Baggrund
Læsetid: 4 min.

Torturofrets frygt for uniformer

Tankerne om torturen plager Abdeljabbar. Efter tvangshjemsendelsen fra Danmark lever han i skjul i et af Iraks farligste områder
Abdeljabbar blev hjemsendt til Irak fra Danmark i september 2009, og han bor nu hos en bekendt tæt på al-Qaeda-bastionen Mosul, hovedstaden i den voldsramte Ninewa-provins. Men hvor længe, han kan blive boende der, ved han ikke. 'Dem, jeg bor hos, er ved at være trætte af mig,' fortæller han med henvisning til, at han ikke sover godt og ofte råber og græder i søvne.

Abdeljabbar blev hjemsendt til Irak fra Danmark i september 2009, og han bor nu hos en bekendt tæt på al-Qaeda-bastionen Mosul, hovedstaden i den voldsramte Ninewa-provins. Men hvor længe, han kan blive boende der, ved han ikke. 'Dem, jeg bor hos, er ved at være trætte af mig,' fortæller han med henvisning til, at han ikke sover godt og ofte råber og græder i søvne.

Anton Geist

Udland
4. januar 2010

NINEWA - Abdeljabbar ryster på hænderne. Han taler langsomt. Hans blik flakker.

»Jeg har det ikke så godt,« > siger han stille.

Abdeljabbar er torturoffer. I Danmark har Amnesty Internationals lægegruppe fastslået, at han lider under »tydelige såvel psykiske som fysiske følger af den tortur, han har været udsat for«.

»Jeg kommer hele tiden til at tænke på, hvad der skete. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg har ikke penge til medicin, der kan hjælpe mig med tankerne,« siger han.

Nu bor han hos en bekendt tæt på al-Qaeda-bastionen Mosul, hovedstaden i den voldsramte Ninewa-provins. Vi møder ham et andet sted uden for byen. Det er for farligt for ham, hvis en vesterlænding med bevæbnede vagter eksponerer det sted, han opholder sig.

Samme dag rammer terrorangreb de to sidste fungerende kirker i Mosul.

»Det er et usikkert sted at bo. Der sker mange slemme ting. Men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal tage hen,« siger Abdeljabbar.

Systematisk tortur

Vores vagter fra de kurdiske sikkerhedsstyrker kropsvisiterer Abdeljabbar grundigt, før han får lov at komme hen til den danske journalist. Han ser bekymret ud. Bagefter forklarer han, at han bliver bange, når han ser folk i uniform.

»Fængslingen, torturen, fængslingen i Danmark, tvangshjemsendelsen. Jeg ser det for mig igen og igen,« siger han.

Under Saddam Hussein blev Abdeljabbar og ni af hans bekendte anholdt for politiske aktiviteter. I to år var han isolationsfængslet og blev systematisk tortureret. Derefter sad han fem år i Abu Graib, og til sidst blev han løsladt, mens de andre i gruppen blev henrettet.

»Jeg vil helst ikke tale så meget om det. Det er svært for mig uden at græde,« siger han.

Men over for Amnesty Internationals lægegruppe i Danmark beskrev Abdeljabbar detaljeret den tortur, han var udsat for. Og ifølge menneskerettighedsorganisationens eksperter er »såvel subjektive som objektive fysiske symptomer fuldt forenelige med den beskrevne tortur«.

Han blev hængt op i armene fra kæder i loftet i flere timer ad gangen. Han blev slået under fødderne med elkabler. Han skulle ligge på maven i sand, mens der blev smidt betonblokke på hans arme og ben. Han fik elektrisk stød på øre, næse, læber og tunge.

Råb og gråd i søvne

Familien, Abdeljabbar bor hos, driver et lille landbrug. Om dagen går han af og til med en fårehyrde ud af byen, fortæller han. Det er beroligende at være ude i naturen. Andre gange sidder han ude hos dyrene i stalden.

En ven kommer på besøg en gang imellem. Han tager cigaretter med, og de snakker lidt.

Over for de danske udlændingemyndigheder har Abdeljabbar forklaret, at familierne til tre af de henrettede, han blev fængslet sammen med, har truet ham på livet. De mener, at han angav de andre i gruppen, for selv at slippe.

