Læsetid: 3 min.

Britisk minister bestilte et tvetydigt Irak-notat

Den britiske regering fik aldrig at vide, at Udenrigsministeriets juridiske rådgivere havde stemplet Irak-krigen som ulovlig, afslører daværende udenrigsminister Jack Straw. Men han fastholder, at regeringen var velorienteret om krigsbeslutningen
Den britiske regering fik aldrig at vide, at Udenrigsministeriets juridiske rådgivere havde stemplet Irak-krigen som ulovlig, afslører daværende udenrigsminister Jack Straw. Men han fastholder, at regeringen var velorienteret om krigsbeslutningen
9. februar 2010

Den britiske regering bestilte selv det juridiske notat, som tidligere udenrigsminister Jack Straw nu bruger til at forsvare sig med. Det fremgik af mandagens Irak-afhøring i London.

Her fortalte Jack Straw, hvordan han i december 2002 gav det britiske udenrigsministeriums chefjurist Michael Wood ordre til at udarbejde »et afbalanceret« juridisk notat, der opregnede argumenter både for og imod krigens lovlighed. Notatet skulle udarbejdes til rigsadvokat Peter Goldsmith, der som landets øverste juridiske myndighed skulle give grønt lys for Storbritanniens deltagelse i Irak-krigen. Det gjorde han som bekendt kun tøvende og først få dage før selve krigsudbruddet.

Overhørte advarsler

Under mandagens afhøring brugte Jack Straw det selv samme notat til at 'bevise', at også udenrigsministeriets jurister var i tvivl. Under tidligere afhøringer er det ellers kommet frem, at ministeriets jurister hele vejen igennem var overbeviste om, at krigen var ulovlig. Og gang på gang advarede udenrigsministeren mod at gå i krig uden et nyt FN-mandat. Jack Straw bekræftede under afhøringen, at han var blevet advaret af bl.a. Michael Wood. Det skete efter Jack Straw i december 2002 - fire måneder før krigsudbruddet - offentligt havde erklæret, at et nyt FN-mandat ikke var nødvendigt.

I en meget direkte advarsel til udenrigsministeren skrev chefjurist Michael Wood den 24. januar 2003 , at »uden en ny beslutning i FN's Sikkerhedsråd har Storbritannien ikke ret til at anvende magt over for Irak.«

Jack Straw erkendte under afhøringen, at det både var Woods »ret og pligt« at advare ministeren i den situation, men understregede, at det efter hans mening også var en ministers »ret« at undlade at følge de råd, han måtte få fra sine embedsmænd.

»Jeg har noteret mig Deres råd, men jeg accepterer det ikke«, lød Straws svar til den besværlige chefjurist fem dage senere. I det hele taget bekræftede Straw, at han under hele forløbet op til krigen valgte at overhøre de ministerielle juristers advarsler.

En bestilt krig

Jack Straw brugte en stor del af afhøringen til at understrege, at han til det sidste håbede på, at Irak-krigen kunne være undgået. Hvis Saddam Hussein bare havde samarbejdet med FN's våbeninspektører, kunne krigen være undgået. Hvis Saddam Hussein havde ladet FN's våbeninspektører interviewe de videnskabsmænd som var ansat på de irakiske våbenprogrammer, kunne krigen være undgået. Hvis Saddam Hussein havde opfyldt de seks betingelser, som chefen for FN's våbeninspektører Hans Blix havde opstillet, kunne krigen være undgået osv.

Jack Straw fortalte, hvordan han i flere måneder før krigen havde været i kontakt med den amerikanske udenrigsminister Colin Powell både to og tre gange dagligt. Alligevel kunne han ikke svare på, om USA var indstillet på at gå i krig uanset hvad.

»Der er tale om tusindvis af samtaler, jeg mindes ikke at Powell har sagt noget sådant,« sagde Straw. Den tidligere udenrigsminister gik dog så langt som til at erkende, at dele af den amerikanske administration, heriblandt forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, var meget opsatte på krigen.

»De neo-konservative gjorde bestemt ikke forhandlingerne i FNs Sikkerhedsråd lettere,« sagde han og erklærede senere, at »krigen kunne være undgået, hvis de neokonservative var blevet sendt på ferie uden telefon«.

Den britiske Irak-undersøgelse har til formål af afdække forløbet op til, under og efter Irak-krigen, men har ikke mandat til at placere et eventuelt ansvar for misforhold i den forbindelse. Undersøgelsen ventes afsluttet i begyndelsen af 2011.

Følg med på: www.iraqinquiry.org.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederik Kortbæk

Jeg synes, at Jack Straw, som jeg betragter som en troværdig og sympatisk politiker, giver et sobert indtryk omend der ikke er kommet noget afgørende nyt frem i hans udsagn i forhold til hvad der allerede er sivet ud forinden.