Læsetid: 2 min.

Politi sendte sprængstof med flypassager

En slovakisk elektriker blev udstyret med en pakke plastisk sprængstof i sin bagage, der derefter fløj fra Bratislava til Dublin. Det slovakiske politi ville teste sikkerheden i lufthavnen
Det slovakiske politi havde placeret sprængstof i en kuffert hos en tilfældig passager for at tjekke sikkerheden i Bratislavas lufthavn. Men nu meddeler det slovakiske indenrigs-ministerium, at det indstiller proceduren.

Det slovakiske politi havde placeret sprængstof i en kuffert hos en tilfældig passager for at tjekke sikkerheden i Bratislavas lufthavn. Men nu meddeler det slovakiske indenrigs-ministerium, at det indstiller proceduren.

Saul Loeb

9. januar 2010

WASHINGTON DC - Sjovt kan det ikke have været for Stefan Gonda, slovak og bosat i Dublin, da han i denne uge blev anholdt af politiet efter at den ejendom han boede i, blev evakueret. Den 49-årige elektriker blev arresteret, fordi han var fløjet fra Bratislava til den irske hovedstad med en pakke eksplosivt materiale i sin bagage.

Al balladen må været kommet som en særlig overraskelse, eftersom Gonda ikke anede, at han var i besiddelse af det ulovlige materiale. De 85 gram RDX, et plastisk sprængstof, var nemlig blevet anbragt i hans bagage uden hans vidende af det slovakiske politi i et forsøg på at teste sikkerheden i Bratislavas lufthavne.

Såkaldte 'sniffer dogs' fandt 7 ud af 8 pakker, men det glippede med den sidste, og så kom den med Danube Wings flyet til Dublin.

De slovakiske myndigheder kaldte torsdag hændelsen for »en dum og uprofessionel fejltagelse«. Slovakkerne fastholder imidlertid, at ingen var i fare under eksperimentet, da eksplosiverne ikke var forbundet med detonatorer og således ikke kunne springe i luften.

Irlands justitsminister Dermot Ahern har ikke desto mindre forlangt en officiel undersøgelse af sagen og irske eksperter og sikkerhedspolitiske kommentatorer stod i går i kø for at fordømme fremgangsmåden som »en meget dårlig ide,« mens historien kørte verden rundt til akkompagnement af unison international hovedrysten.

Piloten så ingen fare

De irske myndigheder er også vrede over, at det tog de slovakiske myndigheder tre dage at informere irerne, samt endelig at den slovakiske pilot valgte at gennemføre flyveturen fra Bratislava til Dublin, selvom han fik et telefonopkald i sidste øjeblik fra politiet, mens han holdt i kø for at lette, om, at det plastiske sprængstof var om bord på flyet. Piloten vurderede - på papiret helt korrekt - at flyvningen ville være uden risiko, da sprængstoffet under ingen omstændigheder kunne detonere.

Surreel realisme

Irland fordømmer fremgangsmåden, om end man kan mene - og det er der fortsat eksperter, der fastholder i Bratislava - at episoden til fulde illustrerer svagheden i begge de to lufthavnes kontrolsystemer, hvilket netop var det slovakiske politis pointe. En hel del tyder imidlertid på, at slovakkerne er på hastigt tilbagetog.

Slovakiets indenrigsminister Robert Kalinak udtrykte i går sin »dybeste beklagelse« over for justitsminister Ahern, og det slovakiske indenrigsministerium har meddelt, at det indstiller proceduren.

Tibor Mako, chef for det ansvarlige slovakiske grænsepoliti, har tilbudt at forlade sin stilling. Ministeriet har dog endnu ikke accepteret tilbuddet om opsigelse og fastholdt i en udtalelse onsdag, at »meningen med forsøget var at holde sporhundene i form og træne dem i et realistisk miljø«.

Realistisk eller ej. Surrealistisk er nok et mere passende ord, hvis man skal beskrive hele forløbet set med Stefan Gondas øjne.

Han er i løbet af en uge gået fra at være en ukendt immigrant i Dublin til at være den ufrivillige hovedperson i en tragikomisk terror-sæbeopera på mindre end en uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu