En svimlende strøm af penge

ROM - En udtalelse fra en af Silvio Berlusconis partifæller kort inden parlamentsvalget i april 2008 ville have fået større opmærksomhed, hvis Italien havde været et normalt land:

»Vittorio Mangano, som ved første retsinstans blev idømt fængsel på livstid, døde for min sag. Han var kræftsyg, da han blev fængslet, og blev gentagne gange opfordret til at vidne mod mig og Berlusconi. Hvis han havde gjort det, ville han være blevet løsladt med en hæderspræmie og ville have reddet sit liv. Han er en helt, på sin egen måde,« sagde senator Marcello Dell'Utri, som 15 år tidligere havde været den egentlige drivkraft bag dannelsen af partiet Forza Italia, og hvis appelsag genoptages på fredag, efter at han i 2004 blev dømt for mafiaktivitet.

Vittorio Mangano havde i en årrække i 70'erne arbejdet for Berlusconi, men ved den såkaldte maxiproces mod den sicilianske mafia i 1986-87 blev han idømt 13 års fængsel for handel med narkotika og organiseret kriminalitet og kort inden sin død fængsel på livstid for to drab. Under valgkampen i 2006 blev en ung mand, som råbte »Viva Mangano« ved et af Berlusconis vælgermøder, fjernet af politiet. Alligevel valgte Berlusconi to år senere at tilslutte sig Dell'Utris rehabilitering af den afdøde mafioso:

»Mangano var en person, der opførte sig upåklageligt over for os. Han boede hos os og fulgte også mine børn i skole. Derefter var han uheldig, hvilket førte ham i hænderne på kriminelle organisationer, men jeg mener ikke, at han har fået en definitiv dom. Heroisk nægtede han at opfinde anklager mod mig og fik først lov til tage hjem dagen inden sin død. Dell'Utri har derfor ret, når han betegner denne opførsel som heroisk,« sagde Berlusconi. Hvis der var et skjult budskab, blev det opfanget. Berlusconi gjorde rent bord på Sicilien og generobrede regeringsmagten.

Garantier

I 2004 afsagde retten i Palermo den hårdeste dom nogensinde mod et italiensk parlamentsmedlem, da Marcello Dell'Utri blev idømt ni års fængsel for ekstern medvirken til mafiakriminalitet. Berlusoni lærte sicilianeren Dell'Utri at kende i 1961 på Opus Deis kollegium i Milano. Lige siden har han været en af Berlusconis mest betroede medarbejdere. I 70'erne kidnappede mafiaen rige norditalienere, og Berlusconi spurgte angiveligt Dell'Utri til råds om dette problem. En frafalden mafioso, Francesco Di Carlo, var øjenvidne til et møde mellem Berlusconi og Cosa Nostras daværende leder, Stefano Bontate:

»Berlusconi sagde til Stefano: 'Marcello har sagt, at I kan garantere mig dette og andet.' Så sagde Stefano: 'De kan være ganske rolig. Hvis jeg siger det, kan De sove trygt. De får personer tæt på Dem, og uanset hvad De beder dem om, vil det blive gjort. Og så har De jo Marcello her. De kan under alle omstændigheder henvende Dem til Marcello, for han står vores familie meget nær,« forklarer Di Carlo i sit vidneudsagn, der af dommerne betegnes som »klart, præcist og i fuld overensstemmelse med sagens øvrige akter«.

I 1974 blev Vittorio Mangano ansat som forvalter på Berlusconis ejendom i Arcore nær Milano. Efter sigende bevægede Mangano sig rundt på Villa San Martino med seks frygtindgydende vagthunde i snor. I hjembyen Palermo havde han allerede i slutningen af 60'erne gjort sig bemærket i forbindelse med en sag om afpresning af indehaverne af en række privatklinikker, der havde fået tilsendt papkasser med afskårne hundehoveder. I Milano stod Mangano for Cosa Nostras heroindistribution. Ifølge politiet, som aflyttede Manganos telefon, var han »midtpunkt i en svimlende strøm af penge fra Italien og udlandet«.

Pengene havnede på en konto i Banca Rasini, hvor Luigi Berlusconi, Silvios far, dengang var direktør. Om de mange millioner, der fra 1975 til 1984, hvor Berlusconi gik fra at være byggeentreprenør til at blive mediemagnat, blev investeret i Fininvest-koncernen, hedder det i dommen mod Dell'Utri:

»Det har ikke været muligt for hverken anklagemyndighedens eller forsvarets konsulenter med sikkerhed at bestemme oprindelsen af de pengestrømme, som blev investeret i Fininvest-gruppens holdingselskaber.«

I 2002 blev Berlusconi indkaldt som vidne i sagen mod Dell'Utri, men forbeholdt sig retten til ikke at udtale sig.

Symptomatisk

Mangano sidder i fængsel, da der i 1986 sprænger en bombe foran porten til Berlusconis villa i det centrale Milano. Berlusconi ringer straks til Dell'Utri, men samtalen bliver aflyttet af politiet: »Her til aften er jeg desværre blevet afhørt af politiet, som spurgte til Mangano. Og jeg blev nødt til at sige, at han har arbejdet hos os,« siger Berlusconi, der fejlagtigt tror, at Mangano er blevet løsladt og har meddelt det med »respekt og kærlighed«. Spøgefuldt siger han, at han ville have betalt, hvis gerningsmændene havde ringet. »Selvom det tydeligvis er ironisk ment, er den mentale indstilling hos erhvervsmanden Silvio Berlusconi, som for at få fred er parat til at imødekomme og ikke anmelde forsøg på afpresning, symptomatisk,« skriver dommerne.

I 1992 betegner undersøgelsesdommeren Paolo Borsellino i et interview med to franske tv-journalister fra Canal+ Vittorio Mangano som »mafiaens brohoved i Norditalien«. Et par måneder inden har kassationsdomstolen stadfæstet dommene i maxiprocessen mod Cosa Nostra, hvor Borsellino var offentlig anklager. I 80'erne udryddede Corleonese-klanen under Totò Riinas ledelse rivaler som f.eks. Stefano Bontate og tiltvang sig magten i Cosa Nostra. Udfaldet af maxiprocessen får Riina til at indse, at de ikke længere kan regne med beskyttelse fra Det Kristendemokratiske Parti, som kort efter imploderer på grund af korruptionsskandaler. Indtil da havde Berlusconi og Dell'Utri antageligt fungeret som mafiaens forbindelsesled til den socialistiske ministerpræsident Bettino Craxi, som gjorde det muligt for Berlusconi at opnå noget nær monopol som udbyder af kommercielt tv

Da Craxi som følge af korruptionsskandalerne blev tvunget i eksil, begyndte Cosa Nostra at se sig om efter nye politiske referenter. Samtidig begyndte de franske journalister at interessere sig for Berlusconis tidligere forvalter:

»Det siges, at han arbejdede for Berlusconi?« spørger de Paolo Borsellino, som får nervøse trækninger, men svarer: »Det skal jeg ikke kunne sige. Som dommer er jeg nødt til at være meget forsigtig med at sige noget, som ikke kan fastslås med sikkerhed. Men jeg kan sige, at der pågår efterforskninger desangående.«

I det øjeblik begyndte Borsellino at dø.