Baggrund
Læsetid: 7 min.

På flugt fra Herrens hær

'Lords Resistance Army', Afrikas måske mest bestialske oprørsbevægelse, er blevet drevet mod vest af angreb på deres lejre i DR Congos jungle. Men i Sudan, hvor militsen henter plyndringsgods og børnesoldater, fortsætter soldaternes hærgen
Penina Abiriba Sylavan (tv.) slap væk fra Lords Resistance Army efter at have været kidnappet og forsøgt dræbt. Fire af hendes  søskende er stadig taget til fange. Her er hun sammen med sin familie, der er flygtet fra deres hjemby på grund af LRA.

Penina Abiriba Sylavan (tv.) slap væk fra Lords Resistance Army efter at have været kidnappet og forsøgt dræbt. Fire af hendes søskende er stadig taget til fange. Her er hun sammen med sin familie, der er flygtet fra deres hjemby på grund af LRA.

Tobias Havmand

Udland
2. januar 2010

MUNDRI, Sydsudan - Den lille familie serverer en fælles skål med honning og sesamfrø i en lind pasta, der hviner af sødme i ganen, mens sandkornene knaser mellem tænderne. Den skårede lerskål dækkes over med et stykke stof for at holde fluerne væk fra den sjældne luksus, forbeholdt gæsterne til den lille samling hastigt opførte sivhytter under den brændende sol. I skyggen under træet taler en ung pige med en spinkel krop som et lille barn så lavmælt og undseligt, at det ind imellem er svært at høre, om hun helt er stoppet.

»De forklarede det for os fra starten. At de ville holde os i live, så længe, de havde brug for os til at bære deres mad. Efterhånden som vores oppakning blev spist, ville de slå os ihjel. Og det gjorde de. Som regel var der bare en, der faldt bagud, men vi kunne ikke høre, at de blev slået ihjel, for de ville ikke spilde kugler på det. Når vi stoppede om aftenen, kunne vi bare se, at der var én mindre tilbage i rækken af børn,« forklarer Penina Abiriba Sylavan nøgternt, mens hendes forældre tavst lytter efter ved siden af.

Familien befinder sig i provinsbyen Mundri i Sydsudan, nær grænsen til DR Congo. De flygtede fra en lille by klods op af grænsen, da soldater fra den ugandiske oprørsbevægelse Lords Resistance Army i september kom til deres landsby og begyndte at dræbe landsbybeboerne, brænde huse af og plyndre den. Mens 23 mennesker blev slået ihjel, stak de andre af, heriblandt 15 børn, der fandt en traktor at stikke af på, blot for at løbe ind i en anden gruppe fra militsen. Soldaterne tog børnene med sig tilbage over grænsen for med jævne mellemrum at efterlade et dræbt barn bag sig på vejen gennem den tætte jungle, der de seneste år har huset den frygtede ugandiske oprørsstyrke.

»En dag var der ikke mere tilbage i oppakningen. Så de tog mig med bagud. De bandt mine hænder på ryggen, fandt en kølle frem og slog mig i hovedet,« fortæller Penina Sylavan

Grotesk brutalitet

Officielt er Afrikas måske mest mystiske og skræmmende oprørsstyrke ikke længere en overhængende sikkerhedstrussel i bæltet omkring den congolesisk-sudanske grænse, som indtil for nylig udgjorde gruppens vigtigste operationsområde. Efter, at fredsforhandlinger med militsen kollapsede kort før årsskiftet sidste år, har en koordineret offensiv af de ugandiske og sydsudanske hære ødelagt deres største lejre i Nordøstcongos jungle og drevet gruppens hovedstyrke mod vest, hvor de har søgt tilflugt i Chad og Den Centralafrikanske Republik med afstikkere helt op i Sudans sydlige Darfur. Men for flygtninge og myndigheder i byerne i grænseregionen er forbedringen ikke så voldsom, og gruppen med dens nærmest groteske brutalitet - den er kendt for at bortføre børn, og tvinge dem til at slå deres egne søskende og forældre ihjel - er stadig lige frygtet. Mens hovedstyrken og dens myteombruste leder, det selverklærede medium og talsmand for Gud Joseph Kony, er rykket mod vest, er opsplittede grupper i junglen blevet i området, og resultatet af deres mere og mere desperate situation bliver fortalt af flygtninge i byerne, der ligger langs den congolesiske grænse.

»LRA angriber igen og igen. Problemet bliver ved med at være der, og det betyder, at her aldrig er sikkert. Kony er i bushen, han kender den, det gør de ugandiske soldater ikke,« konstaterer Jean-Pierre Mbolibe, en congolesisk flygtning i en lejr, der er spredt ud under høje løvtræer i en skov uden for Yambio, grænseegnens største by. Solen skinner gennem løvtræet ned over de hullede telte, hvor lokale sudanske flygtninge blander sig med congolesiske, der er flygtet fra den anden side af grænsen.

»De plejede at komme igennem vores landsby ind imellem blandt andet for at købe varer, men en dag angreb de og begyndte at slå de voksne ihjel og tage børnene med. Og de bliver ved - i går kom der nye flygtninge fra min landsby og sagde, at de havde angrebet igen og taget 27 børn med,« siger han. »Den ugandiske hær kan være en kilometer væk, men de angriber alligevel, fordi de kender junglen, og fordi de er stærke,« forklarer Mbolibe.

Urolighederne kulminerede omkring jul sidste år, da soldater fra LRA angreb en række kirker og hakkede deltagerne i gudstjenesterne i stykker. Siden da er gruppens vigtigste lejr blevet ødelagt af den ugandiske hær, og en række af gruppens vigtigste ledere og fodfolk har overgivet sig. Alligevel fortsætter LRA en konstant strøm af mindre angreb mod civile. To FN-rapporter, der netop er blevet frigivet stempler LRA's handlinger som krigsforbrydelser. Samtidig fastsætter de antallet af civile dræbte i Sudan i løbet af det seneste år til 81 - et tal, der imidlertid virker som en grotesk underdrivelse, når man taler med lokale flygtninge og myndigheder.

»Offensiven har taget lidt af presset. Men de er et kæmpe problem, jo mere de bliver presset, jo mere angriber de. For tre år siden var de her ikke, i dag påvirker de alting,« forklarer Majur Babur, den fungerende guvernør for Western Equatoria-provinsen, som rummer hovedparten af byerne, der bliver angrebet af LRA.

»De har virkelig skabt kaos, de har dræbt mange og kidnappet mange flere. Alle vores skoler og institutioner er fyldt med flygtninge, og samtidig er store dele af grænseområdet i realiteten ubeboeligt, fordi de gør det så usikkert. Vi plejede at være Sydsudans brødkurv, men i dag kan vi ikke engang gro fødevarer nok til at mætte provinsen, fordi de gør store områder ubeboelige,« forklarer han.

Kidnapninger

Spørgsmålet er, hvad myndighederne vil gøre med oprørsgruppen, der udgør en alvorlig sikkerhedstrussel for adskillige lande i regionen som Sudan, Uganda, DR Congo, Chad og Den Centralafrikanske Republik. Uganda er ifølge de fleste observatører godt tilfredse med at bevare de få tusinde tropper på færten af LRA, der kan holde gruppen fra at vende tilbage til deres udgangspunkt i det nordlige Uganda. Men skønt oprørsgruppen er alvorligt svækket og blandt andet har svært ved at optræne de børn, de kidnapper, til soldater, er den stadig på længere sigt en alvorlig trussel for hele regionen, ikke mindst for Sydsudan, hvor de tidligere har været allierede med Omar al-Bashirs styre i Khartoum og modtager støtte fra skjulte allierede til gengæld for at skabe problemer i deres modstanderes områder.

Mens gruppen på kort sigt ikke er en strategisk trussel på, kan LRA hurtig aktiveres igen og udgøre en alvorlig regional faktor, f.eks. hvis der udbryder krig mellem Nord- og Sydsudan.

»Lords Resistance Army har fået svækket deres evne til at angribe og de har fået langt færre soldater. Men med LRA er det ikke overstået, før det er helt overstået, og det er det ikke nu. Deres leder, Joseph Kony, har en utrolig evne til at vende tilbage,« konstaterer David Gressly, lederen af FN's mission i Sydsudan, UNMIS.

Den sydsudanesiske regering lagde voldsomme kræfter i at forhandle en fredsaftale på plads med gruppen, som imidlertid brød sammen i slutningen af 2008.

Dengang var de flestes indtryk, at LRA ikke for alvor var interesseret i en fredsaftale, og selvom forhandlingsudspillet formelt set stadig er på bordet, er det meget tvivlsomt, om det vil blive relevant.

»Det vil kræve en virkelig markant udmelding fra Kony, og med mindre den kommer, bør man nok undgå det lige nu. Mekanismerne er der, men det er hans træk, han må lægge våbnene, og det er nok meget usandsynligt, at han vil gøre det, og at fredsforhandlinger vil ske,« vurderer David Gressly.

På flugt

Tilbage i Mundri er Penina Abiriba Sylavan og hendes bror Cosomas de eneste børn, der er vendt tilbage. Fire søskende er stadig hos Lords Resistance Army, den ene gravid med en soldat. Mens Penina såret formåede at finde hjælp i en lokal landsby og i sidste ende kom tilbage til sin familie, blev den 14-årige Cosomas med en anden deling LRA-soldater ført med mod nordvest i en flugt, der afspejler Lords Resistance Armys egen flugt.

»Vi var aldrig i en lejr i mere end to nætter, så rykkede vi videre. Vi var hele tiden på flugt, fordi de ugandiske soldater var efter os. I Congo blev vi angrebet af soldater, og vi vandrede og vandrede hele tiden. I en af lejrene så jeg Joseph Kony,« forklarer han. »Han var så skræmmende. Skiftevis iskold og rasende, men samtidig så almindelig. Der var mindre og mindre mad, og vi blev syge,« forklarer Cosomas.

»Vi fik at vide, at vi måtte snuble to gange. Når vi snublede tredje gang, betød det, at vi var for svage, og slå slog de os ihjel«.

Da Cosomas til sidst nåede Den Centralafrikanske Republik, var der kun fem bortførte børn tilbage af de oprindelige 26. Han fik at vide, at han ville begynde at modtage sin træning som soldat, når de nåede frem til hovedstyrken. Men så blev de angrebet.

»Soldater angreb os om aftenen. Jeg var én af dem, der gik bagerst, så jeg skyndte mig at løbe i en skov, mens der blev kæmpet foran i et stort slag. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg ikke nogen soldater i nærheden. Jeg tænkte, at det var den eneste chance, jeg ville få, før de satte mig til at dræbe. Så jeg løb,« forklarer han.

»Jeg er bange for, at de kommer igen. For så ved jeg, at de vil dræbe mig.«

Turen til Sudan er sponsoreret af udviklingsorganisationen ADRA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her