Baggrund
Læsetid: 3 min.

USA besætter Haiti - igen

Efter jordskælvet har amerikanske tropper sat sig på administrationen af Haiti. Det følger et historisk mønster
Udland
30. januar 2010

Amerikanske marinetropper er strømmet til Haiti efter det ødelæggende jordskælv den 12. januar. Først sendte USA 1.000 soldater; siden er tallet øget til 4.000, og det forventes inden længe at nå op på 10.000.

USA's militære transporter til Haiti har været så omfattende, at det har udløst klager over, at de har spærret for livsnødvendig medicinsk hjælp. Amerikanerne har overtaget kontrollen med lufthavnen i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, og bestemmer dermed, hvilke fly, der skal have fortrinsret.

Den britiske avis The Guardian har citeret Jarry Emmanuel, forsyningsofficer i FN's fødevareprogram, for konstateringen:

»Der flyver omkring 200 fly ud og ind hver dag, hvad der er et utroligt antal for et land som Haiti. Men de fleste fly er det amerikanske militærs.«

I sidste uge fremførte den franske bistandsminister, Ailain Joyandet, at USA er »i gang med at besætte Haiti«, og han opfordrede FN til »at klargøre« den amerikanske rolle. Joyandet har imidlertid ikke fået nogen støtte fra sit lands præsident, Nicolas Sarkozy, der dagen efter erklærede sig »meget tilfreds« med samarbejdet med USA og roste USA for dets »ekstraordinære mobilisering«.

En forklaring på Sarkozys støtte til den amerikanske troppeindsats er formentlig, at Frankrig og USA er de to lande, der mest frygter en masseflugt fra et ukontrollabelt Haiti. Den ville ramme de fransk-caribiske 'departementer' Guadeloupe og Martinique i lige så høj grad som den amerikanske delstat, Florida.

Overtag Haiti!

USA's interesse i at kontrollere Haiti militært er ikke af nyere dato. Allerede i 1868 foreslog den amerikanske præsident Andrew Johnson at annektere øen, der rummer staterne Haiti og Den Dominikanske Republik. Derved kunne en amerikansk tilstedeværelse i Caribien sikres, mente præsidenten. Forslaget vandt imidlertid ikke tilslutning i Kongressen. Efter USA's sejr i den amerikansk-spanske krig i 1898 kunne amerikanerne i stedet sætte sig på øen Puerto Rico som caribisk base. Det betød imidlertid ikke, at de opgav den militærstrategiske interesse i Haiti.

Den amerikanske flåde opererede fra 1860'erne aktivt i Haitis farvande. Efter en af Haitis hyppige politiske kaosperioder, hvor syv præsidenter blev dræbt eller afsat i løbet af fire år, sendte den demokratiske USA-præsident Woodrow Wilson i 1914 den amerikanske flåde til Haiti for at overtage landets nationalbank og overføre en halv million dollars af dens reserver til 'sikker opbevaring' i New York.

Året efter blev endnu en haitiansk præsident myrdet, og det fik Wilson til at lade sin flåde overtage hele Haiti - med det officielle formål »at beskytte amerikanske investeringer« og det uofficielle formål at forhindre øens tyske befolkningsmindretal at skubbe Haiti over på den tyske side under Første Verdenskrig.

Roosevelts forfatning

USA udstyrede Haiti med en ny forfatning, som daværende viceminister for den amerikanske flåde, Franklin D. Roosevelt pralede af, at han egenhændigt havde skrevet. Forfatningens særlige charme var, at den tillod udenlandske jordopkøb, hvad haitianske forfatninger ellers - siden landets blodige ud-smidning af den franske kolonimagt i 1804 - havde indeholdt forbud mod.

I samarbejde med skiftende haitianske diktatorer gennemførte USA et omfattende vejbyggeri på Haiti - i høj grad ved at anvende bønder som tvangsudskreven arbejdskraft.

Med 1930'ernes verdenskrise blev Haitis eksportprodukter mindre lukrative. Som et led i præsident Franklin Roosevelts 'gode naboskab' med landene i den amerikanske sfære rømmede USA i 1934 Haiti, men beholdt dog forvaltningen af øens finansvæsen frem til 1947. I de år fremstod Francois 'Papa Doc' Duvalier som Haitis stærke mand. Han overtog formelt præsidentposten i 1957. Papa Docs amerikansk støttede rædselsregimente fortsatte frem til 1971, hvor det i noget afsvækket form blev videreført af sønnen og playboyen, 'Baby Doc.'

Baby Docs stigende upopularitet førte til, at USA i 1986 lod ham falde. Efter endnu en kaosperiode blev præsten Jean-Bertrand Aristide folkevalgt præsident, men hans regime viste sig hurtigt så korrupt som forgængernes. Han blev afsat, hvorpå USA i 1994 besatte landet og fik Aristride genindsat og rømmede Haiti igen. Aristide skejede endnu voldsommere ud og amerikanske tropper vendte i 2004 tilbage og satte Aristide på et fly til Den Centralafrikanske Republik.

Hvor længe de amerikanske tropper bliver i Haiti denne gang, er ikke til at sige. Til gengæld er der næppe tvivl om, at de nok vil komme tilbage, efter de er taget af sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er skandaløst at den ellers gode journalist, David Rehling, ikke fortæller os hvem der afsatte, og hvem der stod bag, afsættelsen af Aristide før USA indsatte ham i 1994.

