Clearstream-affæren er historien om, hvordan én fjer blev til fem høns. Eller rettere: Hvordan seks franske fregatter, som i 1991 blev solgt til Taiwan, blev til 33.000 konti i Bank of Clearstream International i Luxembourg, og hvordan rygterne om, at nogle af kontoindehaverne skulle have modtaget returkommission for salget af fregatterne, blev en bombe under det politiske establishment i Paris:
»Siden skandalerne omkring Socialistpartiet for 20 år siden, har franske politikere udnyttet retsundersøgelser som propaganda i valgkampe og til at svække deres rivaler. Men i Clearstream-sagen sker der noget nyt. I stedet for blot at bruge retsundersøgelser begynder politikerne nu at bruge falske retsundersøgelser,« forklarer journalisten Karl Laske, der har fulgt sagen for avisen Libération.
Historien tager sin begyndelse i oktober 2002, da matematikeren og computereksperten Imad Lahoud bliver løsladt fra Santé-fængslet i Paris efter tre måneders varetægtsfængsling i forbindelse med en sag om bedrageri med investeringsfonde. Lahoud er af libanesisk oprindelse, men gift med Anne-Gabrielle Heilbronner. Hun er enark, dvs. kandidat fra Ecole nationale d'administration som uddanner Frankrigs politiske og administrative elite, og parrets omgangskreds tæller således en række ministerielle rådgivere, bankfolk og embedsmænd. Imad Lahoud får en enestående mulighed for at vinde anseelse i dette miljø, da han træffer Jean-Louis Gergorin, næstformand i bestyrelsen i luftfarts- og forsvarsfirmaet EADS, der bl.a. ejer 80 pct. af Airbus. Gergorin introducerer Lahoud for Phillipe Rondot, som er chef for koordineringen af de franske efterretningstjenester. Lahoud fortæller Rondot, at han kan være behjælpelig med oplysninger om finansieringen af muslimske terrororganisationer. Rondot der i 1994 stod bag anholdelsen af terroristen Ilich Ramirez Sanchez, kaldet Carlos eller Sjakalen, og under retssagen blev betegnet som »en blanding af dr. Watson og inspektør Clouseau« lader sig endda overbevise om, at Lahoud kan lede ham på sporet af Osama bin Laden. Derfor overtaler Rondot vennen Gergorin til at finansiere Lahouds aktiviteter.
Personlige besættelser
Allerede året inden har journalisten Denis Robert udgivet en bog om Clearstream og de formodede returkommissioner fra Taiwan. Han er overbevist om, at banken er en gigantisk hvidvaskningscentral. Da Clearstream anklager Robert for bagvaskelse, får journalisten akut brug for konkrete beviser på sine påstande. Han bliver kontaktet af en ung revisorpraktikant hos Arthur Andersen, Florian Bourges, der mener at have konstanteret en række uregelmæssigheder i bankens regnskaber og overdrager Robert en cd-rom med krypterede kontooplysninger. Gennem en ven kommer Robert i kontakt med Imad Lahoud, som han sætter til at oversætte de krypterede oplysninger.
»Der er tale om en række mennesker, der møder hinanden på grund af deres respektive besættelser. Imad Lahoud er en svindler, der er besat af social opstigning. Han møder en journalist, som er besat af Clearstream-banken, og videregiver oplysningerne til Jean-Louis Gergorin, der er besat af den interne magtkamp i EADS. Disse besættelser multipliceres med hinanden og skaber noget fuldstændig imaginært,« siger Karl Laske til Information.
De mystiske lister
Jean-Louis Gergorin og Phillipe Rondot begynder at tilskrive de mystiske lister fra Clearstream stor betydning og omtaler dem i januar 2004 for udenrigsministeren, som på det tidspunkt er Dominique de Villepin. Efter sin berømte tale mod Irak-krigen i FN i februar 2003 har Villepin gode muligheder for at blive nygaullisternes præsidentkandidat i 2007, når Jacques Chiracs andet mandat udløber.
Nicolas Sarkozy har været en torn i øjet på Villepin, siden han i 1995 støttede Edouard Balladour mod Jacques Chirac i kampen om at blive nygaullisternes præsidentkandidat. Villepin nærer mistanke om, at Balladours kandidatur dengang var finansieret på ulovlig vis. Derfor er udenrigsministeren meget opmærksom, da Gergorin og Rondot i januar 2004 fortæller ham om listerne fra Clearstream-banken.
Da Villepin i mellemtiden er blevet indenrigsminister, kommer forhørsdommeren Renaud Van Ruymbeke på banen. Ruymbeke har længe været optaget af de formodede returkommissioner i forbindelse med salget af fregatterne.
Phillipe Rondot og den franske efterretningstjeneste har for længst konstateret, at listerne fra Clearstream er forfalskede. Men det ved forhørdommeren ikke, da han får listerne, hvor bla. Sarkozys ungarske mellemnavne, Nagy og Bosca, fremgår, anonymt tilsendt. Han går i gang med at efterforske sagen, og i sommeren 2004 hører den franske offentlighed for første gang om de mystiske lister, da ugemagasinet Le Point bringer den første artikel om sagen.
Outsideren og enarken
Ligesom Imad Lahoud er Nicolas Sarkozy immigrantsøn og dermed en fremmed i »enarkernes verden«. Da Sarkozy var barn, forlod hans far familien. Frankrigs 23. præsident har sagt, at det har gjort ham til den, han er i dag, og at han følte sig ringere end sine mere velhavende klassekammerater: »Jeg er blevet til den, jeg er, som følge af summen af alle de ydmygelser, jeg led i min barndom.«
Da Le Point offentliggør den første artikel om Clearstream, omhandler rygterne Pál Sarkozy, præsidentens far, men opmærksomheden retter sig hurtigt mod den daværende økonomiminister, der i efteråret blev valgt til ny formand for nygaullisterne i Union pour un Mouvement Populaire (UMP). Hvis outsideren Sarkozy kan blive rodet ind i en ubehagelig retssag, vil enarken Villepin have ryddet en farlig rival af vejen.
I foråret 2005 bliver Sarkozy ny indenrigsminister i stedet for Villepin, der afløser Jean-Pierre Raffarin som premierminister. Villepin havde undladt at referere rygterne om økonoministerens hemmelige bankkonti i udlandet, men som indenrigsminister tager Sarkozy hævn ved at undlade at fortælle Villepin, at premierministeren er under mistanke for forsøg på bagvaskelse:
»Som indenrigsminister får Sarkozy adgang til oplysninger om efterretningstjenestens aktiviteter. Efter min mening er der nogle ting fra hans tid som indenrigsminister, der stadig holdes skjult, fordi han senere som præsident har valgt at hemmeligtstemple en række dokumenter vedrørende efterretningstjenestens rolle i Clearstream-sagen,« siger Karl Laske.
Regnskabets time
I efteråret 2005 eksploderer volden i Paris multietniske forstæder, da to indvandrerdrenge dør, mens de forsøger at flygte fra politiet. Nygaullisterne topfigurer reagerer forskelligt på optøjerne: Indenrigsministeren og partiformanden kalder de utilfredse indvandrere for »rakkerpak«, mens premierministeren forsøger at dæmpe gemytterne ved at besøge de omkomne drenges familier.
Sarkozy er ved at køre sig i stilling som en præsidentkandidat, der kan tage stemmer fra den yderste højrefløj. Og nu kommer Villepin under anklage for forsøg på bagvaskelse af sin rival.
På grund af anklagerne om, at han gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at sprede falske oplysninger om Sarkozy, velvidende at de var falske, bliver Villepin tvunget til at give afkald på sit kandidatur og støtte sin indenrigsminister og partiformand som partiets præsidentkandidat.
I foråret 2007 bliver Sarkozy valgt til præsident. Da retssagen mod bl.a. Lahoud, Gergorin og Villepin går i gang i efteråret 2009, er en siddende præsident for første gang i republikkens historie civil part i en retssag. Den offentlige anklager mener, at Villepin er medskyldig i udspredning af falske rygter, fordi han har undladt at informere om dem, mens Sarkozys advokat hævder, at Villepin aktivt satte rygterne i omløb: »Det er blevet en besættelse for Sarkozy at få Villepin dømt, at gøre regnskabet op,« mener Karl Laske.
Baghold i Paris
Torsdag i sidste uge faldt der så dom i Clearstream-sagen: Imad Lahoud og Jean-Louis Gergorin blev idømt halvandet års hæfte og halvandet års betinget fængsel, revisoren Florian Bourges blev idømt fire måneders betinget fængsel, mens journalisten Denis Robert og Dominique de Villepin blev frikendt. Sarkozy, der er uddannet jurist, havde undervejs betegnet de tiltalte som »skyldige«, og efter frifindelsen af Villepin meddelte præsidenten, at han ikke ville appellere kendelsen, selv om det ifølge den franske retsplejelov kun er anklagemyndigheden og dømte personer, der kan gøre det. Da anklagemyndigheden appellerede kendelsen, udtalte Villepin, at det var en »politisk beslutning«. Dommen ved første retsinstans konkluderer, at det ikke kan bevises, at Villepin vidste, at listerne fra Clearstream-banken var forfalskede.
Anklagemyndigheden betegner dommen som »overraskende«: »Retten har ikke draget alle konsekvenser af det, der er kommet frem under sagen. Der et stadig mulighed for at få sandheden frem i lyset,« sagde den offentlige anklager i Paris, Jean-Claude Marin, da han appellerede dommen.
»Sarkozy er besat af at få hævn over Villepin. Det er en farlig besættelse, fordi den er mere konkret end Lahouds, Roberts, Gergorins, Rodots og Villepins besættelser, og fordi Sarkozy er præsident,« siger Laske.
Som præsident har Sarkozy overtaget ansvaret for de franske efterretningstjenester og i det hele taget udnyttet embedets beføjelser til det yderste. Ifølge Karl Laske er det ikke usandsynligt, at anklagemyndigheden i appelsagen vil overtage Sarkozys tese om, at Villepin stod bag udspredningen af de falske rygter: »Faktisk begynder Clearstream-sagen først at få politisk betydning, da Sarkozy allerede har samlet opbakning til at blive UMPs præsidentkandidat. Derfor drejer det sig mere om personlig hævn. Politisk set har Sarkozy ikke kunne vinde noget ved at gå aktivt ind i sagen, og derfor har præsidenten begået en politisk fejl, når Villepin nu kan beskylde ham for at spænde retssystemet for sin egen vogn. Der er tale om noget irrationelt,« siger Karl Laske.
Ellers som Honoré de Balzac skriver i De tretten: »Man har brug for et hjerte, der svulmer af kærlighed eller hævngerrighed, for at kunne ligge i baghold i Paris som en tiger, der vil smage på sit bytte, og for med renters rente at kunne nyde alle ulykkerne i byen og dens kvarterer.«
