Læsetid: 9 min.

Argentina kæmper med sandheden om de forsvundne børn

De fik lov til at føde, før de blev dræbt, de gravide politiske modstandere af Argentinas seneste argentinske militærdiktatur. Spædbørnene blev bortadopteret til barnløse par i det militære netværk som en del af regimets ‘reorganiseringsproces’. I dag fortæller et af de forsvundne børn, Leonardo Fossati, om at være barn af et land, der aldrig fik taget et endegyldigt retsopgør med den fascistiske fortid
5. februar 2010

»Jeg foretrækker en grim sandhed frem for en smuk løgn,« siger Leonardo Fossati. Ifølge løgnen er han født og opvokset i byen La Plata, søn af et forældrepar, der uden at kende til hans ophav adopterede ham fra et børnehjem i Buenos Aires. Sandheden er, at Leonardo er søn af politiske aktivister, der aktionerede mod Argentinas seneste brutale militærdiktatur fra 1976-83. Og tabte. I 1977 blev den 17-årige højgravide Inés og den 22-årige Ruben anholdt af det hemmelige politi, hun fødte sit barn, der blev anbragt på et børnehjem til adoption med en falsk dåbsattest. Der findes ingen vidnesbyrd om Inés og Ruben siden. Leonardo er med i en ulykkelig gruppe af 500 spædbørn, der for omkring 30 år siden blev født i det hemmelige politis varetægt og senere bortadopteret til par i den politiske overklasse. Familier, der var loyale overfor regimet og ofte del af det militære netværk.   I januar i år fandt man barn nummer 103. Der er stadig 400 tilbage i et Argentina, hvor alle unge mellem 27-34 år har sammenlignet deres spejlbillede med ansigtstræk hos deres forældre og bedt en stille bøn for fuldt sammenfald. I modsat fald har de så måttet tage stilling til dilemmaet mellem en flot løgn og en grim sandhed. Leonardo tøvede ikke:

Den beskidte krig

»Sandheden om mine biologiske forældre gav mig en følelse af frihed. Jeg kan ikke lave om på verden. Jeg kan kun kende den. Og hvis man ikke kender sandheden, så kan man heller ikke leve den. Den mulighed fik jeg lige pludselig. For mig var det helt og aldeles positivt,« fortæller Leonardo, der forsvandt som spæd en sommerdag i 1977. Den 21. januar 1977 var den højgravide Inés Ortega og Ruben Fossati på et ærinde i Buenos Aires-forstaden Quilmes. Vidner så dem blive kidnappet af det hemmelige politi, og overlevende fanger fra et detentionscenter har derefter set Inés i det såkaldte ’Edderkoppehullet’ og senere i Den Femte Politistation i byen La Plata. I køkkenet på politistationen fødte Inés en dreng den 25. marts med hjælp fra politilægen Jorge Antonio Bergés. Han blev navngivet Leonardo og blev fem dage efter fødslen fjernet. Siden er der ingen vidnesbyrd fra Inés eller Ruben, »og jeg leder stadig efter fysiske rester fra mine forældre,« næsten hvisker Leonardo og understreger, at han er sikker på, at de er døde. Det unge par var aktivister i ungdomsorganisationen Juventud Peronista, der fortsatte som en stærk politisk bevægelse efter Juan Perons præsidentperiode i 1950’erne. Peron ledede en populistisk arbejderregering, der skaffede store sociale fremskridt, men kunne med sin militære baggrund som oberst ikke ses fri for fascistiske og visse antisemitiske træk. Hans anden hustru Eva Peron – Evita – var uhyre folkekær og en vigtig del af den peronisme, der i dag fortsætter som en både stærk og tvetydig politisk ideologi i Argentina. Efter 10 år ved magten tvang militæret Peron i eksil i Spanien. Han blev valgt in absentia til præsident igen i 1973, men døde et år efter. Det var hans tredje hustru – Elizabeth Peron – der efter en kort periode som præsident blev kuppet i 1976 af generalerne for de tre værn, under ledelse af General Videla, der blev ny præsident. Militærregeringen, der sad frem til 1983 var overordentlig voldelig. Med Chiles General Pinochet som bannerfører indledtes et berygtet efterretningssamarbejde Plan Condor med CIA og de øvrige sydamerikanske diktaturer for at kunne forfølge politiske modstandere på tværs af landegrænserne. Den argentinske stat fik således hurtigt 30.000 liv på samvittigheden. Den politiske klapjagt har fået tilnavnet Den Beskidte Krig ud fra sin strategi om at fjerne sporene efter alle døde. Som regel ved at begrave ligene under eksisterende civile gravpladser som det skete for tre franske nonner, der blev fundet for få år siden på en kirkegård i Buenos Aires. Ligeså ofte ved at dumpe lig i havet ud for Buenos Aires og La Plata. Der skyller stadig knoglerester op langs den argentinske kyst. Når børnene ikke blev overladt til døden sammen med deres forældre, var det på grund af militærregimets strategi om en ’national reorganiseringsproces’. Børnene blev istedet placeret hos politisk loyale familier. Efter det internationale presseopbud under VM i Argentina i 1978 måtte militærregeringen dog indvilge i en FN-undersøgelse af de interne politiske forhold. Sammen med dårlig økonomisk politik var styret efterhånden så svækket, at Storbritanniens sejr i Falklandskrigen i 1983 blev det endelige dødsstød til en af de mest brutale regeringer i Sydamerikas historie.

