Læsetid: 4 min.

EU: Hvorfor err baronessen usynlig?

Efter katastrofen i Haiti er EU’s udenrigsminister Catherine Ashton kommet ud i et regulært politisk stormvejr, der truer med at underminere hendes politiske handlekraft
24. februar 2010

Hun er kvinde, mor og brite. Hendes udenrigspolitiske erfaring er sparsom. Og hendes franske kunne utvivlsomt være bedre. De seneste uger har EU’s nyudnævnte udenrigsminister, Catherine Ashton, været genstand for massiv diskussion og tilspidsende kritik i europæiske medier. Og nu har Sveriges udenrigsminister Carl Bildt sluttet sig til kritikerne med en klage over, at Ashton har ladet kommissionsformand Barroso udnævne EU’s nye ambassadør til USA, João Vale de Almeida, i stedet for selv at tage sig af den vigtige udnævnelse.

Diskussionerne er et tegn på vanskeligheden i den opgave, Ashton er sat til at løfte.Især den franske presse har ført an i en hård kritik af Ashton på grund af hendes manglende tilstedeværelse i Haiti. På trods af, at EU står for den største katastrofehjælp, samlet set 609 mill. euro, var det billederne af USA’s udenrigsminister, der gik verden rundt.

Den franske Europaminister Pierre Lellouche har siden bekendtgjort, at han gerne havde set Ashton ’vise flaget’ i Port-au-Prince med tilføjelsen af den lakoniske beklagelse, at »ikke alle er som Sarkozy«. Mens den spanske udenrigsminister Miquel Angel Moratinos ved flere lejligheder har sammenlignet Ashton negativt med hendes tilnærmelsesvise forgænger i jobbet, Javier Solana, der ud over at være spanier er kendt for sin store rejseaktivitet i sin tid som EU’s repræsentant.
»Mandschauvinisme,« lyder det fra Andrew Duff, britisk medlem af Europa-Parlamentet og mangeårigt medlem af Udenrigspolitisk Udvalg: »Havde hun været en mand, ville kritikken have været af en helt anden type.«

Lady hvem?

Kritikken nåede i sidste uge nye højder af personrettet perfiditet i en artikel i den franske avis Libération. Under overskriften ’Lady hvem?’, der refererer til Ca-therine Ashtons titel som baronesse af Upholland, udpensler avisens erfarne Bruxelleskorrespondent, hvordan udenrigsministeren angiveligt valgte at tage Eurostar hjem på weekend for at »være sammen med sin mand og sine børn«, mens Hillary Clinton satte kurs mod Haiti.

Efter tre måneder som EU-udenrigsminister har Ashton ikke besøgt andre steder end London og Bruxelles, klager korrespondenten, som tidligere har hævdet, at Catherine Ashton aldrig tager telefonen efter kl. 20. »En udenrigsminister, der ikke rejser er uhørt«, konkluderer han, inden han går videre til at beklage, at »Ashton er ude af stand til at tale andet end engelsk« samt, at den eneste franskmand i hendes stab er yngstefuldmægtigen.

Catherine Ashton har gentagne gange forsvaret sit fravær i Haiti med, at hun eksplicit var blevet bedt om at blive væk af FN’s ansvarlige på stedet.
»Jeg er hverken læge eller redningsarbejder,« argumenterede hun i Europa-Parlamentet midt i januar. »Jeg ville blot have lagt unødigt beslag på luftrummet.«
Fra Europa-Parlamentet forklarer De Grønnes co-formand Daniel Cohn-Bendit sin kritik af Ashton for Information: »Hun fremstår inkompetent og mangler udenrigspolitisk erfaring. Hun er i lommen på det britiske udenrigsministerium, og hun er en visionsløs administrator.«

Og Cohn-Bendit tøver ikke med at placere ansvaret for udenrigsministerens mangler: »Det er de europæiske socialdemokraters skyld,« siger han med henvisning til den fine partipolitiske magtfordeling, der hersker i EU-toppen: »De kunne have stillet med en anden kandidat til jobbet.«
Cohn-Bendit peger dog også på de europæiske regeringsledere, »der med deres mellemstatslige perspektiv på Europa har en klar interesse i at udnævne en svag kandidat«. Og på Barosso der vil kunne styre sine kommissærer. Og på Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg, der godkendte Ashton uden substantiel debat.

Kønsdiskrimination

De sidste dage er kritikken blevet for meget for den britiske presse. Blandt andet The Independent tager nu Ashton i forsvar med en anklage mod franskmændene for kønsdiskrimination. Avisen hæfter sig ved, at beskyldningerne primært drejer sig om, hvordan Ashton balancerer familieliv, arbejde og hendes rolle som mor.
Debatten begynder at være en belastning, der seriøst underminerer udenrigsministerens politiske råderum. Men under de nationale og kønspolitiske udfald handler diskussionen, som også Cohn- Bendit er inde på, i virkeligheden om storpolitik. I videre forstand om EU’s rollefordeling efter Lissabon og usikkerheden om, hvordan disse roller skal udfyldes.

Med skabelsen af posten som EU-udenrigsminister forventes Cathrine Ashton ikke alene at sidde for bordenden ved EU’s udenrigsministrenes månedlige møde, hun er også næstformand i Kommissionen. Derudover har hun fået til opgave at samle hele administrationen af EU’s nye udenrigstjeneste, og endelig skal hun være EU’s ansigt udadtil. Cathrine Ashton har således nok at gøre og står over for en svær balancegang, når hun skal prioritere opgaverne. Den ufærdige struktur omkring udenrigstjenesten efterlader hende desuden politisk sårbar. Hun er en minister uden et fungerende ministerium og dermed en oplagt skydeskive.

Hun vil overraske

Briten Andrew Duff, der ud over sit mangeårige medlemskab af Europa-Parlamentets Udenrigspolitiske Udvalg også er ekspert i EU’s institutionelle opbygning, er dog ikke interesseret i, at Ashton skulle forsøge at gøre Javier Solana kunsten efter, når det kommer til rejseaktivitet.
»Hun bør ikke konstant være ude,« siger han. »Hun må bruge betroede repræsentanter, der kan drage af sted i hendes sted og efter hendes direktioner. Det kan være andre kommissærer, nationale udenrigsministre eller særlige udsendinge. Solana kom aldrig til at forstå det politiske spil i Bruxelles, og det må Ashton tage ved lære af.«
For Duff er det derimod vigtigt, at Ashton hurtigt får opbygget udenrigstjenestens administration. På baggrund af Ashtons erfaring som kommissær i Barosso I-kommissionen, vurderer han dette til at være hendes stærke side: »Hun vil overraske,« siger han: »I løbet af foråret vil vi begynde at se en fungerende udenrigstjeneste.«

Her er det ifølge Duff afgørende, at udenrigstjenesten formår at gøre sig fri af Rådets og medlemslandenes indflydelse. Ashton må først og fremmest agere i sin egenskab af vice-præsident i Kommissionen: »Hun skal sørge for, at Kommissionen altid står bag hende,« siger han og vurderer, at Ashtons største udfordring er at kunne sætte sig igennem over for ministerrådets tunge drenge, herunder ikke mindst spanske Moratino.

idag@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu