Læsetid: 7 min.

EU skubber ansvar for flygtninge væk

En outsourcing af grænsekontrollen til lande langt fra Europas grænser har vist sig effektiv i EUs kamp mod migranter. På den måde kan flygtningestrømmen stoppes længe inden konventionerne træder i kraft. Berlusconi viste vejen og betalte fem milliarder dollar og en antik statue for at få Libyen til at stramme alvorligt op på sin grænsekontrol. Nu er turen kommet til Tyrkiet
En outsourcing af grænsekontrollen til lande langt fra Europas grænser har vist sig effektiv i EUs kamp mod migranter. På den måde kan flygtningestrømmen stoppes længe inden konventionerne træder i kraft. Berlusconi viste vejen og betalte fem milliarder dollar og en antik statue for at få Libyen til at stramme alvorligt op på sin grænsekontrol. Nu er turen kommet til Tyrkiet
13. februar 2010

Forestil dig, at der i løbet af et enkelt år ankommer 36.000 bådflygtninge fra Afrika til den danske ø Anholt i Kattegat. Alle har de krav på sagsbehandling, appeller og eventuelt asyl hvis en efterforskning viser, at de er flygtet fra forfølgelse. Det var den situation, den italienske premierminister Silvio Berlusconi stod med i 2008, efter Libyens diktator Muammar Gaddafi meddelte, at han ikke længere ville forhindre flygtninge og migranter i at tage sejlturen fra den libyske kyst til den lille italienske ø Lampedusa. Eksplosionen i antallet af bådflygtninge var Gaddafis måde at straffe Italien for at have udnævnt den stærkt højreorienterede politiker Roberto Calderoli til minister. En mand, der tidligere havde iført sig en t-shirt med motiv af Kurt Westergaards Muhammed-tegning og derved udløst omfattende uroligheder i Libyen.

Den libyske leder udnyttede flygtningestrømmen som politisk pression, og resultaterne udeblev ikke. Sidste år rejste Silvio Berlusconi til Libyen med 5 milliarder dollar, en uforbeholden undskyldning for Italiens opførsel under kolonitiden, økonomisk støtte til etableringen af flygtningefængsler og en motorvej i ørkenen, samt en smuk senantik statue af Venus af Cyrene, som Italien engang havde stjålet. »EU kom ingen vegne med forhandlingerne med Libyen. Så italienerne lavede en bilateral aftale, og fik dermed gjort Libyen til en del af EUs grænseregime,« siger Hans Lucht, der er antropolog på Københavns Universitet med speciale i migration.

Efter en venskabsaftale var underskrevet, blev antallet af bådflygtninge til Lampedusa halveret allerede samme år. Ved hjælp af koordineret patruljering i libysk farvand bliver bådflygtningene nu stoppet og returneret til et libysk ørkenfængsel, længe inden de så meget som overvejer at udtale ordet »asyl«. Her sidder de så under elendige forhold, indtil deres pårørende har råd til at købe dem fri.

Selvom aftalen mellem Italien og Libyen blev kritiseret af EU og ifølge eksperter er lodret i strid med internationale konventioner, følger den et mønster i den europæiske migrationskontrol. Flygtningestrømmen skal stoppes længe inden den når EUs grænser, forklarer Hans Lucht:

»Man forsøger at outsource grænsekontrollen til de transitlande, som flygtninge og migranter rejser igennem. Hvis de først når til Europa, kan de efter konventionerne søge asyl, og dermed ikke umiddelbart sendes tilbage,« siger han.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i EUs asyl og migrationspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, har kritikken fra EU, da også været ret afdæmpet:

»Man har kritiseret den lidt, men så alligevel ikke. For alle ved godt, at aftalen får EU til at ligge i læ for indvandringen,« siger han.

