Læsetid: 2 min.

Scientology planter sit flag på Haiti

Den prominente scientolog John Travolta har personligt fløjet nødhjælp til den jordskælvsramte hovedstad - den religiøse bevægelse afviser, at den søger at udnytte situationen til at rekruttere nye tilhængere, men bruger egne healingmetoder, som læger anser for tvivlsomme
Den prominente scientolog John Travolta har personligt fløjet nødhjælp til den jordskælvsramte hovedstad - den religiøse bevægelse afviser, at den søger at udnytte situationen til at rekruttere nye tilhængere, men bruger egne healingmetoder, som læger anser for tvivlsomme
28. januar 2010

'Fænomenet' er landet for at bringe undsætning til Haitis forarmede nødstedte. Jo, John Travolta sad i pilotsædet i sin egen Boeing 707, da den landede med læger, medicinske forsyninger, spiseklare militære nødrationer - og præster fra Scientology.

Travoltas besøg - som filmstjernen selv kalder 'Operation Fænomen' - er ikke det første scientolog- besøg i Haiti, siden det ødelæggende jordskælv ramte for to uger siden. Den religiøse gruppe har allerede leveret tre flylandinger nødhjælp til Port-au-Prince.

»Vores frivillige kommer fra hele verden,« siger Frank Suiarez, en af dusinvis at troende, iklædt gule T-shirts, som er kommet for at oprette en nødlejr i en gymnastiksal i Port-au-Prince. »Behovet er enormt«.

Uanset de frivilliges velmenende intentioner, har Travoltas aktion på ny fået striden om styringen af hjælpemiddeldistributionen fra lufthavnen til at genopblusse og rejst spørgsmålet om Scientologys videre målsætninger i Haiti.

Kritikere påpeger, at hvor skuespilleren åbenbart har været i stand til at indflyve over tre et halvt ton medicinsk udstyr, er andre støttegrupper blevet tvunget til at vente på grund af overbelastning. Læger Uden Grænser siger rent ud, at de prioriteringer, som amerikanske militære flyveledere har besluttet sig for, har medført dødsfald. Mindst 800 nødhjælpsfly står for øjeblikket på venteliste.

Men Travolta var uanfægtet af dette. Med sin skuespillerkone Kelly Preston ved sin side sagde han:

»Vi har evnen til faktisk at gøre en forskel i Haiti, og jeg kan bare ikke se, hvordan det kan være nogen hjælp ikke at bruge denne plan.«

Desperat situation

I Port-au-Prince er situationen stadig mere desperat. Få timer før Travoltas besøg udbrød der mindre optøjer ved det nu sammenstyrtede præsidentpalads i forbindelse med omdeling af fødevarer.

En hujende menneskemængde på 4.000 lod sig ikke holde tilbage af, at 18 uruguayanske FN-soldater sprøjtede vand på dem eller affyrede gummikugler op i luften. Adspurgt om, hvorfor de ikke forsøger at berolige folk ved at tale med dem, råbte en soldat:

»Uanset hvad vi gør, reagerer de ikke på det - de er som dyr.«

Medicin er stadig i lige så knapt udbud som fødevarer. Men en gruppe af scientologer, der arbejder i hospitalets gård, affærdigede denne mangel med henvisning til, at de var i stand til at helbrede patienter ved at bruge 'berøring' eller the power of touch, som de udtrykte det, til at genoprette centralnervesystemet.

Sylvie, en fransk kvinde, sagde:

»Som frivillige er vi uddannede i en proces, der kaldes »at assistere«, hvor vi hjælper nervesystemet til at genoprette forbindelsen til de vigtigste punkter.«

Ulykke-kontakt

En 22-årig, hvis ben var amputeret, Oscar Elweels, fik berøringsbehandlingen på sit resterende skadede ben. Hvad vidste han om Scientology? Det er, svarede han, en fransk velgørenhedsorganisation.

De rigtige læger var mere skeptiske.

»Jeg vidste ikke, at man kunne helbrede koldbrand ved berøring,« sagde en af dem.

L. Ron Hubbard, grundlæggeren af Scientology- bevægelsen, beskrev engang en teknik, han kaldte »ulykke-kontakt«, der går ud på at udnytte katastrofer som mulighed for at rekruttere, men advarede sine tilhængere mod at fremstille denne som sådan for udenforstående.

Scientology-talskvinden Linda Hight sagde i går, at en sådan holdning ville være unødig kynisk.

»Vores frivillige er absolut ikke kommet hertil for at tale om Scientology,« sagde hun.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At USA har plantet sit flag i Haiti, godt og grundigt, er vel langt mere betydningsfuldt, sådan som USA har gjort det i andre stater i Mellemamerika, i Columbia og måske nu igen i Chile, foranlediget af den samme 'ulykke-kontrakt', der er mest virkningsfuld med en krig som i Irak og Afhanistan.