Læsetid: 2 min.

Utroskab rokker ved Nordirlands stabilitet

Peter Robinson, der er førsteminister i Nordirland, træder midlertidigt tilbage som følge af hans hustrus affære med en teenager. Sagen skaber uro i landet.
Nordirlands leder, Peter Robinson, har et par hårde uger lige i øjeblikket.

Nordirlands leder, Peter Robinson, har et par hårde uger lige i øjeblikket.

13. januar 2010

Nordirlands førsteminister, Peter Robinson, har anmodet landets økonomi-, handels- og industriminister, Arlene Foster, om at træde i hans sted i seks uger.

Det sker for, at Robinson kan rense sit navn i forbindelse med en skandale udløst af hans hustrus affære med en teenager. Meddelelsen blev mandag givet af formanden for parlamentet i Belfast, William Hay.

I sidste uge erkendte Robinsons hustru, Iris, at hun havde haft en affære med en 19-årige mand, Kirk McCambley, og at hun samtidig havde brugt sin politiske indflydelse til at skaffe ham 50.000 pund, så han kunne starte en café.

I en følelsesladet tv-transmitteret tale sagde Robinson, at han måtte håndtere krisen i sin familie.

»Som far og som ægtemand er jeg nødt til at vie noget tid til at håndtere familieanliggender,« sagde han og tilføjede, at han intet vidste om konens økonomiske hjælp til den unge elsker, som han i givet fald skulle have orienteret parlamentet om.

»Jeg anfører stadig, at jeg har handlet etisk og på dette særligt smertefulde tidspunkt med store personlige traumer, så er jeg nødt til at forsvare mig selv mod en grundløs og ondsindet beskyldning,« sagde Peter Robinson.

Arlene Foster, der afløser Robinson, er overbevist om, at førsteministeren vender stærkt tilbage.

»Peter Robinson kommer til at rense sit navn, jeg har ingen tvivl i den sag... Det er meget midlertidigt med mig i denne position,« siger hun.

60-årige Iris Robinson er også toppolitiker, og det forventes, at hun opgiver sit sæde i nationalforsamlingen og pladsen i det britiske House of Commons (Underhus). I øjeblikket modtager hun efter eget udsagn »akut psykiatrisk behandling« i Belfast.

Fru Robinson har tidligere erkendt at have forsøgt selvmord og har lidt af alvorlig depression.

Skandalen truer med at sprænge den koalitionsregering, der leder Nordirland. Peter Robinsons Democratic Unionist Party samarbejder nemlig med IRA's politiske gren, Sinn Fein, der har krævet, at førsteministeren forklarer sig selv foran nationalforsamlingen.

Der er i forvejen problemer i forholdet mellem de to partier. Uenigheden handler om hvordan den sidste del af Nordirlands magtoverdragelse fra London til regeringen i Belfast skal foregå. Særligt overdragelsen af politimyndigheden skiller partierne. Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, sagde mandag, at han havde talt med Arlene Foster og opfordret myndigheder til at opretholde orden og fortsat regere landet til trods for den politiske tumult.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu