Læsetid: 2 min.

Årsdag blev magtopvisning for Ahmadinejad

Sikkerhedsstyrkerne holdt oppositionen på behørig afstand, da Iran torsdag fejrede årsdagen for den islamiske revolution
Sikkerhedsstyrkerne holdt oppositionen på behørig afstand, da Iran torsdag fejrede årsdagen for den islamiske revolution
12. februar 2010

Hundredtusinder af iranere fyldte torsdag Teherans gader for at fejre årsdagen for den islamiske revolution, en af de vigtigste mærkedage i Irans politiske kalender. De oppositionstilhængere, der forsøgte at nærme sig det centrale Teheran, blev mødt af et stort opbud af kampklædt politi med stave og tåregas. Der var ubekræftede forlydender om, at politiet skød mod demonstranterne. Ifølge flere hjemmesider er et stort antal demonstranter anholdt.

De statslige iranske medier nævnte ikke noget om protester, sammenstød og anholdelser, men viste billeder af et tilsyneladende uendeligt menneskehav, der flagede og holdt billeder af den afdøde ayatollah Khomeini op.

På Azadi-pladsen var mange hundredetusinde iranere samlet for at markere årsdagen og høre præsident Mahmoud Ahmadinejad tale. Præsidenten benyttede lejligheden til at fortælle sine tilhængere, at Iran nu har fremstillet den første portion 20 pct. beriget uran og nu vil tredoble produktionen.

Opposition angrebet

To af oppositionens mest fremtrædende skikkelser, tidligere præsident Mohammad Khatami og tidligere præsidentkandidat Mehdi Karroubi, blev begge angrebet, tilsyneladende af civilklædte medlemmer af Basij-militsen, da de var på vej til det centrale Teheran. Det oplyser oppositionsmedier og Karroubis søn. Ingen af dem kom noget til.

Mohammad Khatamis bror og dennes hustru, som er barnebarn af den afdøde ayatollah Khomeini, blev kortvarigt anholdt af sikkerhedsstyrkerne. De blev dog hurtigt løsladt igen med besked om, at de skulle holde sig væk fra demonstrationerne, siger kilder til tv-stationen al-Jazeera.

Oppositionen har på det seneste stillet en række krav til regeringen, blandt andet om løsladelse af politiske fanger i Iran, men det er blevet afvist. Og det har for første gang fået samtlige oppositionsledere til at bede deres tilhængere om at gå på gaden, ligesom flere af dem har skærpet kritikken af regeringen.

»Der er helt klart sket en form for optrapning og radikalisering, også blandt den del af oppositionen, der er mest moderat og stadig ønsker at bevare den islamiske republik i modsætning til de folk, der ønsker at vælte regimet, siger Janne Bjerre Christensen, antropolog og ph.d. i internationale udviklingsstudier ved Københavns Universitet.

»Indtil videre har man kunnet se, at selv om folk er blevet dræbt ved demonstrationer, har det kun skabt endnu mere vrede og større frustration og mere mod for folk til at gå ud og demonstrere,« siger Janne Bjerre Christensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu