I to måneder har franskmændene diskuteret, hvad det vil sige at være fransk. Den store debat om fransk nationalidentitet blev i starten af november skudt i gang af ministeren for immigration, integration, nationalidenitet og solidarisk udvikling, Éric Besson:
»Jeg ønsker en stor debat om nationalidentitet,« sagde Besson og pålagde præfekterne i Frankrigs 100 departementer at »organisere møder med nationens ledende kræfter om, hvad det vil sige at være fransk, hvilke værdier der binder os sammen, hvad det er for et bånd, der gør os til franskmænd, og hvorfor vi bør være stolte over dette«.
Den 4. februar vil Besson fremlægge »en syntese« af debattens resultater.
I 2007 lykkedes det for Nicolas Sarkozys nygaullistiske parti UMP at kapre stemmer på den yderste højrefløj og dermed marginalisere Front National. Men ifølge meningsmålingerne står Front National til at opnå fremgang ved valget til regionalforsamlingerne i marts.
Derfor tør regeringen ikke overlade spørgsmålet om fransk nationalidentitet til Jean-Marie Le Pen og hans datter Marine. Flere fremtrædende medlemmer af UMP mener dog, at regeringen med debatten om franske værdier har bevæget sig ind på den yderste højrefløjs domæne:
»Hvorfor fanden skal vi vise imødekommenhed over for de laveste instinkter?« spørger François Baroin, borgmester i Troyes.
»Det er en elendig debat, som aldrig burde være blevet sat i gang,« mener den tidligere premierminister Dominique de Villepin. En anden tidligere premierminister, Jean-Pierre Raffarin, mener heller ikke, at der er tale om en væsentlig debat:
»Det er en debat på bodeganiveau, som burde afsluttes i en fart.«
En afrikansk koloni
På hjemmesiden debatidentitenationale.fr kan man danne sig et indtryk af, hvordan debatten forløber:
»Blodets lov bør gælde. For at være fransk bør man have fransk blod.«
Eller:
»Før havde Frankrig kolonier. Nu er landet selv blevet en afrikansk koloni.«
Ifølge Éric Besson er det dog kun en lille del af indlæggene på ministeriets hjemmeside, der har et fremmedfjendsk indhold.
Besson, som selv er søn af en libanesisk kvinde, mener, at indvandrere i Frankrig skal vælge en fransk identitet:
»Der må være et tilhørsforholdenes hierarki. Enhver har sin egen personlige historie, og det handler ikke om at give afkald på den, men at acceptere, at når man bliver fransk, bliver ens oprindelse underordnet i forhold til tilhørsforholdet til nationen.«
Under et debatmøde i Charmes i Vogeserbjergene fortalte vicefamilieminister Nadine Morano, hvad hun forventer sig af en ung muslim i Frankrig:
»At han føler sig fransk, når han er fransk, at han elsker Frankrig, når han bor i Frankrig, at han finder sig et arbejde, at han ikke taler verlan (slang blandt unge, hvor der byttes rundt på ordenes stavelser, red.), og at han ikke tager sin kasket omvendt på.«
Frirum for racisme
Den første, som for alvor kritiserede regeringens initiativ, var venstrefløjsikonet Daniel Cohn-Bendit, medlem af EU-parlamentet for De Grønne: »Det er fascisme!«
Senere gav fransk fodbolds enfant terrible Éric Cantona, som nu er skuespiller, sin mening til kende:
»Betyder det at være fransk, at man skal tale fransk og synge Marseillaisen? Snarere end fransk betyder det, at man er en klovn.«
Fortrængte spørgsmål
Organisationen SOS Racisme har forgæves opfordret regeringen til at indstille møderne:
»Debatten om nationalidentitet har fungeret som et frirum for racistiske udtalelser og på snigende eller eksplicit vis sået tvivl om, hvorvidt hele befolkningsgrupper opholder sig lovligt i landet,« hedder det i protestskrivelsen, som bl.a. er underskrevet af Socialistpartiets forkvinde Martine Aubry og en lang række kulturpersonligheder. Også regeringspolitikere som Nadine Morano har givet efter for trangen til at stigmatisere hele befolkningsgrupper ved at omtale muslimer som personer, der nægter at lade sig integrere, mener SOS Racisme.
Historikeren Pascal Blanchard, som forsker i Frankrigs fortid som kolonimagt, mener, at der bag debatten om nationalidentitet gemmer sig en række fortrængte spørgsmål. Senest har en rapport om optakten til folkemordet i Rwanda i 1994 kastet et kompromitterende lys på Frankrigs afrikapolitik i François Mitterands præsidentperiode. Blanchard opfordrer derfor til en »rigtig debat«:
»Tiden er moden til endelig at træde ind i den postkoloniale tidsalder og droppe de ligegyldige debatter, der handler om forfaldet i den franske 'nationalidentitet'. Et samfund, der tier om sin fortid og undlader at forklare så mange episoder, vil ikke være i stand til at se virkeligheden i øjnene og kan i sidste ende ikke undgå at komme i krise, når det anskuer begrebet 'identitet' i ental.«
Ifølge antropologen Michel Aiger er regeringen med den store debat om nationalidentitet i færd med at promovere en ideologi, som ligger meget tæt på Front Nationals etnisk baserede forestilling om den franske stat.
»En regering kan ikke diktere og kontrollere borgernes identitet. Man er nødt til at adskille nationalstatens historie og det ansvar for at regere nationalstaten, som en regering har fået midlertidigt overdraget,« mener Michel Aiger, som beskylder ministeriet for immigration, integration, nationalidentitet og solidarisk udvikling for at være fremmedfjendsk institution.
Inden debatten gik i gang, sagde Dominique de Villepin, at den var dybt overflødig:
»Der er ikke behov for en stor debat om republikken og den nationale identitet. Man skal blot genoplive de værdier, som er vores: Frihed, lighed og broderskab.«
