Læsetid: 4 min.

USA's kristne bag Ugandas lov mod homosekuelle

Ugandas parlamentet ventes i næste uge at godkende en lov, der kriminaliserer homoseksuel adfærd. Bag lovforslaget står en koalition af kræfter, der har amerikanske evangeliske kristne som åndelige bagmænd
13. januar 2010

En hviskende kampagne er undervejs i Ugandas hovedstad, Kampala, hvor en læge ved navn Paul Semugoma nu beskyldes for at være en »aggressiv homoseksuel«, der aktivt rekrutterer unge mænd til at dyrke deres 'syndige gerninger' og endda får hjælp hertil fra udenlandske medsammensvorne. Hans hjemme- og firmaadresser er blevet offentliggjort på internettet, og han har modtaget dødstrusler.

»De siger, jeg er den »homoseksuelle gangsterboss«, der som står bag spredningen af den smitsomme sygdom, homoseksualitet i Uganda. Man må høre på det mest utrolige vrøvl,« siger han med et bittert smil.

I virkeligheden er han en respekteret læge, der bruger en stor del af sin fritid på at bistå kampen mod hiv og oplyse om sikker sex. Han skriver desuden en ugentlig klumme for den populære avis New Vision, hvori han giver lægelige råd. Men på bare en måned er han fire gange hængt ud som homoseksuel, ligesom regeringsembedsmænd har udlovet kontant belønning til alle, som er villige til at sladre om hans privatliv.

Semugona gennemlever for tiden en privat generalprøve på det mareridt, som tilværelsen kan blive for Ugandas homoseksuelle, hvis en ny lov om at gøre homoseksualitet strafbart med fængsel på livstid eller endog dødsstraf bliver vedtaget i denne måned. Ugandas minister for etik og integritet har erklæret, at den nye lov vil gøre det til en borgerpligt at fordømme venner, familie eller bekendte, som er under mistanke for at være homoseksuelle.

Helbredelsesmøder

Kirkemøder i hovedstaden og andre steder i Uganda er i denne uge blevet trommet sammen for at en afholde offentlig demonstration til fordel for det anti-homoseksuelle lovforslag, som den 19. januar skal forelægges parlamentet til andenbehandling.

Ugandas antihomoseksuelle kampagne kommer umiddelbart efter et tredages besøg fra en trio af kontroversielle amerikanere. De evangeliske kristne amerikanere er Caleb Lee Brundidge, der betegner sig selv som en tidligere homoseksuel mand og tilbyder kurser i 'helbredelse', Scott Lively, en missionær, som agiterer for nødvendigheden af at beskytte børn mod bøssetilnærmelser, og Don Schmierer, der arbejder med Exodus International, en homofob kirkegruppe.

Deltagere i Kampala-seminaret fortæller, at et samtaleemne var den »skjulte homoseksuelle dagsorden«, hvorved homoseksuelle mænd konverterer drenge til deres egen seksuelle observans ved at »sodomisere« dem, og hvordan homofile kan gøres »normale«.

At Ugandas anti-homoseksuelle lovforslag kommer så hurtigt efter seminaret kan meget vel skyldes den evangelistiske offensiv, så meget desto mere da forslagsstilleren, parlamentsmedlem David Bahati, hævder at have venner på USA's religiøse højrefløj.

Men de ugandiske arrangører af seminaret indrømmer selv, at de har været med til at formulere lovforslaget, ligesom Lively over for New York Times erkender, at han har diskuteret det på et møde med ugandiske parlamentarikere.

Menneskeretsadvokater siger til New York Times, at de tre amerikaneres besøg har hjulpet til at sætte en uhyre farlig dynamik i gang. Homoseksuelle ugandere beskriver allerede en verden af voldelige overfald, afpresninger og dødstrusler såsom Dø sodomit! skrevet på deres husmure, vedvarende chikane og sågar såkaldt 'forbedringsvoldtægt'.

Overgreb mod Ugandas bøsser og lesbiske er ikke sjældne, men deres situation havde bedret sig noget før lovforslaget - i det mindste kunne de afholde konferencer og offentligt tale for deres rettigheder. Nu frygter, de at den nye lov kan føre til lynchninger.

»Disse mennesker har tændt en ild, de ikke kan slukke igen,« siger præsten Kapya Kaoma, som har brugt et halvt år på infiltrere det antihomoseksuelle miljø og undersøge forbindelse mellem den antihomoseksuelle afrikanske bevægelse og amerikanske evangelister.

Kaoma var til stede ved konferencen og siger, at de tre amerikanere »undervurderer graden af homofobi i Uganda«, og hvad det kan føre med sig at tale om, at bestemte gruppe er ude på at ødelægge deres børn og familier.«

Bush priste landet

Uganda er et frodigt overvejende landbrugsland, hvor konservative kristne grupper har vundet enorm indflydelse. I dette land kan man således få stipendiater for at have bevaret sin jomfrudom intakt, ligesom præsidentens hustru anbefaler afholdenhed som bedste metode til aidsbekæmpelse. Under Bush-regeringen lovpriste amerikanske regeringsembedsmænd Ugandas familieværdibaserede politik og kanaliserede millioner af dollars ind i afholdenhedsprogrammer.

Siden har landet været som en magnet for amerikanske evangelistiske grupper, herunder folk som pastor Rick Warren, som besøgte det i 2008 og har sidestillet homoseksualitet med pædofili.

Mbaru, en kenyansk født lesbisk aktivist, der bor i Cape Town, pointerer, at en del af skylden for den manglende modstand imod den forestilling, at homoseksualitet skulle være noget 'uafrikansk', kan føres tilbage til passiviteten i de homoseksuelle samfund selv. Hertil kommer, at strømmen af internationale donationer til støtte for hiv-forebyggelse i mange lande hjalp bøsser og lesbisk samfund til at finde en stemme og organisere sig - men alt for ofte, hævder hun, har dette givet homoseksuel aktivisme »et fremmedartet ansigt.«

Hvor farligt det kan være at bringe disse emner på bane i offentligheden, viser eksemplet med Dr. Paul, som han blot kendes som blandt læserne af den ugandiske avis New Vision.

Det eneste, som nu kan stoppe legaliseret hængning af bøsser i Uganda, er regeringen selv - lovforslagets bagmænd har det fornødne antal stemmer, hvis det skulle komme til afstemning i parlamentet.

Indtil videre ignorerer Paul Semugoma alle de velmente råd fra venner og kolleger, som er bekymret for hans sikkerhed, og fortsætter som før.

»Jeg vil gøre mit yderste for, at dette forslag ikke bliver til lov. Det er vigtigere end min personlige sikkerhed.«

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu