Læsetid: 5 min.

Elsektor: Indfør en mindstepris på CO2-kvoter

Efter klimatopmødet er EU's CO2-kvotemarked præget af usikkerhed og lave priser. Det ødelægger erhvervslivets incitament til at foretage klimavenlige investeringer, siger Dansk Energi
Kulfyrede kraftværker som her Asnæsværket ved Kalundborg burde betale mere for sit forurenende CO2-udslip.

Kulfyrede kraftværker som her Asnæsværket ved Kalundborg burde betale mere for sit forurenende CO2-udslip.

Lars Gejl

6. februar 2010

Mandagen efter det fejlslagne COP15-topmøde i København før jul raslede priserne på det europæiske marked for CO2-kvoter ned med ni pct. på én dag. Fra en toppris i sommeren 2008 på over 30 euro for retten til at udlede ét ton CO2 kostede det nu sølle 12,40 euro pr. ton CO2 - altså fra 225 kr. til 95 kr.

Siden har kvoteprisen svinget lidt op og ned - fredag eftermiddag lå den på godt 13 euro.

Dermed er det for billigt at CO2-forurene til for alvor at stimulere europæiske industrivirksomheder og energiselskaber til investeringer i vedvarende energi og energibesparelser.

Og selve prissvingningerne giver dertil en markedsmæssig uforudsigelighed, der skræmmer virksomheder fra langsigtede økonomiske dispositioner til fordel for klimaet.

Det mener Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, brancheorganisation for de danske elselskaber. Organisationen går nu i offensiven for at få indført en mindstepris på CO2-kvoter i EU.

»De uforudsigeligt svingende kvotepriser er en risikofaktor, når man skal planlægge sine investeringer. I særdeleshed er det et problem, at prisen på uforudsigelig facon kan bevæge sig ned mod nul,« siger Lars Aagaard.

Det skete faktisk i den europæiske kvoteordnings første fase, der løb fra 2005 til 2008: I 2007 faldt prisen til nul, da det gik op for markedets aktører, at EU havde sendt langt flere CO2-kvoter - det vil sige forureningstilladelser - på markedet, end virksomhedernes faktiske CO2-forurening. Med en overflod af kvoter havde ingen behov for at købe, og markedet kollapsede. Det blev gratis at forurene på bekostning af klimaet.

I den gældende anden fase, der løber frem til 2013, er kvoteloftet blevet strammet for at skabe knaphed på CO2-kvoter og dermed en høj pris og ledsagende incitament til i stedet at investere i klimavenlige løsninger.

Den økonomiske krise har imidlertid medført nedsat aktivitet i industrien, mindre energiforbrug og dermed mindre kvote-efterspørgsel end forudset. Derfor det dramatiske prisfald fra godt 30 euro til 12-15 euro pr. ton igennem hele 2009. Investeringsbanken Barclays Capital skønnede for nylig, at der for året 2009 var tale om et overskud af kvoter i EU på 129 mio. ton CO2 i forhold til det krisemærkede erhvervslivs udledningsbehov.

At det ikke har fået prisen til at falde helt til nul skyldes, at virksomhederne ser hele perioden frem til 2012 under ét og endog har ret til overføre overskydende kvoter til systemets tredje fase fra 2013-2020. Så selv om Barclay Capital for fase to venter et samlet overskud af kvoter på hele 224 mio. ton CO2, regner man ikke med et prisfald til nul.

Lav er prisen imidlertid, og bedre blev det ikke med klimatopmødet i København.

Mindsteprisen

»Det utilfredsstillende resultat af forhandlingerne gør det usandsynligt, at EU's CO2-mål på 20 pct. reduktion (i 2020) vil blive ændret. Det er skadeligt for kvotepriserne på kort sigt, i 2010 og potentielt helt frem til 2020,« sagde efter topmødet Mark Lewis, CO2-markedsanalytiker hos Deutsche Bank.

Siden er det blevet bekræftet, at EU ikke vil stramme sit klimamål fra 20 til 30 pct. CO2-reduktion med det ekstra pres på kvotemarkedet og den stigning i priserne, det kunne have givet.

»Vi havde håbet, at COP15 førte til et resultat, der ville genåbne den politiske aftale om EU's 2020-mål og dermed skabe basis for justeringer i CO2-kvotedirektivet. Det kom desværre ikke,« siger Dansk Energis Lars Aagaard.

Derfor søger man nu selv at rejse debatten i EU-sammenhæng om et kvotemarked, der bedre kan sikre et incitament for erhvervslivet til at investere langsigtet klimavenligt. Dvs. et kvotemarked, hvor prisen ikke kan svinge helt frit med risiko for at ende i nul. Lars Aagaard vil ikke lægge sig fast på, hvor en eventuel bundpris skal ligge.

»Men for min skyld må man gerne lægge den nedre grænse ved 10 eller 15 euro pr. ton, og vi har heller ikke noget imod en kvotepris væsentlig højre end 20 euro. Bare det er en langsigtet pris, så vi tør investere efter den.«

I praksis kan prisfald under en vedtaget mindstepris f.eks. forhindres ved intervention i markedet i form af opkøb af kvoter, når de bliver for billige.

»Det kunne forestås af en instans svarende til Den Europæiske Centralbank, der jo kan intervenere og købe euro op, når der er brug for at holde EU's valuta stabil,« siger Aagaard.

Pengene til således at købe kvoter op kunne tilvejebringes ved at reservere en lille del af det provenu, staterne får ved det indledende kvotesalg, til formålet.

Op ad bakke

Selv om en række danske og internationale erhvervsledere samt flere grønne organisationer støtter kravet om en mindstepris på CO2-kvoterne, er Aagaard klar over, at det p.t. er op ad bakke for ideen, det magre resultat af klimatopmødet og det usikre økonomiske klima taget i betragtning.

Bedre bliver det ikke af, at andre påtænkte CO2-kvotemarkeder, der på sigt kunne have ført til et globalt prissystem, hænger i en tynd tråd.

Den australske regerings plan for et kvotesystem mødes efter det fejlslagne klimatopmøde med forstærket modstand fra den borgerlige opposition, og den dagsaktuelle vurdering er, at det ikke kan vedtages i 2010. Og i USA lufter både præsident Obama og ledende demokrater nu muligheden af at pille et kvotesystem - i USA kaldet cap & trade - ud af det verserende klimalovforslag for at imødekomme kritik.

»Det er da en stor bekymring, at den uafklarede situation efter COP15 kan få uventede politiske følgevirkninger. Der findes jo kræfter i Europa, der er modstandere af kvotepolitikken, og som måske vejrer morgenluft nu og med alle tænkelige argumenter vil forsøge at pille systemet fra hinanden. Det ville ikke undre mig, hvis nogen prøver at genrejse den diskussion,« siger Lars Aagaard.

»Jeg kan godt høre, at der særligt østpå er lande, hvor det umiddelbare beskæftigelses- og fattigdomsproblem er så dominerende, at klimapolitik ses som sekundær, og hvor man leder efter veje til at problematisere, at Europa skal fastholde en offensiv tilgang.«

- Har jeres forslag overhovedet gang på jord i dagens EU?

»Vi var i sin tid de første i Europa, der sagde, vi skulle have fuld auktionering af kvoter - i modsætning til gratis uddeling - til vores sektor. Det havde ikke nogen gang på jord, fik vi at vide, men vi fik faktisk fuld auktionering for el-sektoren fra 2013 og frem. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis går samme vej med dette forslag, men nogen skal jo indlede debatten, også inden for industrien selv. Det er klart, at det først for alvor rykker, hvis der sidder nogen i staten eller i den ny EU-Kommission, der mener, det er et problem at arbejde med. Så kan snebolden begynde at rulle,« siger Lars Aagaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Benjamin Bro-Jørgensen

Ja tak til en mindste pris på CO2 kvoter - nærmere bestemt en mindste pris, der kan hæves men aldrig sænkes. En pris der skal vurderes hvert år, efter hvor man er i forhold til reduktionsmålet (som bør være 45 % i 2020 for EU's vedkommende) så man kan hæve mindste prisen hvis udviklingen går for langsomt (kan dog aldrig sænkes).

Vil dog ikke ligge særlig meget lid til kvotesystemet - som vores kære Svend Auken sagde efter kyotoprotokollens vedtagelse - at han aldrig ville komme til lære leve med det.
Og ih hvor havde han ret. For mig og se vil det kun kunne fungere i verden, hvor korruption ikke eksistere.

Please kan vi ikke få en kulstoftakst istedet og flere ala Svend Auken til magten! Hvorfor man droppede taksten i EU (det blev jo foreslået engang).

Handel med forurening er i bund og grund et vanvittigt princip. At den på et grundlag, der ligner børsnotering, kan svinge uden nogen form for kontrol, anskueliggør, hvor vilkårlig fastsat den som størrelse egentlig er.

Hvad bliver det næste? Handel med forretningsmoral? Nånej, den har man jo allerede.

Handel er under ingen omstændigheder svaret på de ganske alvorlige klimaudfordringer. Det siger sig selv. Dén situation er snarere et vink med en vognstang om, hvor parate moderne politikere er til at lade lobby-interessenterne få afgørende indflydelse på den førte politik.

Vores Fødevare-minister er et glimrende eksempel på, at laveste fællesnævner i det ideologiske udgangspunkt skulle være liberal fornuft. Og det er det måske også. Men liberal fornuft er under ingen omstændigheder synonym med almen fornuft eller anden fornuft, for den sags skyld. Den er blot udtryk for liberal fornuft. Og dén har i dansk (og international) sammenhæng (COP15) allerede vist sig ude af stand til at præstere noget muligt svar på klimatruslen. En elendig og fortidig filosofi, hvis storhedsperiode ligger i 1700-tallet, men hvis udvikling har bestået af henvisninger til samme forgangne periode. Neo-liberalisme? Ikke nogen hjælp at hente der heller, har det vist sig.

Forslaget om en mindstepris er derfor ud af samme umulige tangent. Man kán ikke nedsætte verden som kommisorie for en handelskommision. Det virker simpelthen absurd. Og hvorfor? Fordi klimatruslen har en helt anden og afgørende vægt i forhold de internationale konflikter, man forsøger at sammenligne den med. Men der ér ingen sammenligning. Klimatruslen er for alvor for alvor...

Med venlig hilsen