Alle øjne vendt mod Tyrkiet

Mens den libyske aftale midlertidigt lagde EU i læ og løste en indenrigspolitisk krise i Italien, rykkede migrationen dog blot videre. Simultant med nedgangen i antallet af migranter på Lampedusa skete der en stigning på 86 procent på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.

»Libyen og Italien har indtil videre været den vigtigste rute. Men hver gang man lukker en rute, opstår der en anden. I takt med at man har strammet kontrollen med Nordafrika, så sker der en ændring, så migranterne nu går igennem Tyrkiet. Tyrkiet er blevet den brik, der mangler i kontrollen,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Dermed stiger presset på den tyrkiske regering for at underskrive en tilbagesendelsesaftale, så EU kan sende de migranter, der rejser gennem Tyrkiet tilbage igen. En opfattelse som tyrkiske eksperter og organisationer bekræfter:

»Tyrkiet skal integreres i det europæiske grænsekontrols maskineri. Koste hvad det vil,« siger Oktay Durukan, fra Helsinki Citizens Assembly, en organisation der rådgiver flygtninge i asylsager.

»Siden 2006 har Tyrkiet klart afvist at underskrive en aftale, da man frygter at blive EUs skraldespand for illegale indvandrere. Men inden for de seneste måneder er det politiske pres blevet dramatisk forøget. Og til det sidste møde var der for første gang en fælles forståelse. En aftale om tilbagesendelser kan sagtens blive underskrevet allerede i år,« siger han.

Den opfattelse deler Kemal Kirisci, professor i politisk videnskab på det tyrkiske Bogazici University med speciale i migration:

»Der ser ud til være en vilje til at underskrive en tilbagesendelsesaftale. Det virker til, at der bag lukkede døre er blevet etableret en sammenhæng mellem en aftale og nemmere visa-adgang til EU for tyrkiske borgere,« forklarer han.

Jubel i Athen

Tyrkiet har grænser til både Irak og Iran og modtager store andele af flygtningene fra Afghanistan. Den stigende ustabilitet i regionen har medført et stort pres på Tyrkiets eget system, mens over hundredetusinde migranter vurderes at passere gennem Tyrkiet hvert år og ind i Grækenland. De to lande har allerede en bilateral tilbagesendelsesaftale, men den virker ikke, og ud af de 11.309 indvandrere som Grækenland ville sende tilbage i 2008 tog Tyrkiet kun imod 108.

Ifølge Kemal Kirisci er der gode grunde til at Tyrkiet afviser at tage flygtninge tilbage med det nuværende asylsystem.

»Tyrkiets system kan slet ikke klare det, og der vil komme mange, mange flere rapporter der kritiserer Tyrkiet for menneskerettighedskrænkelser. Med mindre EU er i stand til at indføre et meget seriøst program for at dele byrden, og det tvivler jeg meget på vil ske,« vurderer han.

EUs forhandlere gør ellers deres for at overbevise om sine gode intentioner. Der bliver sørget for videreuddannelse af det tyrkiske embedsapparat og støttet opbygning af nye moderne asylfængsler med en halv milliard kroner. Bistand, der har virket efter hensigten.

»Regeringen har været gode til at tiltrække sig masser af europæiske penge, og det har sat gang i reformarbejdet. Hvis Tyrkiets optagelse i EU kun var afhængig af asyl og udlændingelovgivningen, så ville Tyrkiet være klar til optagelse om få år,« forklarer Oktay Durukan.

Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at det er forventeligt, at man nu forsøger at presse Tyrkiet til en aftale:

»EU har fået tilbagesendelsesaftaler hele vejen ned langs grænsen ved at gøre det til en betingelse for økonomisk bistand, handelsaftaler og lempeligere visaregler. Man presser landene til at fungere som en stødpude mod indvandring til Europa,« siger han og påpeger, at det er i EUs klare interesse at investere penge i forbedringer af landenes asylsystemer: »Udover at få outsourcingen til at fremstå mere spiselig, er bistanden, koblet til en klar egeninteresse. Når EU poster penge i asylsystemerne, er det nemmere at erklære dem som sikre tredjelande, og dermed kan EU sende flygtninge, der har rejst igennem landet tilbage uden overhovedet at behandle deres sager,« siger han.

Opløsning af rettigheder

Hos den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vækker strategien absolut ikke begejstring. Outsourcingen skubber flygtningene tilbage til lande, hvor der er meget svære arbejdsbetingelser, og hvor det er stort set umuligt at holde øje med overgreb. Samtidig bliver grænserne for konventionerne bøjet, når EU-lande pludselig begynder at operere igennem andre landes myndigheder eller med egne myndigheder uden for eget territorie.

»Det er ulovligt at sende mennesker tilbage til forfølgelse. Det fastslår konventionerne helt klart. Men hvad nu, når Italien opererer i libysk farvand og helt forhindrer folk i at komme i nærheden af Italien? Jeg mener, det er en ulovlig tilbagesendelse, men det gør de tydeligvis ikke selv,« siger Bill Frelick, chef for Human Rights Watchs flygtningepolitiske program.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen fører outsourcingen af grænsekontrollen, ikke kun til at andre lande overtager kontrollen med migranter på vej til Europa, men også en eksport af selve måden at håndtere problemet på:

»Man ser en kopiering af EUs politik hvor grænselande som Tyrkiet vil lave sine naboer til sikre tredjelande, som de så kan sende flygtninge tilbage til. Men det er altså lande som Irak og Iran, der på ingen måde har et asylsystem,« siger han.

»Det er en kædereaktion, for jo mere EU har succes med at få mennesker sendt tilbage til transitlandene, jo længere rykker problemet væk. Der er ingen, der ønsker at ende som endestationen, for de mennesker der gerne vil flygte,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen. Om det bliver Tyrkiet, Iran, Irak eller Libyen, der bliver endestation, er der ingen der ved. Men i flere nordafrikanske havnebyer meldes der om tusindvis af hjemløse, der er strandet på vejen til Europa.

»Det kan føre til, at mennesker reelt ikke længere kan flygte ud af deres eget land. Globalt kan vi se, at der kommer færre flygtninge internationalt, mens der er en kraftig stigning i de internt fordrevne. I yderste konsekvens vil det betyde, at det bliver umuligt at flygte, selvom man er forfulgt,« siger Thomas Gammeltoft Hansen.

Bill Frelick peger på, at ophobningen af flygtninge i grænselandene er en trussel mod den beskyttelse konventionerne giver, da de enkelte landes forpligtelser bliver voldsomt uklare:

»Når flygtninge er inden for landets grænser, er man bundet til at hjælpe dem på grund af konventionerne. Men så snart de sidder i lejre uden for dit lands grænser, bliver din forpligtelse i langt højere grad til et politisk valg,« siger han.

Dermed fører outsourcingen af grænsekontrollen til et opgør med den måde, man har håndteret flygtninge på i årtier.

»Man ender med at skubbe alle flygtninge langt væk fra Europas grænser. Her kan de så sidde i kø i lejre, mens europæiske lande kan tage ud og håndplukke dem, de mener har en god mulighed for at integrere sig. Det er reelt et forsøg på at lukke mulighederne for at søge asyl,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claes Pedersen

Det vil jo vare sobert man i debatten om indvardring til Eu kunne finde ud af skelne imllem mennesker der vil til EU for at arbejde og dem der flygter po af politiks eller religios tilhors forhold eller po grund af kriminel aktivitet.

Men det lidt svart for dansker at forsto for vi vil jo gerne have billige frugt og rod vin til smo penge, og meget af den seson betonnet arbejde bliver i de syd Europaiske lande udfort af under betalt illegal arbejdskraft.

Men som ogso medvirker til udstodelses af tusindevis af EU borger nor man nu kan fo en bedre arbejdskraft fra Afrika, der ikke brokker sig so meget over lon og arbejdsforhold.

So storste dellen af de der soger til EU gor det ikke af politiske orsager, men derimod ud fra hobet om at fo et arbejde, og det vare sig legalt eller illegalt.

Som USA har omkring 12 millioner illegale indvandre der kun er i landet for at arbejde eller med hobet po langere sigt at fo en opholdtilladelse.

Samt mange selvstandige drager stor nytte af de mennesker da de kan underbetale dem og dermed skuber de os andre ud fra arbejdsmarked. nor de udfore arbejde til 25 til 30 kr. i timen og er klar til arbejde 12 timers eller mere om dagen.

So det handler mere om okonomiske forhodl i mange af de lande indvandre kommer fra end de er specielt politiks aktive, for fattige mennesker har som regel ikke overskud til involvere sig i politiske forhold.

Men fik i den naste gang i drikker jeres rodvin til billige penge.

Claes Pedersen caloocan Metro Manila

I stedet for at bruge så mange ressourcer på at holde folk ude, skulle man hellere bruge dem på at gøre det attraktivt at blive hjemme.

Enig med Claes og Peter.

Det er de kortsigtede løsningers tid.

Vi mangler at være mere bevidste om vores forbrugsvalg.

Hvilket drama!... og hvad mon det ender med.

1 milliard mennesker - hvoraf 400 mio bor i Kina og Indien - mangler mad nok. Og så er der alle dem, der iøvrigt har det skidt og er undertrykte.

Europa kan bare ikke absorbere alle dem, so m gerne vil til Europa - Grækenland er tæt på konkurs, Spanien og Portugal samt Italien er økonomisk i uføre.I de øvrige europæiske lande (herunder i Danmark)skal der også spares og laves planer for at øge produktionen og beskæftigelsen på en bæredygtig måde.

Selv om det gik forrygende godt, ville Europas produktion ikke kunne klare at understøtte alle dem, der gerne vil til Europa.

Asylreglerne er fra en tid,hvor flygtningestrømmene var helt anderledes - det er nok nødvendigt at justere asyreglene i o m dagens realiteter.

Gør man ikke det, så bliver man tvunget til at overtræde dem for at forsvare velfærdssystemerne i de europæiske lande.

Det fornuftige er,at arbejde for, at det bliver overflødigt at flygte - d v s arbejde for at skabe velstand i de fattige lande.

En eller anden scene fra "Fagre nye Verden" dukker op, - igen, inde i mit hoved.. Som det har gjort oftere de senere år..

Ser for mig hvordan alle de "rige lande" er omkranset af 12 meter højt pigtrådshegn og kun "nyttige individer" slipper gennem, - folk med uddannelse, babyer til adoption osv.
Nåja, og sådan nogen som de 5 millioner, eller flere, der allerede arbejder illegalt i Europa uden rettigheder.

Hvis man sikrede velstanden og udligningen i de dele af verden med stor ulighed, ville man løse mange problemer. Som bekendt er det en følgevirkning af social tryghed, at fødselstallet falder. Det er der mange, der efterspørger, selvom vi jo her i vores verdensdel kan iagttage, at det også giver åbenlyse demografiske problemer.

I vores lilleputland har vi jo formået at skabe et meget højt BNP på trods af at vi ikke har ret meget andet at handle med end landbrugsvarer og viden. Det høje BNP er skabt samtidig med den universelle velfærdsstat, der giver alle adgang til bolig, uddannelse, børnepasning, sygehus, pension, arbejdsløshedsforsikring mv.

I 1970'erne firedoblede araberne prisen på råolie, men de glemte at investere pengene i opbygningen af et velfærdssamfund, istedet er der nu få meget rige arabere og en hel del meget fattige, som søger mod EU.

Det undrer mig at landene i Mellemøsten og Afrika ikke lurer os kunsten af. Tænk hvad de ikke kunne drive det til.