Læsetid: 4 min.

Farvel til USA som verdens førende supermagt ?

Amerikanerne kan se frem til mange år med store statsunderskud og ubalancer i samhandlen med især Kina. Eksperter diskuterer om USA's økonomiske problemer automatisk vil betyde, at supermagten må finde sig i at dens førerrolle er udspillet
5. februar 2010

WASHINGTON DC - Det nye amerikanske statsbudget, som præsident Barack Obama fremlagde i sidste uge, har tiltrukket sig enorm opmærksomhed i særligt de amerikanske, men også til en vis grad i de internationale medier.

Det er især to ting, der har sat gang i en bred diskussion om, hvorvidt Amerikas magt i verden er ved at skifte, og hvilke konsekvenser dette skifte vil få: Først og fremmest det forudsete underskud, der er projekteret til at ligge på intet mindre end 11 procent af supermagtens samlede økonomiske output eller i tal, 8,5 billioner dollars over de kommende 10 år.

Men den anden forudsigelse er i virkeligheden mere interessant, nemlig at de fleste økonomier vurderer, at USA ikke vil være i stand til at komme ud af den suppedas, landet er havnet i. Selv i 2019 og 2020, to år som finansloven har regnet på, vil de amerikanske underskud fortsat ligge på over 5 procent af BNP. Som New York Times økonomiske seniorjournalist David Zanger skrev i en nyhedsanalyse i sin avis tirsdag i denne uge så tegner Obamas budget hermed »et billede af en nation, der, nøjagtigt som de amerikanske husejere, ikke kan få hovedet oven vande.«

Mirakel efterlyses

Hvad er konsekvenserne af dette ? Zanger peger på , at hvis der ikke sker »mirakler« - hvilket f.eks. kunne være en pludselig republikansk vilje til kompromisser i indenrigspolitikken, så det alt for dyre og økonomisk skadelige sundhedssystem alligevel blev reformeret fra grunden, eller at krigen i Afghanistan blev vundet, uden at der startede nye kostbare militære operationer i f.eks. Yemen eller Iran; eller en pludselig stærk vækst - så betyder det, at USA kan risikere at komme i den situation, som Japan var i gennem 1990'erne, hvor gælden voksede hurtigere end indtægterne, og at der dermed ikke er noget økonomisk råderum til den politisk nødvendige samfundsmæssige innovation. Dette vil automatisk føre til en betydelig nedgang i USA's politiske, sikkerhedspolitiske og globale indflydelse. Det er klart, at et land, som låner hver tredje dollar, det bruger, er mere sårbar og har mindre handlefrihed politisk end et, der har orden i egne finanser - også selv om det pågældende land er klodens eneste hypermagt. Zanger citerer Obamas økonomiske chefrådgiver Lawrence H. Summers, som - før han selv blev en del af den nye regering - havde et rammende tørt bon mot:

»Hvor lang tid kan verdens største låntager forblive verdens største magt?«

Symbiose

I en analyse i Wall Street Journal i forgårs peger avisen på, at budgetunderskuddet også gør Amerika mere afhængig af udsvingene på de internationale finansmarkeder, og at Centralbanken dermed kommer under et stigende internationalt politisk pres.

Spørger man i Kina er svaret på Summers' spørgsmål ikke så svært at finde. Det er først og fremmest kineserne, der finansierer det amerikanske underskud, men på den anden side vil det være forkert at antage, at magten af sig selv vil sive fra Washington DC til Beijing, som flere katastrofescenarier peger på i både de amerikanske og også i de bekymrede europæiske medier pt.

For Kina har godt nok en rekordbeholdning af amerikanske statsobligationer, og det enorme handelsoverskud med amerikanerne, ser ud til at fortsætte. Men dels skal den kinesiske investering i USA gerne fortsat være noget værd, dels har kineserne en særdeles håndfast interesse i fortsat at kunne afsætte tonsvis af varer til USA. Da den amerikanske julehandel stagnerede forrige år, førte det til store problemer i flere kinesiske provinser med stigende arbejdsløshed og dæmpet vækst i de berørte kinesiske regioner til følge. Cheføkonom Sabina Dewan fra den indflydelsesrige tænketank, Center for American Progress, taler om en »dybest set usund symbiose« der ikke gavner nogle af de to lande i det lange løb. Hun peger på en nødvendig spredning af den amerikanske handel til lande som Brasilien og Indien, der burde tiltrække sig mere interesse i USA.

Den ultimative pris

Konklusionen er imidlertid, at USA her og nu har grund til bekymring. Obama udtrykte det sådan i sin tale på West Point før jul, at USA's »velstand er grundlaget for vor magt i verden. Det er den, der finansierer vor militær og understøtter vort diplomati. Det er heri potentialet for vort folk bunder; og det er velstanden, som tillader nye investeringer i industrien.« I det korte perspektiv er der brug for den jobskabelse, Obama har bebudet som sin højeste indenrigspolitiske prioritet i 2010, samtidig med at regeringen også har brug for de skatteforhøjelser på de højeste indkomster, som snart træder i kraft (husholdninger, der tjener over 250.000 dollars) samt først og fremmest en sundhedsreform, der muligvis kommer, muligvis ikke gør det. Men der er brug for flere strukturelle reformer, hvis det virkelig skal batte i samfundsøkonomien. Og her virker den politiske vilje hos republikanerne til at indgå kompromiser med præsidenten om økonomien, ikke bare om sundhedsreformen men også om en kommende reform af reguleringen af USA's finansielle system, mildt sagt ikke overvældende for tiden.

Fejler Washington samlet her, vil prisen imidlertid kunne ende med at være en, som hverken demokrater eller republikanere er interesserede i at betale: En aflevering af stafetten som klodens førende, og pt. eneste, supermagt, ikke bare på det militære område, men som global demokratisk rollemodel og foregangsland udi både massekulturel- økonomisk, teknologisk og politisk innovation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uanset om Kina overtager USA's rolle som verdens førende supermagt eller ej, så ville det nok ikke være en dårlig idé, om vi lidt mere seriøst begyndte at sætte os ind i, hvordan kinesere tænker, føler og lever.

Vi har vore idéer om den enkeltes rettigheder, om ytringsfrihed, om demokrati, om velfærd og om pengesystem, men hvad ønsker kineserne, når de er kommet ud af den værste fattigdom, hvad ønsker deres politiske ledelse - og hvor stabil er denne ledelse?

Min fornemmelse er, at vi her er alt for uvidende.

M.v.h. Arne.

Lennart Kampmann

Obama vil snart have behov for at søsætte et projekt som nationen kan bakke op om. Kennedy pegede på månen, men Obama har i al sin sympati ikke samme højttravende mål.

Hvedebrødsdagene er forbi og 2012 bliver nok en kamp mellem Hillary og en ukendt republikaner...

Med venlig hilsen
Lennart