Ligeledes mangelfuld og måske endnu grellere er det at vi kun får at vide at "Aristide skejede endnu voldsommere ud [end tidligere] og amerikanske tropper vendte i 2004 tilbage og satte Aristide på et fly til Den Centralafrikanske Republik." Rehling insinuerer at Arestide var endnu mere korrupt end tidligere, men hvor er beviserne og beskrivelsen på omfanget og hvad denne "korruption" består af, hvis den overhovedet har eksisteret?

Herudover, hvorfor får vi ikke at vide at USA krænker internal lov ved at nægte Aristide indrejse i sit eget land? Han er folkevalgt og stadg meget populær!

- For eksempler på god reportage - klik på:
http://www.democracynow.org/2010/1/15/exiled_in_south_africa_arisitide_says

Og klik på:
http://www.democracynow.org/2010/1/15/bush_was_responsible_for_destroyin...

Også jeg beklager det utilstrækkelige og mangelfulde ved David Rehlings oversigtsartikel.
For lidt up to date globaliseret perspektivering, for meget ’nordatlantisk, lettere venstreorienteret, mainstream ’–fraseologi.

Her er et par yderligere henvisninger:
Nogle artikler af Marguerite Laurent ('Ezili Dantò') fra ’the Haitian Lawyers’ Leadership Network ’:
http://www.opednews.com/author/author14934.html og
’The Fateful Geological Prize Called Haiti’
by F. William Engdahl
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&aid=17287

Nogle citater fra sidstnævnte artikel:
” Evidence that the US Administration may well have more in mind for Haiti than the improvement of the lot of the devastated Haitian people can be found in nearby waters off Cuba, directly across from Port-au-Prince. In October 2008 a consortium of oil companies led by Spain’s Repsol, together with Cuba's state oil company, Cubapetroleo, announced discovery of one of the world’s largest oilfields in the deep water off Cuba. It is what oil geologists call a ‘Super-giant’ field. Estimates are that the Cuban field contains as much as 20 billion barrels of oil, making it the twelfth Super-giant oilfield discovered since 1996. The discovery also likely makes Cuba a new high-priority target for Pentagon destabilization and other nasty operations.
No doubt to the dismay of Washington, Russian President Dmitry Medvedev flew to Havana one month after the Cuban giant oil find to sign an agreement with acting-President Raul Castro for Russian oil companies to explore and develop Cuban oil.[2]
Medvedev’s Russia-Cuba oil agreements came only a week after the visit of Chinese President Hu Jintao to meet the recuperating Fidel Castro and his brother Raul. The Chinese President signed an agreement to modernize Cuban ports and discussed Chinese purchase of Cuban raw materials. No doubt the mammoth new Cuban oil discovery was high on the Chinese agenda with Cuba.[3] On November 5, 2008, just prior to the Chinese President’s trip to Cuba and other Latin American countries, the Chinese government issued their first ever policy paper on the future of China’s relations with Latin America and Caribbean nations, elevating these bilateral relations to a new level of strategic importance. [4]”

”Prior to the January 12 quake, the US Embassy in Port-au-Prince was the fifth largest US embassy in the world, comparable to its embassies in such geopolitically strategic places as Berlin and Beijing.[17]
With huge new oil finds off Cuba being exploited by Russian companies, with clear indications that Haiti contains similar vast untapped oil as well as gold, copper, uranium and iridium, with Hugo Chavez’ Venezuela as a neighbor to the south of Haiti, a return of Aristide or any popular leader committed to developing the resources for the people of Haiti, -- the poorest nation in the Americas -- would constitute a devastating blow to the world’s sole Superpower.
The fact that in the aftermath of the earthquake, UN Haiti Special Envoy Bill Clinton joined forces with Aristide foe George W. Bush to create something called the Clinton-Bush Haiti Fund ought to give everyone pause.
According to Marguerite Laurent ('Ezili Dantò') of the Haitian Lawyers’ Leadership Network, under the guise of emergency relief work, the US, France and Canada are engaged in a balkanization of the island for future mineral control.
She reports rumors that Canada wants the North of Haiti where Canadian mining interests are already present.
The US wants Port-au-Prince and the island of La Gonaive just offshore – an area identified in Aristide’s development book as having vast oil resources, and which is bitterly contested by France.
She further states that China, with UN veto power over the de facto UN-occupied country, may have something to say against such a US-France-Canada carve up of the vast wealth of the nation. [18] ”

Med venlig hilsen

Gérard Lehmann

David Rehlings resumé af Haitis historie er mangelfuld og misvisende. Ikke mindst afsnittet om Aristide. Som specialist om Haiti vil jeg henvise ham til min bog Haïti 2004 Radiographie d´un coup d´État, og hvis han ikke læser fransk , til prof. Peter Hallwards bog om Haiti, Aristide and the politics of containment.
David Rehling er journalist. Mangler han den nødvendige ekspertise, vil jeg gerne kontaktes af ham - og jeg vil gerne være behjælpelig - det har jeg gjort med andre journalister.
Lektor Dr. Gérard Lehmann, Syddansk Universitet.