Oliebyens borgere er terrorens ofre

KIRKUK - Flammerne fra olieboringerne lyser op, da vi kører ind mod byen. Kirkuk-feltet menes at rumme fem procent af verdens kendte oliereserver. Og mange vurderer, at olien er den væsentligste årsag til terroren i Kirkuk.

»Når folk holder stille, klæber terroristerne små pakker sprængstof fast på deres biler. Det er en metode, de er begyndt at bruge meget,« siger en af vores vagter, da vi standser ved en af de mange kontrolposter.

Nogenlunde samtidig overlever et tidligere parlamentsmedlem et attentatforsøg, da ukendte gerningsmænd kaster en bombe imod hans hus i centrum af Kirkuk. Og samme dag finder politiet ligene efter to civile, der er blevet kidnappet i den sydlige del af byen aftenen forinden.

Sådan er hverdagen i Kirkuk, både i byen og i provinsen af samme navn, der regnes for et af Iraks mest voldsramte områder - selv om det ligger umiddelbart syd for den i øjeblikket historisk rolige selvstyreprovins Kurdistan.

Ikke desto mindre er de danske udlændingemyndigheder begyndt at tvangshjemsende 42 af de 167 afviste irakiske asylansøgere i Danmark, som stammer fra provinsen og har nægtet at rejse frivilligt tilbage - mens medarbejderne fra Udlændingeservice af sikkerhedshensyn ikke selv må rejse til provinsen for at undersøge forholdene.

Dødens væg

På byens centrale hospital forklarer en overlæge, at personalet hænger tøjstumper, ure, smykker og mobiltelefoner op på en bestemt væg, når der har været store eksplosioner i byen. Ofte er ofrene så fragmenterede, at de er umulige at identificere, og så kan familierne til savnede personer selv se, om de kan genkende noget.

»Situationen er lidt bedre nu, end den var for nogle år siden. Men den er absolut ikke stabil. Nogle gange går der noget tid mellem terror- angrebene, men så kommer der pludseligt en stor eksplosion med mange ofre,« siger hospitalsdirektøren dr. Niaz Ahmed Ameen.

I sommer var der for eksempel tre kraftige eksplosioner inden for en uge. Hver gang ankom store mængder ofre til sygehuset inden for en halv time.

»Det er et stort problem. For det første er vi ikke godt nok bemandet til at tage imod så mange på én gang. For det andet kommer familierne til de sårede til hospitalet, og så store menneskeforsamlinger er magneter på selvmordsbombere,« siger hospitals- direktøren.

Han fortæller, at hospitalet løbende får efterretninger fra sikkerhedstjenesten om, hvornår de skal være særlig opmærksomme på at holde sig klar med ekstra personale og tomme sale til de mange sårede.

»Nu er det snart valgtid, og terroristerne er allerede begyndt at trappe op i Mosul og Bagdad. Kirkuk er nok den næste i rækken,« siger han.

'Umenneskeligt'

I den pæne del af byen serverer Kirkuks guvernør, Abdul Rahman Mustafa, te og karameller for den danske journalist og hans tolk i sit private hjem. Gaden, han bor i, er afspærret af tre meter høje barrikader, der skal forhindre biler pakket med sprængstof i at komme for tæt på.

Mange soldater står vagt med maskinpistoler. Abdul Rahman Mustafa er flere gange blevet forsøgt likvideret.

Danmarks tvangshjemsendelser af afviste irakiske asylansøgere til Kirkuk kalder guvernøren »umenneskelige«.

»Det er folk, der har brug for hjælp. De er ikke flygtet uden grund, og så vidt jeg ved, har mange af dem været mange år i Danmark,« siger han og påpeger, at de irakiske flygtninge ofte har solgt alt, hvad de ejede, for at kunne rejse til Vesten:

»De har ingenting. Og vi har ingen hjælpeprogrammer for dem.«

Abdul Rahman Mustafa fastslår også, at de tvangshjemsendte irakere kan være i stor fare.

»Terroristerne er ude efter folk, der kommer tilbage fra Vesten. De er forrædere i deres øjne,« siger han.

Kirkuk er dog blevet sikrere end for et par år siden. Det er vigtigt for guvernøren at understrege, fordi området lider under udenlandske investorers frygt for den udbredte terror.

Særlig olieudvindingsindustrien er sårbar over for angreb. En simpel bombe kan føre til omfattende eksplosioner.

»Her er masser af råstoffer og masser af kvalificeret arbejdskraft, men vi har brug for, at flere internationale selskaber kommer til Kirkuk og udvikler området,« siger Abdul Rahman Mustafa.

Foreholdt de mange angreb i den senere tid erkender han dog, at Kirkuk »selvfølgelig ikke er noget sikkert sted endnu«:

»Jeg vil ikke lyve over for jer. Meget er stadig kaos. Der er stadig mange angreb i byen. Mange mennesker dør stadig uden grund.«

Men det var langt værre for to år siden:

»Dengang var Kirkuk virkelig hårdt ramt. Kidnapninger, vejsidebomber og selvmordsangreb hver eneste dag.«

En strid om olie

Striden om Kirkuk er et af irakisk politiks varmeste emner.

På grund af de store olie- forekomster omkring byen arabiserede Saddam Hussein i sin tid Kirkuk, der oprindeligt var overvejende kurdisk. Kurdiske borgere blev tvangsforflyttet eller ganske enkelt dræbt, og arabiske familier blev flyttet til området.

Efter diktatorens fald har regeringen i den autonome provins Kurdistan til gengæld opfordret - eller ifølge nogle kritikere tvunget - mange af de fordrevne kurdere tilbage til Kirkuk. Ifølge det nye demokratis forfatning skal beboerne i Kirkuk ligesom i andre omstridte områder omkring Kurdistan nemlig stemme om, hvorvidt området omkring byen skal lægges ind under Kurdistan. Og den afstemning er den kurdiske regering, som er meget ivrig efter at få kontrol over de store mængder olie, særdeles opsat på at vinde.

Folkeforflytninger har medført etniske og sekteriske spændinger, som terroristiske grupperinger i området har forstået at udnytte. De fleste observatører er enige om, at de overvejende sunnimuslimske grupper ønsker at vise, at hverken den shiamuslimsk dominerede central- regering eller den kurdiske selvstyreregering, der har sendt store mængder soldater ind i Kirkuk, er i stand til at sikre det olierige område.

Ofrene er beboerne.

»Det er gode mennesker, der bor her. De kan ikke gøre for, at nogle få galninge forsøger at ødelægge Kirkuk,« som Abdul Rahman Mustafa siger.