Læsetid: 2 min.

Palin debuterer på FOX News

Tidligere vicepræsident-kandidat Sarah Palin har fået nyt arbejde. Fremover er hun fast kommentator og lejlighedsvis nyhedsvært på USA's mest populære tv-kanal, FOX. Hun lagde hårdt ud tirsdag med at kalde sine kritikere for løgnere fulde af bullshit
Sarah Palin er blevet kommentator hos FOX News - til stor glæde for stationens seertal og til rædsel for USA's liberale kommentatorer.

Sarah Palin er blevet kommentator hos FOX News - til stor glæde for stationens seertal og til rædsel for USA's liberale kommentatorer.

14. januar 2010

Det er plat umuligt at forholde sig neutralt til Sarah Palin. Den tidligere republikanske kandidat til vicepræsidentposten deler vandene i en grad som ingen amerikansk politiker før hende. Så da det kom frem i mandags, at Alaskas tidligere guvernør var blevet hyret som betalt kommentator på USA's suverænt mest sete nyhedsprogram The O'Reilly Factor med Bill O'Reilly (der selv er den mest populære nyhedsvært af samtlige på kabel-tv), var det forventeligt, at alle politiske bloggere over det ganske land - samt alle nyhedsmedier - stod klar til at lade henholdsvis øksen falde eller klapsalverne regne ned over den bramfri mor til fem, der måske, måske ikke ved, hvad forskellen er på Nord- og Sydkorea, og måske, måske ikke troede, at Saddam Hussein stod bag 11. septemberangrebet på USA i 2001.

Disse nye påstande om Palin kom frem hen over weekenden i en ny opsigtsvækkende bog, Game Change, skrevet af John Heilemann og Mark Halperin, to af USA's mest erfarne og velrenommerede politiske journalister, og Palin gik prompte til modangreb på forfatterne i forgårs på sin sædvanlige direkte måde, hvor bandeord og fyndige - men grammatisk set noget særegne - udtryk tages i anvendelse til at slå igen.

»De to ved intet. De var der ikke, det var jeg,« sagde hun om de to skribenter, der »spredte den sædvanlige omgang b.s.« om hende, fordi »de ikke kan lide den ligefremme konservatisme, jeg står for - længere er den ikke.«

Villig platform

O'Reilly forsikrede Palin om, at hun i FOX havde fået en platform til at slå igen fra:

»Så snart der er ukorrektheder, der skal rettes, står vi klar,« mindede han hende om, hvortil hun svarede, at »det bliver der en del af«.

O'Reilly fik også i udsendelsen gjort reklame for den første nationale konvention for den libertære, patriotiske Tea Party-protestbevægelse, der skal mødes i Nashville, Tennessee den 4. februar med Palin som hovedtaler. Arrangementet har allerede fået massiv medieomtale og er for længst udsolgt.

Herefter gav Palin sit bud på grunden til præsident Obamas nedtur i meningsmålingerne:

»Det måtte jo vise sig på et tidspunkt; det enorme troværdighedsgab, der er ned til de almindelige amerikanere, som i stigende grad føler sig ilde tilpas med Det Hvide Hus' konstruerede opfattelse af virkeligheden«, som hun sagde, mens hun i en bibemærkning fik sagt, at hun endnu havde til gode at se præsidenten foretage sig noget for at »forsvare USA og den amerikanske befolknings interesser«.

Rædselsfuld propaganda

De liberale kommentatorer stønnede: »Hvilken helt igennem rædselsfuld politisering af hele begrebet nyhedsanalyse. Ren propaganda er, hvad det er,« skrev Baltimore Suns respekterede stjerne-tv-anmelder David Zurawik, der imidlertid meget mod sin vilje også mente, at han kunne høre tv-rating-barometeret »eksplodere ud over hele Baltimore«.

På CBS og ABC News nøjedes flere kommentatorer med at konstatere, at Palin bruger Reagans metode: Først får man sig et tv-show, og så stiller man op til præsidentposten.

En ting er i hvert fald sikker som amen i kirken:

Verden har langtfra hørt det sidste fra den fotogene mor til fem, som er elsket over hele Middle America, og hvis nye bog, Going Rogue, fortsat befinder sig på New York Times' bestsellerliste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu