Nyhed
Læsetid: 5 min.

En million børn er forældreløse i Haiti

Allerede før jordskælvet havde den forarmede caribiske østat hundredtusindvis af forældreløse - børneretsorganisationer advarer om ukontrollabel masseeksport af børn
Antallet af hjemløse børn er steget enormt i Haiti efter jordskælvet ramte østaten. En tilstrømning af adoptions-bureauer skaber håb for nogle af børnene, men manglen på behørige procedurer bekymrer børnerettighedsorganisationer.

Antallet af hjemløse børn er steget enormt i Haiti efter jordskælvet ramte østaten. En tilstrømning af adoptions-bureauer skaber håb for nogle af børnene, men manglen på behørige procedurer bekymrer børnerettighedsorganisationer.

Jan Grarup

Udland
21. januar 2010

PORT-AU-PRINCE - Wideline Fils Amie hedder hun. Hun er ni år gammel. Begge hendes forældre er døde, og alt hvad hun ejer i hele verden, er den skotskternede kjoledragt, hun har på. I over en uge har hun boet og sovet i den ubeskrivelig beskidte baggård bag børnehjemmet Foyer de Sion i forstaden Pétionville. Når man spørger, hvordan hun har det, hvisker Wideline to ord gennem sine knækkede tænder: »sulten« og »bange«.

Atten drenge og piger i alderen to til 15 holder til bag den nedslidte, men intakte toetagers bygning. Deres samlede madreserver består af tre poser ris, tre poser bønner, nogle få rodknolde yams og en halv flaske orangeade. I skrivende stund har de ikke en dråbe drikkevand tilbage. Ej heller har børnehjemmet - over en uge efter det jordskælv, der jævnede deres by med jorden - til dato ikke modtaget den mindste hjælpeforsendelse.

»Jeg ved ikke hvorfor,« siger Pascale Mardy, børnehjemmets leder. »Vi har næsten intet tilbage. Da jordskælvet kom, havde jeg 100 dollar i lommen til mad. Jeg har brugt de sidste penge, så nu er vi nede på ét måltid om dagen. Vi er i knibe.«

Samme historie kan man høre over hele Port-au-Prince, hvor en dysfunktionel hjælpeindsats kun langsomt afløses af effektiv handling. Enorme reserver af nødhjælpsleverancer ophober sig fortsat på landingsbanen i byens lufthavn. På trods af gentagne forsikringer om landingstilladelse er et fly med medicinske forsyninger fra Læger uden Grænser blevet afvist tre gange fra lufthavnen i Port-au-Prince. Siden 14. januar har Læger uden Grænser fået afvist fem fly med i alt 85 tons nødhjælp, som har måttet lande i nabolandet Den Dominikanske Republik. Andre forsyninger er endnu i lastrummene på de skibe, som stadig er ude af stand til lægge til i den beskadigede havn.

Omfanget af død

De dystre prognoser om et dødstal i Haiti på 200.000 kommer dag for dag tættere på at gå i opfyldelse. Hovedstaden har ikke længere dynger af lig liggende i gaderne, men man kan stadig lugte ligstanken fra murbrokkerne. Næsten alle, man møder, har mistet deres hjem og et eller flere familiemedlemmer.

Omfanget af død er så massivt, at medfølelse viger for følelsesløshed. Jeg fortrak knap en mine, da Mardy fortalte mig, at hun sørger over at have mistet sin søster, og nu sover med børnene i børnehjemmets baggård .

Wideline er vokset op med mange afsavn, men jordskælvet har forvandlet en slem situation til en værre. Hun har aldrig kendt sin far. Hendes mor døde, da hun var seks, og hun har boet på børnehjemmet siden. Da jordskælvet kom, legede hun med kammerater i skolen. I dag forekommer hun traumatiseret.

»Nogle børn løb ud, jeg blev inde. Jeg så, at det gjorde meget ondt på dem,« hvisker hun. »Nu er jeg bange for at bo i Haiti. Der er mange, mange døde mennesker. Dårlige ting sker. Jeg er også bange for at dø.«

-Har du mistet venner?

»Mange«, svarer hun.

Foyer de Sions forfatning trodser enhver beskrivelse. En blanding af mudder og ekskrementer dækker gulvet. Der er ingen elektricitet. Otte børn deles normalt om ét værelse, men ingen tør nu gå ind i bygningen på grund af frygt for flere efterskælv. Derfor er alle madrasser slæbt ud i baggården.

Toiletterne har ikke været skyllet ud i en uge. Dagens enlige måltid kommer fra en gryde med ris og bønner, plus en lille ration af grøntsager. I mangel på drikkevand kan de snart blive tvunget til at drikke fra en nærliggende beskidt vandrørledning.

Alle Mardys 28 børn overlevede jordskælvet. Men siden er mange flere forældreløse børn ankommet til hendes porte. Allerede før katastrofen havde Haiti forbløffende 380.000 forældreløse børn ud af en befolkning på ni millioner. Nu kan tallet være dobbelt så stort eller endnu højere. Nogle hjælpeorganisationer anslår, at østaten kan stå tilbage med ansvaret for op til en million børn. Men Foyer de Sion kan ikke tage imod flere. Der er ikke mad nok.

Ikke mad nok

De psykiske traumer vækker endnu større bekymring, siger Mardy.

»Børnene nægter at gå ind i huset. De skal have nogen liggende ved siden af sig for at kunne sove, og de følger mig rundt og vil holde min hånd hele tiden. De har ikke noget legetøj, men i deres tilstand ville de nok ikke have lyst til at lege alligevel.«

En pludselig tilstrømning af adoptionsbureauer til Port-au-Prince skaber håb om, at noget af presset kan lettes, og at i det mindste nogle af de utallige børn kan få et bedre liv. Der er dog også frygt for en kaotisk situation, hvor barnløse forældre fra hele verden bliver i stand omgå de normale procedurer. I går morges kom der en bus fra mormonkirken i Salt Lake City Foyer de Sion og tog ti spædbørn med sig.

»Papirarbejdet var ikke korrekt,« siger Mardy, »men de fik lov til at tage afsted, og den amerikanske ambassade lod dem gøre det uden visum. De var allerede udpeget til adoption før jordskælvet. Deres nye forældre i Amerika havde valgt dem ud fra fotos, men hvor det tidligere kunne tage to til tre år at få papirarbejdet overstået, er det nu hastet igennem.«

Det er svært at se, hvordan disse børn ikke skulle kunne få et liv, som er i en eller anden grad bedre, end hvad de nu må udholde. Men børnerettighedsorganisationer har allerede påtalt den »forhastede« eksport af forældreløse børn. Manglen på behørige procedurer åbner døren for bedrag, misbrug og handel med børn, lyder kritikken.

Det er også hjerteskærende at se, hvordan processen skiller vindere fra tabere. Wideline ikke har fået nye forældre endnu, men i en alder af ni har hun en chance. For Mirlaine Pomelus, den 15-årig pige, der står ved siden af hende, tegner udsigterne ikke lovende. »Jeg ønsker ikke at bo her, fordi jeg er bange. Jeg er ikke bare bange for jordskælvet. Jeg er også bange, fordi fængslet er faldet sammen, og jeg tror, at nogen vil komme og dræbe os. Dårlige ting sker i Haiti.«

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her