Læsetid: 4 min.

Sundhedsreform i skraldespanden

Efter nederlaget i Massachusetts er den demokratiske elite i Washington i chok. Barack Obamas absolutte topprioritet i indenrigspolitikken er tabt på gulvet blot en uge før præsidentens første 'State of the Union'-tale til amerikanerne. Regeringen undersøger nu, hvordan reformen kan reddes, men alle muligheder risikerer at give massivt politisk bagslag
Den største begmand til demokraterne i årtier kom fra vælgerne i Massachusetts, en af USA's mest venstreorienterede stater, da den hidtil ukendte republikaner Scott Brown natten til onsdag kom ind fra højre, vandt en plads i det amerikanske senat, tippede flertallet og bragte Obamas sundhedsreform i fare.

Den største begmand til demokraterne i årtier kom fra vælgerne i Massachusetts, en af USA's mest venstreorienterede stater, da den hidtil ukendte republikaner Scott Brown natten til onsdag kom ind fra højre, vandt en plads i det amerikanske senat, tippede flertallet og bragte Obamas sundhedsreform i fare.

Yana Paskova

21. januar 2010

Ironien er total.

Martha Coakley - demokratisk statsanklager i Massachusetts, der for skaldede fire uger siden førte med 30 procentpoint over sin modstander, den ukendte republikaner Scott Brown i kampen om at overtage den liberale kæmpe Edward Kennedys plads i det amerikanske senat - har med sit nederlag tirsdag lagt sundhedsreformen, sit partis topprioritet i indenrigspolitikken og Ted Kennedys livslange politiske drøm, i graven.

Foreløbig i hvert fald.

Den største begmand til demokraterne i årtier kommer fra vælgerne i Massachusetts, en af USA's mest venstreorienterede stater; der selv har indført universel (privat) sygesikring til alle, og hvor Barack Obama vandt præsidentvalget for lidt over et år siden med 800.000 stemmer. Og hvor 60 procent af vælgerne fortsat bakker op om præsidenten.

Det er vælgerne, 'stupid'!

Så hvordan kan det ske ?

Svaret ligger i en eneste genial sætning, som Scott Brown sagde, og som tv-stationerne afspillede igen og igen natten til onsdag: »Dette er ikke Kennedys plads, ikke demokraternes plads. Denne plads i det amerikanske senat er vælgernes.«

Med dette simple budskab formåede Brown at sætte en fed streg under sin position som kandidaten, der ikke tog vælgerne for givet, men ham der lyttede til deres mange bekymringer om offentligt overforbrug, manglende job og højere skatter (modsat Coakley som tog på ferie til Caribien hen over jul og nytår, så sikker var hun på, at hun kunne overtage den liberale fakkel fra Kennedy uden problemer), ligesom Brown formåede at slå fast at han agtede at bringe disse bekymringer til hovedstaden.

Browns valgkamp - båret som den var af løfter om forandring og direkte tale fra hans pickuptruck - var som at høre et ekko af Barack Obamas præsidentkampagne. Og den bevægelse, som på to uger flyttede næsten en million stemmer i Massachusetts minder også om demokraternes i 2008. Begejstrede vælgere er strømmet til Browns vælgermøder i et omfang, der overraskede selv hovedpersonen. I forgårs sagde han overvældet, at han »først blev klar over, at der var noget usædvanligt på færde, da jeg så et hjemmelavet skilt i en vælgers have, hvorpå der stod mit navn. Og det var ikke et skilt, jeg selv havde sat op«.

Igen modsat Coakleys tamme og let tilbagelænede kampagne, der gav det indtryk, at hun mestendels skulle til Washington for at falde på plads under regeringsflertallets faner.

Hvad nu Obama ?

I Washington DC er stemningen i Det Hvide Hus decideret deprimeret. Om en uge skal Barack Obama holde sin første store tale i Kongressen til befolkningen som præsident, den såkaldte State of The Union Address. Det var planen, at sundhedsreformen - der ville give 30 millioner amerikanere adgang til sygesikring - skulle være det bærende element i talen; en politisk sejr, der ville slå fast, at Obama havde leveret den forandring, han vandt valget på for lidt over et år siden.

Så hvad er præsidentens strategi for at undgå det totale nederlag ?

Umiddelbart tegner der sig to hovedmuligheder:

Det nemmeste er, at Repræsentanternes Hus simpelthen vedtager den mere konservative version af loven, som Senatet allerede har vedtaget, dengang demokraterne fortsat havde de nødvendige 60 stemmer.

Men det har formand Nancy Pelosi og flere liberale demokrater i Repræsentanternes hus sagt nej tak til i går - i hvert fald i første omgang, men afvisningen kan ændre sig efter et sandsynligt enormt pres fra Det Hvide Hus, hvor stilstand ikke bliver set som acceptabelt.

Uærligt fiksfakseri

Republikanerne vil gøre alt for at udstille løsning nummer et som politisk fiksfakseri, teknisk legalt men uærligt på substansen; en manøvre, som kan give massivt bagslag ved midtvejsvalget til november. Den folkelige tilslutning til sundhedsreformen er forsvundet, og republikanske analytikere stod i kø i går for at påpege, at enhver bulldozermetode rummer kimen til ikke bare et nederlag i 2010, men muligvis også i 2012.

En anden mulighed er den såkaldte reconciliation procedure.

En teknik, hvor det ikke længere er nødvendigt med det såkaldte superflertal på 60 stemmer i Senatet, men hvor et almindeligt flertal rækker - men kun til love, der har med budgetter at gøre.

Hvis denne procedure følges, skal de enkelte lovdele vedtages hver for sig. Det er en sjælden brugt mulighed, den er tung og bureaukratisk; den vil tage tid og risici er potentielt de samme som ved procedure nummer et.

Det grimme perspektiv

En tredje mulighed er at genoptage kurtiseringen af de to moderate republikanske senatorer fra Maine, Olympia Snowe og Susan Collins. Snowe er den eneste republikaner i Senatet, der stemte for at lade de endelig forhandlinger om reformen begynde, men hun stemte imod indholdet af loven i sidste ende. Og det er næsten umuligt at forestille sig, at Snowe ene kvinde vil redde præsidenten og hans parti igennem, hvad der nu er begges største krise siden valget i 2008, uanset at det meste af den sundhedsreform, der foreligger lige nu, består af tiltag, hun politisk set faktisk er enig i.

Den fjerde mulighed er lige så enkel, som den er sort for demokraterne: at opgive reformen og gå tilbage til det politiske tegnebord. Men som Coakley sagde med Ted Kennedys gamle ord på valgnatten: »The work begins anew, the hope rises again, and the dream lives on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu