Læsetid: 2 min.

Pistolen er ikke for sjov

Måske var skuddene efter ham bare en advarsel. Ali ved det ikke. Nu går han med pistol og flytter rundt mellem forskellige adresser
19. januar 2010

Kirkuk - Ali går ikke ud uden sin pistol i bæltet. Han viser os den under jakken.

»Det er ikke for sjov. Jeg kan hurtigt få brug for den,« siger han.

Han er 20 år gammel.

Vi møder ham i en landsby i Kirkuk-provinsen. Egentlig stammer han fra byen Kirkuk, men der tør han ikke længere opholde sig.

»For fem dage siden, var der nogen, som skød efter mig. En bil holdt stille foran min families hus. Da jeg kom ud, skød de,« siger Ali.

Han kan ikke bevise, at det skete. Vi spørger efter en rapport fra politiet. Men han fortæller, at han ikke tør gå til politiet, der er kendt for at være infiltreret af terrorister. Og vi har ikke mulighed for at afvige fra vores tidsplan og selv tage til hans tidligere hjemby for at lede efter vidner.

»Jeg ved ikke, om det var med vilje, de ikke ramte mig. Måske var det en advarsel,« siger han.

Nu bor han hos en ven. Men han vil snart flytte igen. Det er ikke nogen god ide at blive for længe et sted, forklarer han.

»Jeg ved ikke, hvem de er, dem, der er efter mig. Men jeg ved, de er derude,« siger han. »Jeg ved heller ikke, hvorfra de ved, jeg er tilbage,« siger han. »Men det gør de åbenbart.«

To mod en

I sommeren 2007 kom Ali til Danmark. På det tidspunkt var volden i Kirkuk på sit højeste, og FN's flygtningeorganisation UNHCR anbefalede, som organisationen stadig gør, at alle fra provinsen skulle have asyl.

Ali forklarede over for de danske udlændingemyndigheder, at han havde arbejdet på en benzinstation, hvor amerikanske soldater tankede. En forårsdag lå der et brev uden for hans families hus. Ingen afsender var angivet. Han skulle holde op med at arbejde på tankstationen, stod der. Ellers ville han blive dræbt.

Men hans far var syg og kunne ikke forsørge familien. Så Ali blev nødt til at forsætte med at arbejde.

Kort efter modtog han endnu et brev. Og denne gang lå der en kugle i kuverten.

»Så besluttede vi, at jeg blev nødt til at flygte,« fortæller han.

Menneskesmuglere fik ham til Danmark. Flygtningenævnet spurgte ham, om andre på benzinstationen var blevet truet. Det mente han ikke, og ifølge to af de tre medlemmer af nævnet, der skulle bedømme hans sag, var det ikke troværdigt, at han som den eneste skulle have modtaget trusler.

Det tredje medlem af nævnet mente, at Ali skulle have asyl. Men flertallet bestemmer. Så han fik afslag. Og den 4. november sidste år blev han tvangshjemsendt.

Sort fremtid

»Jeg kan stadig huske den dag, jeg blev sat på flyet til Irak. Det var en uvirkelig dag,« siger Ali. »Jeg troede ikke, det faktisk ville ske.«

Fremtiden vil han helst ikke tale om. Den tegner sort, synes han.

»Jeg ville helst flygte, men jeg har ikke pengene til det. Og jeg bliver vel alligevel sendt tilbage.«

Af sikkerhedshensyn er Ali et opdigtet navn. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu