Nyhed
Læsetid: 4 min.

Civile tab koster dyrt

Operation Mostarak er blot første fase af en storoffensiv, der skal fjerne Taleban fra hele det sydlige Afghanistan. Operationens achilleshæl er de voksende civile tab - og den blomstrende opiumøkonomi
På patrulje i Marjah, hvor NATO-bomber i går angreb tre busser. NATO dræbte dog ikke Taleban-folk, men 27 civile, der var på vej til Kandahar.

På patrulje i Marjah, hvor NATO-bomber i går angreb tre busser. NATO dræbte dog ikke Taleban-folk, men 27 civile, der var på vej til Kandahar.

Udland
23. februar 2010

De tre små busser var på vej gennem et bjergpas i Gujran-distriktet på grænsen mellem de to provinser Daikundi og Uruzgan, da NATO-bomberne faldt. Ifølge NATO's efterretninger var de tre civile minibusser fyldt med Taleban-krigere på vej til Kandahar i det sydlige Afghanistan. Men efterretningerne tog fejl. Busserne var ganske rigtigt på vej til Kandahar, men passagererne var alt andet end talebanere. De var tværtimod helt almindelige civile; mænd, kvinder og børn, som blot troede, at det var sikrere at køre i konvoj.

Det var det ikke. I går offentliggjorde de afghanske myndigheder tabene. I alt 27 civile blev dræbt, her fire kvinder og et barn. Mindst tolv andre blev såret.

En skidt sag

Selv om den tragiske bomning af de tre civile minibusser ikke er en del af den igangværende storoffensiv, som internationale og afghanske styrker har lanceret i Helmand, truer de civile tab med at undergrave enhver militær succes, som den 15.000 mand store styrke måtte opnå.

»Det er et kæmpe problem for ISAF, hver gang der sker den slags fejltagelser,« siger den anerkendte Afghanistan-ekspert Conrad Schetter fra Bonns Universitet.

»Den slags fejl har NATO ikke råd til og slet ikke efter, at ISAF's øverstkommanderende general Stanley McChrystal har svoret, at de internationale styrker vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at undgå civile tab.«

Antallet af civile tab, som skyldes de internationale og afghanske styrker, er faktisk faldet drastisk det seneste år, men selv mindre tab udgør fortsat et stort problem, understreger Conrad Schetter.

»Den afghanske befolkning har forståeligt nok meget svært ved at begribe, hvorfor de internationale styrker med alt deres superavancerede tekniske udstyr ikke kan undgå at dræbe civile,« siger Schetter, der også selv undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre at tage sådan fejl, som de internationale styrker gjorde i Daikundi søndag eftermiddag.

»Det kan kun skyldes, at de efterretninger, ISAF får, ikke er gode nok,« siger han og peger på, at de internationale styrker generelt får mange tip fra betalte agenter, som viser sig ikke at holde vand.

»ISAF er helt afhængig af de aflytninger, de kan foretage med elektronisk overvågning og de oplysninger, de kan købe sig til fra afghanske kilder. Og det er klart, at ikke alle oplysninger, som købes for penge, er troværdige,« siger han.

Store løfter

En af årsagerne til de store forklaringsproblemer, som ISAF har efter bombningen af de tre minibusser, er, at de civile tab i Daikundi føjer sig til en lang række tidligere fejlbombninger, hvor civile er blevet dræbt. I Kunduz-provinsen blev mindst 30 civile dræbt, da tyske styrker sidste år bad NATO bombe to tankbiler, som de troede var armeret med sprængstoffer. I Herat-provinsen blev mindst 40 dræbt, da amerikanske bombefly i 2008 smed deres last over flere bygninger, der viste sig at huse civile.

I forbindelse med den igangværende storoffensiv i Helmand har ISAF's ledende generaler højtideligt lovet indbyggerne i Marjah, der er Talebans sidste store bastion i Helmand, at de 15.000 soldater, som deltager i offensiven, vil gøre alt hvad der står i deres magt for at beskytte civilbefolkningen.

Det er et løfte, som langt størstedelen af de op mod 100.000 indbyggere i Marjah-området har taget så alvorligt, at de har valgt at blive i deres hjem trods den bebudede offensiv. Flere tusinder har dog søgt tilflugt i provinshovedstaden Laskar Gah.

Indtil videre er mindst seksten civile imidlertid blevet dræbt, heraf tolv som blev ramt, da vildfarne NATO-raketter slog ned i deres hus.

Conrad Schetter betegner tabene i Marjah som overraskende lave, når man tager i betragtning, hvor mange soldater, der deltager i kampene mod Taleban. Femten internationale soldater er foreløbig blevet dræbt under operationen, mens Taleban ifølge det amerikanske militær har mistet mindst 120 mand.

»Det er typiske tabstal for en lavintensitetskrig som den afghanske, hvor det som oftest er små grupper af talebanere, man kommer i kamp med,« siger Contrad Schetter.

Nu eller aldrig

Slaget om Marjah er første etape af en flere måneder lang offensiv, der har til formål at presse Taleban ud af hele det sydlige Afghanistan og dermed vende hele Afghanistan-krigen.

Samtidig med Helmand-offensiven er andre offensiver i gang over hele landet. I det nordlige Afghanistan er flere af Talebans skyggeguvernører blevet pågrebet og NATO-kilder melder, at en stor del af de talebanere, der har befundet sig i den nordlige del af landet, har søgt tilflugt i nabolandet Pakistan.

»Målet er ikke at udrydde Taleban, for det lader sig ikke gøre. Målet er at lamme bevægelsen, så den ikke er i stand til at operere,« siger Conrad Schetter, der netop er vendt hjem efter et ophold i landet. Ligesom de fleste analytikere beskriver han den igangværende offensiv som det store og afgørende slag mod Taleban.

»Det er nu eller aldrig,« siger han og vurderer, at der i øjeblikket sker militære fremskridt mange steder i landet. Om det bliver muligt at følge op med civile fremskridt er det store spørgsmål, understreger han. I Marjah, som så mange andre steder i det sydlige Afghanistan er det helt store spørgsmål, om de nye magthavere bliver den afghanske regering eller de mange narkobaroner, der sidder tungt på de fleste større byer i syd.

Det er ikke i øjeblikket en del af ISAF's mandat at forhindre opiumproduktionen eller handlen, med mindre der er beviser for, at indtægterne bruges til at finansiere Taleban.

Som en afghansk analytiker, der ønsker anonymitet, udtrykker det:

»Dem, der reelt bestemmer i Marjah, er dem, der styrer opiumhandelen. Selv om Taleban forsvinder, vil de kriminelle netværk bestå - og de er formentlig to sider af samme sag.«

Den tætte forbindelse mellem Taleban og opiumshandlen er blandt andet dokumenteret af den prisbelønnede amerikanske journalist Grethens Peters, der i bogen Seeds of Terror, anslår at Taleban årligt henter op mod en milliard kroner fra beskatning og direkte involvering i narkohandel. Også Conrad Schetter mener, at opiumsøkonomien er en ekstremt destabiliserende faktor.

»I det sydlige Afghanistan betyder narkoøkonomien alt. Det er et faktum, som alt for mange overser« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De kriminelle regimer og terroristerne vil altid være parate til at ofre uskyldiges liv , så hvis modstanderne ikke må løbe en risiko for det samme, så er der ligesom ikke mulighed for at slås - de slemme drenge har dermed vundet på forhånd.

Hvis de allierede under 2. verdenskrig eksempelvis ikke havde måttet risikere uskyldiges liv, så ville Hitler og hans nazister have været ved magten idag og bl a have hersket over Danmark.

Problemet er, at hvis den afghanske befolkning virkelig ikke føler, at den har behov for at blive befriet/reddet, så er der heller ikke forståelse for civile tab, og så har NATO ikke forklaret sig godt nok og har dermed et uhyggeligt stort problem..

Robert Kroll

Er det terrorbombningen af den tyske civilbefolkning du henviser til, eller Natos bombning af en civil serbisk flygtningekonvoj, der kostede over hundrede livet.
Eller Natos terrorbombning af Jugoslaviske byer?

Har du endnu ikke forstået, at 2/3 af alle dødsofre i krige er civile, og at de med den største militære slagkraft dræber flest?

Claes Pedersen

@ Robert Kroll jeg ganske overbevist om Hitler ville vare d¢, og hvem der så have varet ved magten i Tyskland, vil jeg ikke spå om.

Men hvis virkeligheden er at det bliver kriminelle opiums dyrker og sælger, der tager over efter Taliban. Så ville det nok vare det bedste ikke at have igang sat den store offensiv, hvis man ikke har en plan for opbygningen af landet, og b¢nderne får muligheden for at dyrke andre afgr¢der end opium, da det jo ikke giver mad på bordret eller hjælper befolkningen specielt meget på længere sigt..

Vi snakker om en krig der er bygget på forestillinger. Forestillinger om mennesker, hvad mennesker er, vil og har brug for. Det er i denne sammenhæng kun et spørgsmål om hvornår disse forestillinger vil briste og sandhedens ansigt vil vise sig. Mit gæt er at der ikke går alt for længe.