaldet i mit liv - at være en god præsident,« siger han oven på sejren.

Piñera ejer blandt andet én af Chiles fire fjernsynsstationer. Hans personlige rigdom har fået modstandere til at kalde ham 'Chiles Silvio Berlusconi' efter den italienske premierminister og mediekonge.

Det private erhvervsliv

Den nyvalgte præsident, der er uddannet på det amerikanske Harvard-universitet, er blandt andet gået til valg på, at det private erhvervsliv skal have en større indflydelse på den chilenske økonomi. Piñera har blandt andet lovet at give de statslige selskaber en overhaling og at give skattelettelser for at skabe flere arbejdspladser.

Piñeras sejr markerer enden på 20 år med et centrumvenstre-styre i Chile. Samtidig bringer den bitre minder frem om styret under general Augusto Pinochet, der blandt andet stod bag, at mere end 3000 politiske modstandere enten blev dræbt eller forsvandt.

En del af Piñeras støtter findes således blandt Pinochets tidligere allierede, desuden var Piñeras bror minister under Pinochet. Den nyvalgte præsident har dog ved flere lejligheder taget direkte afstand fra Pinochet-styret, der regerede Chile fra 1973 til 1990.

Ritzau/Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu