Læsetid: 5 min.

Det normale liv i bosætter-idyllen

Bosætterne på Vestbredden har gennem længere tid været i fokus. Information har mødt en af dem - den 25-årige bosætter Elisheva Poodiack, skolelærer og mor til to. Elisheva vil gerne drikke kaffe med sine arabiske naboer, men de er ikke interesserede - og så er hun det heller ikke
At bo netop her indgår i planen for jødisk liv og jødisk tro. Bliver vi fjernet, flytter problemerne til Jerusalem og Tel Aviv, så på den måde er vi soldater - vi hjælper alle jøder ved at blive boende her, forklarer Elisheva Poodiack til Information.

At bo netop her indgår i planen for jødisk liv og jødisk tro. Bliver vi fjernet, flytter problemerne til Jerusalem og Tel Aviv, så på den måde er vi soldater - vi hjælper alle jøder ved at blive boende her, forklarer Elisheva Poodiack til Information.

Lasse Ellegaard

12. januar 2010

Hele israelitternes menighed samledes i Shilo, og de rejste Åbenbaringsteltet dér; landet var nu underlagt dem.

(Josvabogen 18/1)

SHILO - Den banale normalitet er måske det mest slående: Vagthunden, der advares mod på et havelåge-skilt, er en flødefarvet lettere overvægtig labrador, der logrende løber gæster i møde. Huset nedenfor en massiv synagoge på bosættelsens højeste punkt er net uden at være prangende. Dagligstuens billeder kunne lige så vel hænge på en dansk væg. Køkkenet er moderne, og på det muntert-kulørte børneværelses reol står Peter Plys-bogen The Wonders of Water. Lidt softpop fungerer som en dæmpet lydkulisse til nescafe og te, serveret i krus. Intet antyder kontakt med Mellemøstens kultur. Den arabiske landsby mindre end en kilometer nede ad vejen fra bosættelsens bevogtede bomhus kunne ligge på månen. Og familiebillederne, som den unge kvinde i praktisk fritidstøj viser frem, er billeder af idyl og glade minder.

»Her er grønt, her er ren luft, og jeg vil gerne have, at mine børn skal vokse op på denne fredelige plet,« siger hun.

Fredelig og fredelig - som samtalen skrider frem eksponeres et sceneri af angst og vold, af dræbte og lemlæstede naboer og venner, af dramatiske situationer, som den for nylig, da hendes bil brød sammen på en mørk landevej, og hun stod der i mørket og bad, indtil hæren nåede frem og eskorterede hende sikkert hjem.

Eller den dag hun på vej til en udpost for at undervise kørte gennem en arabisk landsby, der kendes som 'farlig'. To drenge dukkede frem fra et hushjørne bevæbnet med et klippestykke, der smadrede hendes vindspejl. Hun kørte videre i blinde, til hun nåede en militær-patrulje.

Om hun ikke er bange for at køre rundt på Vestbredden?

»Jo, men jeg lader dem ikke knuse mig. De kvinder, jeg underviser, nyder det så meget, at jeg kun kan fortsætte.«

Åndeligheden

Elisheva Poodiack var ni år, da hun så Det hellige Land for første gang som datter af hollandske jøder, der foretog aliya (hjemvenden, red.) i 1993.

Og hun var 11, da moderen mente, hendes 'åndelighed' forudsatte en adresse nær Jerusalem - »min mor er meget spirituel« - hvorfor familien flyttede til bosættelsen Shilo i det stenede landskab nord for Ramallah, hvor tabernaklet ifølge skrifterne stod 300 år, før Salomons tempel blev bygget.

I dag er hun gift med en amerikansk mand, der også har foretaget aliya, hun er mor til to børn på fem og tre og er engelsklærer på fuld tid i en skole i nabo-bosættelsen Ofra. Men det er 'hobby-jobbet' som aerobicinstruktør og danselærer med irsk dans, folkedans, salsa og afrikanske rytmer på programmet, der giver hende fornemmelsen af at gøre nytte.

»Jeg har netop aftalt at undervise otte kvinder, der bor i en udpost med en halv snes skurvogne, og de blev meget glade. Min undervisning får dem til at slappe af og føle, de lever et normalt liv.«

Presset udefra

For der er jo altså araberne som den konstante blokering af 'et normalt liv'.

Og der er det stedse mere højlydte krav om koloniseringens ophør fra en uvenlig omverden uden for Israel.

Og der er utrygheden ved, hvad regeringen i Jerusalem finder på - tvangs-evakuerede den måske ikke de jødiske bosættere i Gaza?

»Selv da der blev dikteret 10 måneders 'frysning', var en af de arabiske ledere ude at sige, at det ikke er nok. Det er aldrig nok. Lige meget, intet af det, vi gør, er nok for dem.«

Elisheva mener, at hun og hendes familie kan leve fredeligt som naboer til 'araberne«, hvis de bare ville. Hun går ikke op i politik, men kender dog navnene på de ledende politikere, men de er ikke relevante i hendes virkelighed:

»Jeg tror på det, jeg gør og prøver at leve mit liv normalt. Vi købte huset her netop som Gush Katif (den største Gaza-bosættelse) blev evakueret, og vi blev selvfølgelig advaret. Det kan ske her, sagde folk, og vi var selvfølgelig i tvivl. Men alt kan ske. Der sker mirakler. Der er ting, vi ikke ved noget om, men som er i Guds hænder. Og du kan blive skør af at spekulere på alt det, der kan ske. Vi er glade for at være her, huslånene er gode, vi har familie og venner her, vi er tæt på Jerusalem, og vi skader ikke nogen - heller ikke araberne. De kan blive her, hvis de vil, det er lige meget for mig, og jeg ville da ønske, at jeg kunne drikke kaffe med dem, men de er ikke interesserede.«

- Måske synes de som resten af verden, at du ikke skal være her?

»Ja, måske skader jeg dem ved at være her, men de skader mig mere med deres drab og hele det drama, de har iscenesat. Men at bo netop her indgår i planen for jødisk liv og jødisk tro. Bliver vi fjernet, flytter problemerne til Jerusalem og Tel Aviv, så på den måde er vi soldater - vi hjælper alle jøder ved at blive boende her. Det er ikke nogen løsning at fjerne os, og jeg bliver her også for mine forfædres skyld, for alt hænger sammen med troen og historien. Nej, jeg skal ingen steder. Måske vil jeg senere rejse ud for at udvide min horisont, men det er en anden historie.«

Når der 'sker noget'

Historien her og nu er en tilværelse, hvor Elisheva og hendes familie opholder sig i en permanent risiko-zone.

»Hver gang, der sker noget, er du bange et par dage, men så falder alting til ro indtil næste gang, der sker noget. Mange har sværere ved at tage det og behandles med psykoterapi for at overvinde angsten.«

Elisheva er overbevist om, at mange af de kræfttilfælde, hun ser her, 'kommer indefra' som konsekvenser af presset. Hun taler om helbredende 'åndelige behandlingsformer' (hendes forældre er i mirakel-branchen med gode resultater) og om rabbinerne, der kommer kørende fra Jerusalem og prædiker, når »der er sket noget«.

Som eksempelvis da hendes første kæreste i september 2004 blev dræbt ved et af de i alt 11 terrorangreb på busstoppestedet ved French Hill, en bosættelse i Østjerusalem. Kæresten var det ene af to dødsofre (33 sårede), da han blaffede for kørelejlighed til Shilo, og en 17-årige pige ved navn Zeinab dukkede op og udløste sin sprængladning. (Hun var udsendt af den enarmede familiefar og al Aqsa-kommandant, Fadi Kafishe fra Nablus, som siden er likvideret af en israelsk special-enhed).

Og jo, ofrene for den arabiske terror er også en del af normaliteten, men de er ikke forgæves.

»Vi husker de døde,« siger Elisheva, »for eksempel var den anden af de to dræbte i French Hill-angrebet glad for musik, så der er indstiftet et guitar-legat i hans navn, og på shabat-aftener kører vi til Jerusalem og danser for at mindes ham.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der har desvære indsneget sig en gennemgående trykfejl i ovenstående .
Der skal naturligvis stå "besættere" og "besættelser",
ikke "bosættere" og "bosættelser" .
Information beklager forhåbentligt den meningsforstyrende og tendentiøse tyrkfejl .
Eller hva' ??

Og siden det nu ikke kan lade sig gøre at skrive en kommentar til artiklen om dommen fra Den Europæiske Menneskerestdomstol om Britiske visitations-zoners klokkeklare ulovlighed og konsekvenserne af denne dom for det Danske STASI's
"midlertidige zoner" det rigtige sted fordi Information ikke omtaler det :
Den Fjerde Statsmagt ? Demokratiets vogtere ??
Vor Herre bevare os .. Vuf vuf siger skødehundende .

John V. Mortensen

Jeg er gammel nok til at kunne huske da Danmark havde deres be- undskyld - bo-sættere, de var præsis lige så upopulære som ovennævnte be- undskyld bo-sættere. Nogle af de oprindelige folk blev jagtet af rasemæssige grunde, nogne døde - men mange nåede at flygte bort til krigen var forbi. De må have lært noget af historien, for efter krigen rejste nogle af dem til Palæstina og gjorde det samme mod nogen - som boede der. Hvis i syntes at det lyder ondt og grumt, må jeg desværre sige: Det er ikke engang løgn".