En kamp for sin identitet

»Mine børn blev stiktossede, da militærregimet tog magten«, fortæller den ældre gråhårede, men næsten guld- lysende Estela Carlotto, ved tanken om sin datter. Datteren gik i gymnasiet i 1976, da militæret tog magten, og skuffelsen over den folkelige opbakning, som regimet syntes at have, sendte hende i armene på venner og klassekammerater for at organisere modsvar. De lavede forskellige tiltag, bl.a.  kritisk grafitti på husmure. Estela Carlottos eneste svar til sin datter var nej. »Jeg elskede mit job som underviser på lærerseminariet, og mine familieværdier bød mig ikke andre ting end at sige: Lad være med at gøre det, I gør, accepter nu bare tingenes tilstand,« siger hun. Datteren blev gravid med sin kæreste, og en efterårsdag i 1977 hjalp Estela Carlottos mand parret med at flytte ind i deres egen lejlighed. Da de pakkede bilen ud, blev de anholdt. »Der startede en ugelang kamp, hvor jeg ringede til alt og alle. Chokeret og ulykkelig. Først efter fem uger dukkede min mand op. Min datter har jeg ikke set siden,« siger Estela Carlotto. »Lige siden har mit liv handlet om at finde hende og mit barnebarn. Jeg lever et ulykkeligt liv. Jeg savner min pige og mit barnebarn hver eneste dag. Men det er også et lykkeligt liv, fordi man føler sig som del af et skæbnefællesskab,«  siger hun og forklarer ambivalensen. »En fælles skæbne i kampen for menneskers ret til deres egen identitet. For vores nations ret til sin egen identitet. En lille gruppe mennesker med våben formåede at drive så megen vold på den argentinske sjæl, at den har store sprækker, der indimellem får den til at falde helt sammen. Det giver stor mening at være med til at bygge identiteten op igen. Gøre den hel gennem sandheden, fordi vi mennesker eksisterer stærkest i sandheden. Ikke nogen fantasi eller forestilling kan nogensinde udfylde hele vores sjæl, som sandheden kan«.

Bedstemødre i aktion

Estela Carlotto blev én af en gruppe af bedstemødre, der i slutningen af 70’erne forenedes i eftersøgningen af deres børnebørn. Et samarbejde, der siden er blevet kendt som organisationen Abuelas de Plaza de Mayo, der i dag har genforenet 103 af de i alt 500 kidnappede unge med deres biologiske onkler, tanter, brødre og bedsteforældre. Ved ihærdig påvirkning af politikere har Abuelas de Plaza de Mayo medvirket til, at der i dag er et udvidet kriterium for mordsager, der indbefatter, at der ikke behøver at være et lig, men istedet karakteriseres som en forsvinding. Retten til en identitet er af samme årsag blevet et punkt i FN’s Menneskerettighedserklæring. »Militærregimets reorganiseringsproces var en virkelig grusom metode, først og fremmest fordi den underkendte menneskers ret til at leve. Men når man fjerner muligheden for en begravelse og en afsked, så nægter man også menneskers ret til at dø, og så er vi slet ikke mennesker længere,« siger Estala Carlotto. Abuelas de Plaza de Mayo har en hjemmeside, hvor første link er en email med titlen ’tvivl’ henvendt til unge, der ligesom Leonardo ikke ved, om deres forældre også er deres biologiske forældre. Las Abuelas kontakter Den Nationale Komite for Retten til en Identitet, CONADI, der siden 1992 har undersøgt de unges personlige dokumenter og taget blodprøver. DNA og informationer bliver sammenholdt data fra et centralt register med billeder, ejendele, vidnesbyrd og DNA, som pårørende til de 30.000 forsvundne fra diktaturet har indleveret. Men ikke alle Argentinas forsvundne børn ønsker at blive fundet.

Clarin-sagen

Tvillingerne Felipe og Marcela Herrera de Noble er arvinger til Argentinas største avis, Clarin, og de har i årevis været genstande for standhaftige rygter. Er tvillingerne i virkeligheden børn af politiske fanger, forsvundet under militærregimet og derefter bortadopteret til regimetro forældre? Det er en af medstifterne af ngo’en Las Abuelas, Chicha Mariani, som hævder at være deres bedstemor. »Tvivlen har jeg altid haft, og den er kun vokset i takt med at tvillingerne ligner min datter mere og mere,« sagde Mariani for nyligt i et interview. Hun hævder desuden, at private henvendelser fra det kirkelige miljø omkring militærtoppen har sagt, at hendes barnebarn findes hos nogle ’overordentligt magtfulde mennesker’. Ikke desto mindre er Felipe og Marcela ikke interesserede i at ændre deres livsbillede og hævde retten til deres biologiske identitet, hvad den end måtte være. Efter lang tids juridisk tovtrækkeri faldt der endelig afgørelse i sagen den 24. december 2009, og en dommer beordrede tvillingerne at afgive DNA på en lokal klinik i det centrale Buenos Aires. Resultatet af prøverne foreligger i løbet af februar 2010, og her skal det vise sig, om børn nummer 104 og 105 er børn af de kendte mediefolk. Tvillingerne kunne tvinges til at afgive DNA, fordi præsident Cristina Kirchner i oktober 2009 underskrev en lov, der tillader obligatorisk afgivelse af DNA. En lov, som kritikere hævder, er opstået af præsident Cristina Kirchners offentlige disputs med Clarin-koncernen, der i årevis har været i opposition til præsidentparret. 

Retten til løgnen

I kampen for sandheden har Argentinas unge mistet retten til ikke at kende sin identitet. Men sandheden er vigtigst, mener Estela Carlotto: »Jeg ved godt, at det er meget voldsomt, når man kan være nødt til at beordre et menneske til at afgive en blodprøve. Og særligt når mange unge mennesker har levet hele deres liv i et dybt kærlighedsforhold til de forældre, de har haft hele livet. Og sandheden om at disse forældre – bevidst eller ubevidst – har bidraget til, at deres biologiske forældre er forsvundet, kan være grusom. Men vi taler om kriminelle handlinger,« siger hun. Estela Carlotto peger på en plakat på væggen, hvor der står: ’At fjerne et stykke DNA fra en person kan vel aldrig måle sig med at fjerne en hel person’. »Man kan ikke slette sandheden om en nation, den må altid komme frem. Og vi kæmper for at finde vores egne børnebørn, men vi kæmper også for sandheden om vores nation«, siger hun. Da Leonardo selv blev far i 2003, kredsede tankerne om hans egen oprindelse igen. Med sin dåbsattest i hånden kontaktede han Abuelas de Plaza de Mayo. I 2005 fandt han sandheden om sine forældre Inés og Ruben. Leonardos adoptivforældre har fastholdt, at de ikke kendte til hans biologiske forældres grusomme historie. Den forfalskede dåbsattest vidner om en gråzone. I dag vælger Leonardo sandheden. I sin egen version. »Det er vigtigt at sige, at den familie, som opdragede mig, ikke havde relationer med politiet eller det politiske styre. De kendte ikke til min skæbne. De henvendte sig til en fødestue, hvor man foretog aborter og fødsler. Det var et semi-skyggested, fordi aborter er ulovlige. Derfor kunne man få en dåbsattest, som om man var deres eget barn, og der blev jeg adopteret som deres biologiske barn. Med det i baghovedet var det mindre hårdt for mig at kende sandheden.« lovo@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu