Læsetid: 2 min.

Dalai Lamas USA-besøg skaber vrede i Kina

Kina skruer bissen på over for USA og opfordrer til, at Obama aflyser sit møde med Dalai Lama. Forholdet mellem de to lande er i forvejen anspændt
Tibetansk munk i Beijings største buddhisttempel. USA/Kina relation forværres efter udmelding om Dalai Lamas besøg i USA.

Tibetansk munk i Beijings største buddhisttempel. USA/Kina relation forværres efter udmelding om Dalai Lamas besøg i USA.

13. februar 2010

USA's præsident, Barack Obama, bør aflyse sit kommende møde med den tibetanske leder Dalai Lama, mener den kinesiske regering, der i går gentog advarslen om, at det vil skade forholdet mellem USA og Kina, hvis Obama mødes med den orangeklædte eksilleder i Det Hvide Hus i næste uge.

»Kina opfordrer USA til omgående at ændre den fejlagtige beslutning om et møde mellem præsident Obama og Dalai Lama for at undgå yderligere skade på det kinesisk-amerikanske forhold«, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium. Mødet er endnu en kurre på tråden mellem den kinesiske og amerikanske regering, der i forvejen har uoverensstemmelser om blandt andet handel og amerikansk våbensalg til Taiwan.

» Jo mere kineserne skruer op for kritikken i forhold til USA, jo mere er Obama nødt til at mødes med Dalai Lama. Om der så er noget dybere i det, altså en krise, der er større end man kunne forvente, er en anden sag«, siger professor Kjeld Erik Brødsgaard fra Asia Research Centre ved CBS. Stridspunkterne er enkeltstående sager, der tilsammen kommer til at danne noget, der ligner et mønster, tilføjer han.

»Men der er en underlæggende, stigende kinesisk fornemmelse af, at man fylder i verden og skal høres. At man ikke uden videre giver sig i forhold til Vesten«, siger han, og nævner klimatopmødet i København som et eksempel på den øgede kinesiske selvtillid. Også i spørgsmålet om sanktioner mod Iran, som er vigtigt for USA at få vedtaget i FN's Sikkerhedsråd, tøver Kina

»Det er tydeligt, at EU og USA nu vil begynde at stille nogle stærkere og mere markante krav i forhold til Kina på en lang række områder. De vil ikke give Kina så lang snor, som landet har fået indtil nu, påpeger han.

USA viser da heller ikke tegn på lydhørhed over for de kinesiske protester og siger, at mødet finder sted som planlagt torsdag i næste uge.

Kina reagerer rutinemæssigt med skarp kritik af udenlandske lederes møder med Dalai Lama. Kineserne opfatter ham som en farlig separatist, som er ansvarlig for de voldelige uroligheder i Tibet for to år siden. Tidligere har blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Tysklands kansler Angela Merkel fået på puklen af Kina for at møde den tibetanske leder.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu