Læsetid: 4 min.

Argumenter mod en international regulering af bankerne

Når finansverdenens regler bliver udarbejdet af globale lovgivere, er det bankfolk og teknokrater, der får overtaget. Hvis denne proces vender tilbage til de nationale hovedstæder, vil de nationale lovgivere og aktører igen få overtaget
19. februar 2010

Da Barack Obama sidst i januar meddelte sin hensigt om at indføre nye, strenge regler for bankerne, forventede han næppe, at det ville skaffe ham nye venner på Wall Street.

»Vi vil fremover forhindre bankerne i at spille hasard med indlånsmidler og i at vokse sig for store,« erklærede den amerikanske præsident. Obama-regeringens indre strid syntes dermed vundet af Paul Volcker, den djærve og respektindgydende tidligere centralbankdirektør, der har været en mangeårig kritiker af finansiel innovation.

Ikke overraskende stiller Goldman Sachs og de øvrige toneangivende Wall Street-virksomheder sig tvivlende over for »Volckers regler«. Det samme gør republikanere og flere Demokrater i Kongressen, som føler, at disse initativer dels kommer for sent, og dels kan gribe ind i andre igangværende reformer. Således svækker den hjemlige opposition udsigterne til, at Obamas ideer om regulering af bankvæsenet nogensinde kan blive til lov.

Modstand

Mindre ventet var derimod den internationale skepsis. Obamas udspil fremkaldte en decideret modvillig reaktion fra europæere, der ser det som et ensidigt skridt, der kan underminere den internationale koordinering af den finansielle regulering.

Udspillet kom da også uden forudgående international diskussion. Det synes også at stride imod tidligere indgåede aftaler om at samarbejde om sådanne spørgsmål igennem G-20, det internationale organ Financial Stability Board og Basel-udvalget om Banktilsyn. På World Economic Forum i Davos var det amerikanske kongresmedlem Barney Frank overrasket over at opdage, at den største modstand imod de amerikanske planer kom fra internationale tilsynsmyndigheder. Obama-regeringens foreslåede foranstaltninger vil blot skabe »reguleringsforvirring«, beklagede en af dem sig. Den bekymring deles af mange. Financial Times-skribenten Martin Wolf beskyldte USA for at indføre »nye og foruroligende idéer« i diskussionen af finansielle reformer. De europæiske lande er glade for store banker og vil derfor aldrig gå med på Volckers regler, skrev han. Derfor vil disse reformer »vise sig uanvendelige uden for USA og dermed skabe vanskeligheder for den internationale koordinering.« Dominique Strauss-Kahn, den administrerende direktør for Den Internationale Valutafond, var usædvanlig udiplomatisk af en international embedsmand at være. Med direkte adresse til Obamas forslag hævdede han, at reformer af det globale finansielle system ikke bør være drevet af, hvad hvert enkelt land anser for nødvendigt for sig selv.

»Vi har brug for koordinering,« sagde han. »Vi har ikke råd til at have forskellige løsninger i forskellige dele af verden.«

Direktørerne for store europæiske banker som Deutsche Bank, Barclays, og Société Générale var naturligvis også enstemmige i deres modvilje. En regulering, der ikke er globalt koordineret, vil skabe unødig usikkerhed, forlænge de finansielle problemer og true det økonomiske opsving, advarede de. Og så vil det selvfølgelig også betyde, at der bliver skåret i deres bonusser!

Koordination

Global koordinering lyder godt, ligesom global styring. Men den praktiske virkelighed er, at den ikke kan levere de skrappe regulering, der er skræddersyet til landenes økonomiske og politiske vilkår, som de finansielle markeder har hårdt brug for i kølvandet på den værste finansielle omvæltning, som verdensøkonomien har oplevet siden 30'erne.

I en verden med delt politisk suverænitet og forskellige nationale præferencer, er kravet om international harmonisering en opskrift på svage og ineffektive regler. Det er en af grundene til internationale bankfolks forkærlighed for international koordinering. Mange forskere i international politik betragter Basel-udvalget om Banktilsyn, det nye internationale organ, som har fået til opgave at udforme et nyt sæt globale standarder, som et højdepunkt for den internationale regulering. Men det er helt sikkert sigende, at det er den tredje udgave af disse retningslinjer i løbet af lige så mange årtier.

Basel-udvalgets seneste store idé er, at store banker bør kalibrere deres kapitalkrav med udgangspunkt i deres interne risikomodeller.

Men faren ved at lade bankerne overvåge sig selv blev tydelig under den seneste krise. Når finansverdenens regler bliver udarbejdet af globale lovgivere på fjerntliggende steder, er det bankfolk og teknokrater, der får overtaget. Hvis denne proces vender tilbage til de nationale hovedstæder, ville de nationale lovgivere og aktører få overtaget. Det gruer bankfolkene og deres økonomer for, men sådan skal det være. Politiseringen er den nødvendige modgift til teknokraternes tendens til at blive taget til fange af bankerne. Demokratisk kontrol er vores eneste værn mod en tilbagevenden til en beskeden regulering.

Forskellighed

Demokratisk ansvarlighed vil også resultere i lovgivningsmæssig forskellighed - hvert land gør tingene på sin måde - og det er heller ikke en dårlig ting. Hvis USA vil begrænse bankernes størrelse og stille større krav til deres kapital, skal landet kunne gøre det. Hvis Europa ønsker at udforme sine egne regler for kreditvurderingsinstitutter og hedgefonde, skal landene kunne gå videre med det.

Selvfølgelig vil den lovgivningsmæssige mangfoldighed kræve en grænseoverskridende finanskontrol for at sikre, at bankerne ikke omgår de nationale regler ved at arbejde under udenlandske jurisdiktioner. Reglen bør være: Hvis du ønsker at operere på mit marked, skal du følge mine regler.

Det er let at blive påvirket af argumenter om, hvor dyrt en sådan opsplitning af markedet vil være. Chefen for Deutsche Bank, Josef Ackermann, har sågar advaret om, at en bevægelse i denne retning »vil gøre os alle fattige«. Lovgivningsmæssig mangfoldighed er bekostelig for bankerne, som skal tilpasse sig forskellige regelsæt på tværs af de nationale grænser. Men vi andre lider under for meget økonomisk globalisering, ikke for lidt. En vis finansiel segmentering er en pris, som er værd at betale for bedre regler, der nyder solid indenrigspolitisk opbakning.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University
© Project Syndicate og Information. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu