Baggrund
Læsetid: 8 min.

Euroskeptikerne har vundet håneretten tilbage

Euro eller ej? Den økonomiske uro i Sydeuropa har fået euroskeptikerne til at lugte blod. De europæiske ledere skulle aldrig have gennemtvunget en fælles valuta, som Europa ikke var klar til, anklager flere kritiske økonomer. Måske skulle nogle lande ikke være inviteret ind, indrømmer eurotilhængere
Hvad sagde vi? Krisen i Grækenland og Spanien har givet euroskeptikerne vind i sejlene. Den fælles mønt har nemlig reduceret staternes mulighed for at skrue på de finansielle knapper, eksempelvis at devaluere for at skabe konkurrence og øge beskæftigelsen. I Grækenland er der de seneste dage blevet demonstreret, her en kvinde, der går forbi et vægmaleri i Athen.

Hvad sagde vi? Krisen i Grækenland og Spanien har givet euroskeptikerne vind i sejlene. Den fælles mønt har nemlig reduceret staternes mulighed for at skrue på de finansielle knapper, eksempelvis at devaluere for at skabe konkurrence og øge beskæftigelsen. I Grækenland er der de seneste dage blevet demonstreret, her en kvinde, der går forbi et vægmaleri i Athen.

Orestis Panagiotou

Udland
20. februar 2010

Tzatzikispisende budgetfuskere. Mediers, politikeres og økonomers dom over Grækenland har været hård. Det skyldes den græske regerings uansvarlige finanspolitik, at landet nu skylder et trecifret milliardbeløb væk til udlandet og har 12,7 procent underskud på statsbudgettet.

Men tzatziki-spiserne er ikke den vigtigste forklaring på de økonomisk tumultariske tilstande, der har ramt store dele af euroland, fremfører en række økonomer. De mener, de sande skyldige er de europæiske ledere, der har gennemtvunget en fælles valuta, Europa ikke var klar til. Euroskeptikerne er vågnet til dåd og krisen er for dem beviset på, at de havde ret for 10 år siden, da eurodebatten var på sit højeste.

»Ingen havde forudset den konkrete situation i Sydeuropa, men at det var en reel mulighed, har været fremført den ene gang efter den anden, allerede før euroen blev indført,« siger økonomiprofessor Christen Sørensen fra Syddansk Universitet.

Nobelpristager i økonomi Paul Krugman retter anklagen direkte mod de europæiske politiske eliter, der lod hånt om den økonomiske virkelighed.

»Ja, nogle regeringer har været uansvarlige; men det fundamentale problem var hybris, den arrogante tro, at Europa kunne få en fælles valuta til at fungere trods vægtige grunde til at tro på, at man ikke var klar til den,« skriver Paul Krugman i New York Times.

Før festen

Da danskerne skulle til folkeafstemning om euroen i 2000, var det på en baggrund af frygt og skræmmebilleder fra begge lejre.

Ja-siden advarede om, at det ville koste Danmark dyrt både økonomisk og politisk at stå uden for. Nej-siden advarede om, at eurolandene var alt for økonomisk forskellige til at føre fælles valutapolitik. Det ville kræve et langt tættere finanspolitisk samarbejde i retning af Europas Forende Stater. Desuden ville man miste muligheden for at devaluere som et hurtigt svar på en krise.

Ifølge Christen Sørensen er det netop, hvad der har ført til krisen i euroland i dag.

»Det var et sats at fremskynde den mønt så meget. Jeg er ellers overbevist føderalist, men arbejdsmarkederne var ikke tilstrækkeligt integrerede, og borgerne var ikke klar til at følge de samme regler,« siger Christen Sørensen.

Problemet er, at den stærke tyske økonomi og den langt svagere græske økonomi følger samme valutakurs. Det undergraver systematisk den græske konkurrenceevne, da grækerne populært sagt ikke kan producere det samme lige så effektivt som tyskerne. Derfor er der en stor disharmoni mellem, hvad Grækenland kan levere, og hvad de græske varer koster. Det betyder mindre eksport, stort underskud på betalingsbalancen og en massiv gældsætning til udlandet, der får pengene til at fosse ud af Grækenland, forklarer økonomiprofessor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet.

»Nu skal vi ikke gøre græske politikere mere lammefromme, end de er, de har givet brugt rigeligt af kassen. Men de har også oplevet en konstant forværret konkurrenceevne, som eurosamarbejdet forhindrer dem i at gøre noget effektivt ved,« siger Jesper Jespersen.

Den spanske syge

Pointen står klar, hvis man vender blikket mod Spanien. I modsætning til Grækenland opførte Spanien sig helt op til finanskrisen som en euroduks. Der var plus på statsbudgetterne og udenlandsgælden var relativt lav.

Her var det ikke et offentligt overforbrug, men et bragende byggeboom og udenlandske investeringer, der jog inflationen i vejret og forværrede konkurrenceevnen. Priser og lønninger steg langt mere end i resten af Europa, og nu, da byggesektoren er kollapset, står Spanien tilbage med dyr arbejdskraft og dyre varer, som de ikke kan afsætte nogen steder. Det har hidtil resulteret i en arbejdsløshed på op mod 20 procent.

Havde det ikke været for euroen, var den spanske regering blevet tvunget til at gøre noget ved problemet langt før, forklarer Christen Sørensen.

»Euroen har gjort det muligt for politikerne at stirre sig blinde og udskyde problemerne. For når man har en fælles mønt, så ser man ikke ulykkerne tårne sig op. Normalt ville valutakursen være faldet og renten gået op i takt med, at konkurrenceevnen blev forværret,« siger Christen Sørensen.

»Valutatermometret er blevet slået i stykker af euroen. Men det bliver patienten jo ikke rask af. Den økonomiske ubalance skal slå ud et eller andet sted, og hvis det ikke er i valutakurserne, så bliver det i ledigheden,« siger han.

Systemfejl

De samme mekanismer har ført til kraftig gældsætning og voldsomt stigende arbejdsløshed i Portugal, Irland og Italien.

Derfor tyder noget på, at euroen har strukturproblemer, der ikke er løst, medgiver økonomiprofessor Niels Kærgård, der var overvismand i årene op til den danske euroafstemning i 2000.

Dengang anbefalede Det Økonomiske Råd et ja, men af politiske grunde. For de økonomiske fordele var små og usikre hed det i vismændenes rapport. Nu har finanskrisen givet EU muligheden for at afprøve euroens reelle økonomiske styrke, mener han.

»Vi har en meget dyb krise, som er kommet hurtigere, end vi dengang forestillede os, så nu er chancen der for at teste ØMUen og se, om systemet holder. Danmark står i en ideel position, hvor vi kan stå udenfor og nyde udsigten,« siger Niels Kærgård, der nu er professor ved LIFE på Københavns Universitet.

Devaluering

Men for de kriseramte eurolande bliver testen dyr. I gamle dage ville man have givet økonomien et hurtigt elektrochok ved at devaluere den lokale valuta. Det ville have gjort landets varer billigere i udlandet og skubbet økonomien i gang. Men den mulighed har euroen elimineret, og derfor vil det tage meget længere tid for Spanien, Grækenland og andre at genrejse sig, skriver Paul Krugman i New York Times.

»Så det er euroens infleksibilitet, og ikke overforbrug, der ligger til grund for krisen,« konstaterer han.

Devaluering kan have dramatiske konsekvenser for et land i form af markant højere renter for lån i udlandet og voldsomme udsving i valutakurserne. Men alligevel mener professor Jesper Jespersen, at det ville være at foretrække her.

»Det er rigtigt, at man har undgået noget af den tumult, som valutakriser altid skaber. Men spørgsmålet er, om det ikke bare har trukket pinen ud, så landene ikke kan få den tilpasning, de har behov for,« siger Jesper Jespersen.

Ikke uden chancer

Med valutapolitikken ude af spil har et land kun finanspolitikken tilbage at skrue på, for at regulere økonomien. Derfor skulle Spanien i de gode tider have dæmpet byggeaktiviteten med øgede skatter eller endnu lavere offentligt forbrug. Men det er svært at forklare befolkningen, at der skal spares på velfærden, når det går godt for landet, siger professor Christen Sørensen.

»Når pengene fosser ind i statskassen under en højkonjunktur, så skal man stramme finanspolitikken, så der kommer endnu flere penge ind. Men det forstår folk jo ikke,« siger han.

Det var det, de ikke var klar til i Sydeuropa, mener Christen Sørensen, der dog samtidig understreger, at Danmark har ført en lige så uansvarlig finanspolitik i perioden.

Af samme årsag mener professor ved Institut for Økonomi på Københans Universitet Katarina Juselius ikke, at man kan skyde skylden for krisen på euroen.

»Det er meget nemt at pege fingre ad de sydeuropæiske lande, som nu er i problemer, men også Danmark og Tyskland har begået de samme fejl,« siger Katarina Juselius. Hun har beskæftiget sig indgående med spansk økonomi og afviser helt, at Spanien var uforberedt på at træde ind i euroen.

Helt så overbevidst er Mogens Lykketoft (S) ikke længere. Han var finansminister under den danske euroafstemning og advarede kraftigt mod et nej. Han er stadig tilhænger af euroen, men han erkender, at nogle medlemslande måske ikke skulle have været med i sin tid.

»Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om Grækenland på noget tidspunkt reelt har opfyldt konvergenskravene. Det rammer dem nu,« siger Mogens Lykketoft med henvisning til den seneste tids afsløring af, at Grækenland oprettede kreative lån i USA for at dække over sit reelle underskud.

»Men Grækenland er bare det mest ekstreme eksempel. Nogle af de indsigtsfulde spaniere siger selv, at de ikke har været under tilstrækkelig pres for at modernisere økonomien. Måske var de ikke klar,« fortsætter Mogens Lykketoft.

Regler

Kun få tror reelt på, at euroen bryder sammen, og indtil videre bliver hverken Grækenland eller andre smidt ud af samarbejdet.

Til gengæld kan det være, eurolandene skal til at vænne sig til skrappere krav til finanspolitikken, så EU eksempelvis kan tvinge et land til at spare op. De eksisterende Maastricht-regler, som forbyder budgetunderskud på mere end tre procent om året og statsgæld på mere end 60 procent af BNP, er rutinemæssigt blevet overtrådt af de fleste eurolande uden de store konsekvenser.

I sin tid var der ikke tilslutning til et mere forpligtende finanspolitisk samarbejde, forklarer Mogens Lykketoft.

»Men det kan være, udviklingen gør det behov mere indlysende,« siger han.

Og så er vi tilbage ved nej-sidens største frygt, som Peter Skaarup (DF) skriver i sit seneste ugebrev.

»Nu indrømmer EUs magthavere det, som de aldrig ville indrømme, da vi havde debatten om euroen: At forudsætningen for en fælles valuta naturligvis er en fælles økonomisk politik. Det vil i sidste ende også sige et nogenlunde fælles og ensrettet niveau for velfærd og offentligt forbrug. Og her vi fremme ved selve den kerne, som vi i Dansk Folkeparti ikke kan acceptere,« skriver Peter Skaarup.

Farvel til folkeafstemning

En ting kan både ja- og nej-siden blive enige om. Den økonomiske uro har effektivt forhindret en ny folkeafstemning om euroen i Danmark de næste år. For Mogens Lykketoft er Danmarks interesse i at være med i euroen fuldstændigt usvækket, men tiden er ikke moden, mener han: »Uanset, hvad der er op og ned i det her, har euromodstanderne fået en stærkere position. Muligheden for at kaste mudder på banen er bestemt blevet større,« siger Mogens Lykketoft.

Det passer i grunden tidligere overvismand Niels Kærgård godt. I sin tid blev vismændenes råd til regeringen tolket som et vent og se, og det vil Niels Kærgård anbefale igen. Det ville være hasard at skifte valutakurspolitik netop nu, mener han.

»Det er for turbulente tider til at evaluere finanspolitikken. Der er også dem, der siger, at vi skal frigøre os fra ØMUen med det samme. Men der er uro og skumsprøjt i den internationale økonomi, og så kan et lille land, der sejler for sig selv, let komme ud i meget store bølgeskvulp.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Når pengene fosser ind i statskassen under en højkonjunktur, så skal man stramme finanspolitikken, så der kommer endnu flere penge ind. Men det forstår folk jo ikke,« siger han.

Det forstår folk udemærket, det er populistiske politikkere der køber stemmer ved at påstå at vi kan købe hele verden.

Danmark kan jo ikke en gang opretholde en fælles valuta uden at lave økomiske udligninger pga. strukturforskelle i landet.
Hvis euroen skal kunne fungere er det nødvendigt med et fælles socialt EU, og økonomiske udligninger for at finansiere dette. Er politikkerne parat til at forklare vælgerne det?
En fælles mønt uden fælles vilkår er en illusion, det demonstrerede allerede Margrethe den 1.
Og da fælles vilkår i EU-land i sig selv er en illusion har euroen ingen gang i et stor-EU.

Fælles valuta betyder fælles ansvar i dårlige tider. Regningen ligger hos tyskerne, hollænderne, franskmændene og delvist danskerne. Hvis vi ikke er villige til at redde Sydeuropa hvad er så pointen med euroen?

Steen Rasmussen

Artiklen forsøger på at forhindre den monetære union i at glide ud af ideologiens skygge. Men det er allerede blevet håbløst umuligt at fremstille den monetære union i overensstemmelse med trosbekendelserne, troen på det grænseløse fri marked.

Forestillingen om, at de mange sociale forskelle ikke virker selvforstærkende, at forskelle ikke fører til større forskelle, at skævheder (det der karakteriserer mangfoldighederne inden for det europæisk, sproglige, mentale, fysisk klimatiske, historiske, semantiske) ikke er af afgørende betydning for den bane udviklingen tager lokalt i økonomisk forstand, og forestillingen om at den fælles pengepolitik og det indre marked ville sikre, at alle disse differentierede egenskaber ville trives sammenligneligt lige godt i økonomisk forstand og fremmes under det fælles indre marked, dvs. lige frugtbart og befordrende for alle, ja den forestilling har hele tiden været en illusion, et salgstrick, bragt til torvs af det segment, som fra begyndelsen af har kunne se sin fordel i modellen.

Den fundamentalistiske monetarismes hierarkiske begrebsverden med gældsætning og prisudvikling som de primære temaer for opmærksomhed og beskæftigelse, teknologiske kognitive dispositioner, sproglige kompetencer længere nede i rækken, får mere og mere svært ved at finde sine beviser på, at den som ideologi skulle være andet end netop ideologi, økonomisk monetaristisk fundamentalisme.

Hverken inflation, konkurrence eller økonomisk vækst eller noget som helst andet er nemlig blevet harmoniseret eller fremmet på et overordnet kommensurabelt niveau inden for unionen i løbet af ideologiens institutionalisering.

Det fri marked og den ubegrænsede udveksling af varer og ydelser for fælles mønt forstærker derimod forskellene i muligheder for regionerne. De forfordelte vinder terræn på bekostning af de andre; markedet konkurrencen underminerer og forstærker mulighederne for lokal praksis i et mønster, som ikke fører til nogen form for overordnet hensigtsmæssighed. Det ekstremt abstrakte vækstbegreb finder ingen fundering i den europæiske realitet uanset hvor udbredt det er. De gigantiske pengemængder manifesterer sig som det de er, krav på fremtidige ydelser, uden hold i virkeligheden. Penge er gæld. Gæld er penge. Mine penge er mit formelle og endnu konkret uspecificerede krav på ydelser hos alle andre, lige som dine penge er. Nogle former for kredit/penge har specificerede kredit debit relation, dvs. kreditor kender sin debitor med navns nævnelse og omvendt og relationen er formaliseret med nominelle udtryk for hovedstol og rentebetaling. Disse akkumulerede krav på fremtidige ydelser er gigantiske. Ingen kender til hvor mange af disse krav der vil blive indfriet.

Konkurrencen slår igennem på nogle områder, men ikke på andre. Kapitalen og nogle varer og ydelser falder samtidigt over alt inden for fællesskabet. De nominelle værdier er de absolut mest mobile af alle. Men evnen til at oparbejde købekraft, dvs. evnen til at lade sine lokalt materielt og kulturelt funderede spidskompetencer manifestere sig på samme måde i et salgbart udbud over alt inden for unionen er langt fra lige så jævnt fordelt.

Pengene og købekraften fordeler sig skævt og fjerner dermed det økonomiske liv fra nogle områder, der falder hen, med uudnyttede ressourcer som følge, imens de nominelle værdier akkumulerer sig i absurde mængder andre steder, hvor de så brister som det de er, abstrakte symbolværdier for symbolværdier og fuldstændigt urealistiske krav på ydelser. Gældsbyrden vokser inden for Pigs-landene med dens komplimentere side i unionens købestærke metropoler.

Markedet forstærker nogle forskelle og hæmmer andre. Det er, som især sociologer med systemteoretisk baggrund let forklarer, som forskelle der gør forskelle. Selve forestillingen om, at en monetær union og indførelsen af en overordnet pengepolitik i det grænsenedbrydende marked ville føre til økonomisk harmoni, ligevægt, tilhører en endog meget primitiv form for tænkning, en forestilling om en slags rationalitet, overordnet allestedsnærværende formålsmæssighed, der fandt sin genese i verdensreligionernes altomfattende kosmologier, dvs. de tre store monoteismer.

De nyere socialvidenskaber har for længst indført nogle helt andre og i rationalistisk forstand langt mindre prætentiøse modeller, i deres forsøg på at komme på højde med det sociale, i en situation hvor markedsfundamentalismen med dens slet skjulte ideologi har haft medvind inden for de i kommerciel forstand sejrende politiske og offentligt italesatte bevægelser.

Bobleøkonomi, dvs. prisdannelser helt og aldeles løsrevet i relation til andre måder at sætte værdier på, markedets manglende evne til at udnytte arbejdskraften, ressourcerne, og beskytte sine egne mulighedsbetingelser, som de findes i form af menneskelige og umenneskelige grundvilkår (natur og miljø), den fanatiske fokusering på prisstigninger på fast kapital, som om denne ikke var udtryk for inflation (hvad den selvfølgelig er), med det slet skjulte formål at pumpe valutaen op og dermed købekraften på globalt plan, på trods af og på bekostning ethvert fundamentalt potentiale for at skabe og opretholde den sociale funktion inden for regionen!!! (det er hvad vi ser)

Ideologien kæmper nu med sig selv og forsøger på at reducere dens kritikere til ideologi og almindelig socialdarwinistisk blodtørst. Som om den institutionaliserede fundamentalistiske monetarismes videre succes er et autarkt spørgsmål, som om institutionaliseringen kunne løfte sig ved håret.

Ideologi er karakteriseret ved en form for orientering mod verden, som kaldes kontrafaktisk. Som ethvert andet autistisk kognitivt system synker det ind i sig selv, sit eget selvopgør. Global opvarmning, mangel på energi, underminering og destruktion af fødegrundlaget, social forarmelse og spild af menneskelige ressourcer truer med at blive ideologiens banemænd, imens den apatisk fokuserer på inflation, penge, pengegæld, pengeværdi, pengeomsætning, symbolværdi.

Penge - penge, papir, papir - og nu er Lykketoft så i gang med hukommelsesmæssig efterregulering.

Nej, Grækenland har aldrig opfyldt konvergenskravene, hvad det så er for en højrøvet størrelse.

Og det falder kun tilbage på Euroens fortalere - men dengang gjaldt det om at få så mange med på den skude som muligt, uden i øvrigt at forholde sig til virkeligheden.

Det kostede som bekendt prisstigninger i eurozonen på 20-25 procent - det kunne befolkningerne så værsgo at betale.

Tak til Steen Ole Rasmussen for endnu en skarp analyse!