Nyhed
Læsetid: 3 min.

USA retter fokus og militærmaskine mod Yemen

Yemenitisk al-Qaeda menes at stå bag terrorforsøget mod et amerikansk fly juledag, og det har rettet USA's opmærksomhed mod Yemen. En invasion af landet er dog næppe nært forestående, vurderer militærstrateg
USA vil næppe invadere Yemen for at komme al-Qaeda til livs, men snarere satse på specialstyrker, førerløse fly, støtte til sikkerhedsstyrker. På billedet passerer en kvinde vagterne foran Yemens premierministers konto i hovedstaden Sanaa.

USA vil næppe invadere Yemen for at komme al-Qaeda til livs, men snarere satse på specialstyrker, førerløse fly, støtte til sikkerhedsstyrker. På billedet passerer en kvinde vagterne foran Yemens premierministers konto i hovedstaden Sanaa.

Ahmad Gharabli

Udland
11. januar 2010

Yemen er blevet talk of the town i USA, efter det kom frem, at terroristen Umar Farouk Abdulmutallab, der forsøgte at sprænge et amerikansk fly i luften juledag, havde tætte forbindelser til yemenitisk al-Qaeda.

Senest er der forlydende om, at yemenistisk al-Qaeda har trænet 20 unge mænd til at gennemføre tilsvarende attentater.

»USA vil helt sikkert drage militære konsekvenser af angrebet,« siger major Nicholas Veicherts, der er chef ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.

Han mener, det er meget sandsynligt, at USA's vil optrappe sit engagement i Yemen, og allerede nu har USA taget en række militære skridt i forhold til landet.

Specialstyrker fra USA, britiske specialister fra efterretningstjenesten MI6 og specialstyrken SAS er sendt til landet, og den amerikanske topgeneral David Petraus besøgte for nylig Yemens præsident, Ali Abdellah Saleh, for at tale om den yemenitiske regerings indsats mod terror. Desuden har USA's præsident, Barack Obama bevilget 725 millioner kroner ekstra til den yemenitiske efterretningstjeneste og sikkerhedsstyrke.

Invasion usandsynlig

Den yemenitiske forbindelse til terrorforsøget mod det amerikanske fly, fik enkelte politikere til at melde voldsomt ud.

»Yemen bliver den næste store slagmark efter Irak og Afghanistan,« lød den overskriftskabende punchline fra den uafhængige senator Joe Lieberman, der er leder af USA's indenrigssikkerhedskomité.

Men at insinuere, at en invasion af Yemen er sandsynlig og forestående, er helt ude i hampen, vurderer major Nicholas Veicherts.

»Det er usandsynligt, at USA vil bruge samme strategi i Yemen som i Irak og Afghanistan,« siger militæranalytikeren, der dog ikke er i tvivl om, at Yemen vil blive prioriteret højt af amerikanerne på anden vis.

»Specialstyrker, førerløse fly, støtte til sikkerhedsstyrker er vejen frem, og det er sandsynligvis den strategi, USA vil føre i fremover i Yemen,« siger han og tilføjer, at det i øvrigt vil være en både strategisk og politisk fordel, hvis USA kunne inddrage Saudi-Arabien i kampen mod terroristerne.

»Dermed vil det ikke kun være endnu en 'Vestens kamp mod terror', men en 'alles kamp mod terroristerne.'«

Ifølge Nicholas Veicherts er det en korrekt strategi at fokusere på målrettede militære aktioner og støtte til den yemenitiske regerings kamp mod terror, da man dermed måske kan undgå at haven i en situation som den man står i i Afghanistan.

»Terrortruslen i Yemen er til stede, men den er endnu ikke uoverskuelig på samme måde, som den er i Irak og Afghanistan. USA kan med de forebyggende aktioner opnå meget og undgå at begå samme fejl, som de begik i Afghanistan med Taleban.«

En reel trussel

At yemenitisk al-Qaeda er en reel trussel bekræftes af den tidligere CIA-talsmand Bruce Riedel, der arbejdede for CIA i perioden 1977 - 1991, og som har gjort tjeneste som rådgiver for tre amerikanske præsidenter.

»Yemen har i det seneste år, og specielt i de seneste måneder, vist sig at fungere som en primær operationel base, hvorfra al-Qaeda kan nå uden for Yemens grænser,« siger den erfarne efterretningsekspert til ABC News.

Den antagelse får næring af, at den anholdte terrorist Umar Farouk Abdulmutallab angiveligt har fortalt amerikanske efterforskere, at omkring 20 unge mænd er ved at blive trænet til at gennemføre flyattentater i Yemen.

Bruce Riedel påpeger, at USA er nødt til at se terrorproblemet i sin helhed frem for som isolerede antiterroroperationer.

»Den amerikanske regering er nødt til at acceptere, at dette ikke kun er et antiterrorproblem, men et større problem der handler om USA's forhold til den islamiske verden,« siger Bruce Riedel og pointerer, at al-Qaeda ikke kun kan bekæmpes med militær magt.

»For at fjerne truslen må man også bekæmpe den ideologi, der tiltrækker den militante minoritet,« siger han.

Det Hvide Hus udgav i kølvandet på terrorforsøget juledag en rapport, der konkluderede, at regeringens antiterrortjeneste var blevet taget på sengen, fordi de ikke havde regnet med, at den verdensomspændende terrororganisation stod så stærkt i Yemen. Kritikken har derefter regnet ned over både Obama, der som modtræk har udvidet efterretningstjenestens beføjelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

Artiklen er opbygget med citater udelukkende fra flg kilder:

1) Nicholas Veicherts, chef ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.
2) Senator Joe Lieberman.
3) Tidligere CIA-talsmand Bruce Riedel.
4) Faktaboks fra "Wall Street Journal".

Amerikaniseringen og højredrejningen i Informations udenrigsdækning har ingen grænser.

Det ender vel med, at USA's magtdominans i regionen i 65 år sammenlignes med den barmhjertige sameritaners gerninger.