Læsetid: 2 min.

Tv-talkshow-værter skændes om Haiti

Der er ingen grænser for, hvad USA's studieværter kan bruge i deres verbale krig om seertal. Radiovært Rush Limbaugh beskylder Obama for at misbruge jordskælvet på Haiti som billig personlig pr over for USA's sorte
Var jordskælvet mon en straf fra Gud? spørger den konservative Pat Robertson og slutter sig til koret af meningsdannere, der udlægger katastrofen i Haiti.

Var jordskælvet mon en straf fra Gud? spørger den konservative Pat Robertson og slutter sig til koret af meningsdannere, der udlægger katastrofen i Haiti.

JUSTIN LANE

1. februar 2010

WASHINGTON DC - Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke emner, USA's talkshow-værter kan bruge eller misbruge i deres evige krig mod hinanden om prestige, seertal og penge. Senest er den humanitære katastrofe efter jordskælvet på Haiti kommet i centrum for en indædt debat mellem konservative og liberale talkshow-værter på både radio og tv.

Det begyndte i sidste uge, da den utrættelige Rush Limbaugh - der af mange anses som den åndelige leder af det republikanske parti - ikke kunne stå for fristelsen til at bruge Haiti som påskud for at angribe den amerikanske præsident.

»Katastrofen for vores nabo er simpelthen, for nu at bruge Rahm Emanuels (Obamas stabschef, red.) ord, en krise, der er for god til at gå til spilde. Det her passer perfekt ind i Obamas spilleplan. Han kan give den som humanisten, der viser medfølelse. Det Hvide Hus kan bruge det til at øge Obamas troværdighed blandt sorte amerikanere - både de lysebrune og de sorte. Det er simpelthen et oplagt bestillingsarbejde, og vi kan jo se, hvordan de ikke kunne vente med at komme derover (til Haiti. red.).«

En straf fra Gud

De tidligere præsidenter George W. Bush og Bill Clinton - der noget overraskende er blevet meget gode venner og kalder hinanden »stedbrødre«, og som leder indsatsen for at rejse penge til det ødelagte og fattige land - tog øjeblikkeligt afstand fra Limbaugh.

»Det er meget forkert at politisere denne tragedie,« lød det fra de to, da de optrådte sammen på både ABC, CNN, NBC og CBS i weekenden.

Hvilket dog ikke afholdt en anden veteran, tv-prædikanten Pat Robertson, fra at stille spørgsmålet: »Var jordskælvet mon en straf fra Gud, fordi Haitis indbyggere tilbage i det 19. århundrede indgik en pagt med djævelen for at komme af med det franske kolonistyre?«

Det gamle republikanske højrefløjs-ikon Pat Buchanan brød sig ikke om nogen af delene. »Det var ekstremt smagløst og utilstedelig kynisk,« sagde han om sin gamle kampfælle og ven Limbaugh på den liberale tv-kanal MSNBC sidste fredag.

Men venstrefløjens talkshow-værter så såmænd også deres snit til at få indflettet Haiti i deres politiske budskab. »Dette mareridt i Haiti, ikke langt fra USA, viser, hvor vigtigt det er at få gennemført en sundhedsreform her i landet ... For hvordan ville de overlevende i f.eks. Los Angeles, hvis de blev udsat for en naturkatastrofe som denne her, egentlig klare sig og komme på benene igen økonomisk, hvis man forestillede sig at det skete under vores nuværende sundhedssystem?« intonerede studievært Keith Olbermann, der senere i øvrigt kaldte Limbaugh for en »syg racist«.

«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu