ROM - Ved årskiftet overtog Spanien EU-formandskabet fra Sverige. Det spanske formandskab er det første, som er underlagt Lissabon-traktatens regler. Relationerne mellem spanierne og de nye institutioner - den permanente formand for Det Europæiske Råd, belgieren Herman Van Rompuy, og EU's nye udenrigsrepræsentant, briten Cathrine Ashton - vil danne præcendens for balancen mellem de europæiske institutioner.
»Lissabon-traktaten skulle netop forebygge, at EU's prioriteringer skifter. Men selvom de nye institutioner er på plads, er vi nu vidner til noget, vi har set før,« siger Clara O'Donnell, som er forsker ved tænketanken Centre of European Reform, og tilføjer: »Det spanske formandskabs fokus på Middelhavslandenes problemer er et symptom på, at EU's prioriteringer skifter, hver gang formandsskabet skifter. Da Frankrig havde formandsskabet, var det Middelhavet, derefter fokuserede tjekkerne på Østeuropa, så introducerede svenskerne et program for de baltiske lande, og nu sætter spanierne så igen Middelhavsområdet og problemer med f.eks. vandforsyning på dagsordenen. Men initiativerne bliver sjældent videreført af det følgende formandskab, og derfor hæmmer denne tendens effektiviteten i EU. Desuden svækker det EU's troværdighed.«
EU's udenrigspolitik
»Det bliver det spanske formandsskab, som kommer til at definere de skiftende formandskabers fremtid,« udtalte Cathrine Ashton inden jul. Den spanske udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos har forsikret EU-partnerne om, at spanierne agter at træde i baggrund i forhold til de to nye frontfigurer. Alligevel har det spanske formandsskab fremlagt et ambitiøst program, der bl.a. omfatter topmøder med Rusland og de latinamerikanske lande:
»Det afgørende spørgsmål er, hvem der der kommer til at sætte EU's udenrigspolitiske dagsorden. EU har fået en ny udenrigsrepræsentant, som har mere magt, end Javier Solana havde. Alligevel forsøger det spanske formandsskab at sætte en udenrigspolitisk dagsorden. Jeg ved ikke, om det vil udvikle sig til en reel konflikt, men det bliver interessant at se, om spanierne eller Cathrine Ashton kommer til at tegne EU's udenrigspolitik. Foreløbig ser det ud til at blive spanierne,« siger Clara O'Donnell.
Europas forhold til Cuba er også på det spanske formandskabs dagsorden. I oktober var Miguel Ángel Moratinos i Cuba, og den spanske regering ønsker øget samarbejde med regimet i Havana. Men borgernes frihedsrettigheder er ikke blevet forbedret, efter at Fidel Castro har overladt magten til sin bror Raul, og ifølge Clara O'Donnell kan spørgsmålet skabe splittelse i EU: »Cuba er et følsomt emne, for der uenighed i EU-landene om, hvilken politik man skal føre.«
Arbejdsløshed
Blandt det spanske formandsskabs erklærede mål er skabe vækst og arbejdspladser i de europæiske lande. Ifølge Eurostat steg arbejdsløsheden i EU-landene fra gennemsnitligt 7,5 pct. i november 2008 til 9,3 pct. i oktober 2009. Det forventes, at ledigheden vil overstige 10 pct. i 2010. I slutningen af 2009 var 19,3 pct af spanierne arbejdsløse, og landet døjer således med højere arbejdsløshed end de øvrige lande i eurozonen og er blandt EU-landene kun overgået af Letland, hvor 20, 3 pct. af befolkningen er uden arbejde.
Ifølge Clara O'Donnell er dette spørgsmål den vigtigste og sværeste udfordring for det spanske formandsskab: »Økonomiske problemer og arbejdsløshed bliver de vigtigste spørgsmål for EU i år, men i særlig grad for Spanien og de øvrige syv lande i Middelhavsområdet. Den svenske formandsskab lagde retningslinjerne for, hvordan man kommer ud af krisen, men det er op til medlemslandene selv at gennemføre reformerne.«
Ved EU-topmødet i marts skal det nye formandskab endvidere forsøge at skabe enighed om den såkaldte 2020-strategi for et mere miljøvenligt Europa med større social refærdighed.
Den spanske premierminister, José Luis Rodriguez Zapatero, ønsker, at EU's institutioner får redskaber til at koordinere den økonomiske politik i medlemslandene for således at kunne skabe modvægt til Den Europæiske Centralbank:
»Hvis EU vil være et politisk fællesskab, der arbejder for borgerne, er unionen nødt til at have en bedre redskaber til økonomisk styring. Jeg kan få øje på et fællesmarked, men jeg kan ikke få øje på nogen redskaber til at føre en fælles økonomisk politik,« sagde Zapatero i april 2009 og betegnede et samarbejde om den økonomiske politik som »EU's store mål«.
Clara O'Donnell mener, at spanierne kan blive nødt til at benytte sig af de forhåndenværende søms princip, men understreger, at situationen ser alt andet end lovende ud for EU-landene:
»En af de afgørende udfordringer for EU i de kommende 6-12 måneder bliver, hvordan man vil håndtere den voksende statsgæld i medlemslandene. Hvis landene ikke længere kan afdrage deres gæld, vil det svække finansmarkedet. F.eks. befinder Grækenland sig i en svær situation. Hvis landet går statsbankerot, som nogle eksperter forudser, vil det få dramatiske konsekvenser for landene i eurozonen. Det vil svække finansmarkedernes tillid til landene i eurozonen betydeligt, og kan komme til at gå meget hårdt udover lande som Spanien, Italien, Portugal og Irland. Det er meget vigtigt for EU, at den græske økonomi ikke bryder sammen. Derfor befinder det spanske formandsskab sig faktisk i en meget vanskelig situation, som bestemt ikke bliver bedre af krisen i den spanske økonomi. Det bedste, spanierne kan gøre, er at fremstå som et godt eksempel ved at gennemføre de nødvendige strukturreformer. Mere kan de faktisk ikke gøre,« siger Clara O'Donnell.