Det var grunden til, at han flygtede til Danmark. Og det er grunden til, at han nu holder sig skjult.

»De opsøger stadig mine venner og spørger efter mig. Sådan er det i Irak. Man opgiver ikke at få hævn. Og sådan som Irak er nu, kan man slå folk ihjel, som man vil,« siger han.

Men hvor længe, han kan få lov at blive, hvor han er nu, ved han ikke.

»Dem, jeg bor hos, er ved at blive trætte af mig. Når jeg endelig falder i søvn, kommer jeg til at råbe og græde i søvne, så de vågner,« siger han.

I fængsel igen

Siden torturen har Abdeljabbar ifølge Amnesty lidt under posttraumatisk stresssyndrom, som er typisk for tor-turofre. Og da de danske udlændingemyndigheder i sommer fængslede ham, fordi han som afvist asylansøger ikke forlod Danmark frivilligt, blev hans tilstand forværret, fortæller han.

To måneder sad han i fængsel, inklusive tre døgn i isolation.

»Det begyndte at køre rundt. Jeg var i fængsel igen. Jeg var helt alene. Jeg kunne ikke tænke klart,« siger han.

Efter isolationsfængslingen i Danmark anmodede advokat Helge Nørrung Integrationsministeriet om at genoptage Abdeljabbars sag om humanitær opholdstilladelse, som han tidligere havde fået afslag på. Det skete midt i august, og ministeriet svarede, at Helge Nørrung skulle fremsende »supplerende lægelige oplysninger« senest den 1. september.

Den 1. september faxede Helge Nørrung en udtalelse til ministeriet fra praktiserende læge og lektor ved Københavns Universitet, ph.d. Marianne Stubbe Østergaard, der havde tilset Abdeljabbar. I skrivelsen fastslår Marianne Stubbe Østergaard, at Abdeljabbar i perioder er begyndt at udvise psykotiske træk.

Underskriften manglede

Men i Integrationsministeriet mente den ansvarlige embedsmand ikke, Marianne Stubbe Østergaards skrivelse var udførlig nok, og vedkommende hæftede sig ved, at den hastefremsendte fax ikke var underskrevet.

Helge Nørrung skulle derfor inden for syv dage fremsende en uddybende lægeerklæring i underskrevet form, meddelte ministeriet.

Samme nat blev Abdeljabbar tvangshjemsendt. Medmindre Integrationsministeriet aktivt beslutter det, har anmodninger om genoptagelse af sager om humanitær opholdstilladelse nemlig ikke opsættende virkning på Rigspolitiets udsendelser.

»Jeg kan ikke forstå, hvordan de kan finde på at sende mig tilbage. Måske kan man gøre det mod nogle. Men ikke mod sådan en som mig,« siger Abdeljabbar.

Helge Nørrung har indklaget de danske myndigheder til FN for at have gjort sig skyldig i tortur mod Abdeljabbar.

Klagen er udfærdiget i samarbejde med professor dr. med. Bent Sørensen, der er tidligere medlem af FN's Komité mod Tortur, og læge Inge Genefke, stifter af Rehabiliteringscenter for Torturofre.

Baggrunden for klagen er, at de danske myndigheders isolationsfængsling af Abdeljabbar ifølge Bent Sørensen og Inge Genefke i sig selv udgør tortur, da Abdeljabbar er blevet tvunget til at genleve den tortur, han blev udsat for under isolationsfængslingen i Irak.

I lignende sager har FN's Komité mod Tortur ifølge de to eksperter afgjort, at der var tale om tortur.

Serie

De afviste irakere

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • Så fik dement iraker lov at blive

    10. april 2010
    Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andersen

Okay, den artikel gjorde mig ked af det. Hold da op hvor lever jeg i et usselt land. Føj.

Nej Peter, du lever ikke i et usselt land. Men du har en ussel regering med et endnu mere usselt støtteparti.

Peter Andersen

# Hans Larsen
Og de skaber uheldigvis et usselt Danmark, og det er det land jeg bor i.

Det er rystende at man giver 7 dage og samtidigt smider ham på et fly!
Er det ikke en sag for justitsministeren at se til?

Han er iraker. Han er ikke forfulgt. Han er iraks problem, ikke Danmarks.

Anton Geist er en af Danamrks mest nødvendige journalister...