Baggrund
Læsetid: 4 min.

Forligsparter ønsker flyindkøb udsat

Forsvarsministeriet afviser beskyldninger om misinformation af Folketinget i forbindelse med det kommende flykøb. Flere af partierne bag forsvarsforliget ønsker flykøbet udsat
Forsvarsministeriet afviser beskyldninger om misinformation af Folketinget i forbindelse med det kommende flykøb. Flere af partierne bag forsvarsforliget ønsker flykøbet udsat
Udland
10. februar 2010

Australien er medlem af NATO, Holland og Tyrkiet har besluttet at købe JSF, Australien vil kun bruge sine nye Hornet-kampfly i 10 år.

Det er nogle af de oplysninger, som indgår i et notat om det kommende kampflykøb, som Forsvarsministeriet i sidste uge gav partierne bag forsvarsforliget. Der er bare et enkelt problem. Ifølge flere forsvarsanalytikere er ingen af de ovennævnte oplysninger korrekte. Australien er ikke medlem af NATO. Holland og Tyrkiet har ikke besluttet, hvilket fly de vil købe, og Australien har bestemt tænkt sig at bruge sine spritnye Hornet-fly i mange år fremover, mener bl.a. Peter Viggo Jacobsen fra Københavns Universitet og Jeppe Trautner fra Aalborg Universitet, der også beskylder notatet for at havde slagside til fordel for favoritkandidaten Joint Strike Fighter.

Forsvarsministeriet afviser imidlertid kritikken. I en mail til Information skriver ministeriet, at kritikkerne har misforstået notatets »formål og indhold.«

På et punkt erkender Forsvarsministeriet dog, at Australien »ved en fejl er angivet som NATO-land«, men henviser ellers til en række internetkilder.

Forsvarsforskerne Peter Viggo Jacobsen og Jeppe Trautner har bl.a. kritiseret notatet for at have slagside til fordel for det amerikanske JSF-kamfly, der menes at være forsvarets og forsvarsminister Søren Gades favoritfly. De peger bl.a. på en grafik i notatet, hvor USA's indkøb tælles hele tre gange, og hvor flere lande, der endnu ikke har besluttet sig for at købe JSF, optræder som om, de har valgt netop dette fly.

Men den kritik, mener ministeriet, er ubegrundet.

Når USAs flyvalg er opført hele tre gange, er det for at »tydeliggøre« de valg, som US Air Force, US Navy og US Marine Corps har foretaget, hedder det i mailen. »Der er tale om tre separate værn med kampflyflåder, der hver for sig er større end de fleste øvrige landes samlede kampflyflåder. Opdelingen er derfor efter Forsvarsministeriets opfattelse relevant.«

Partier vakler

På Christiansborg er flere partier utilfredse med notatet.

»Det er ikke særligt betryggende, at der forekommer så graverende fejl og tendentiøse bemærkninger i et dokument, som skal danne præmis for så betydningsfuld en beslutning,« siger Villum Christensen fra Liberal Alliance.

SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, er enig:

»Det er selvfølgelig hverken betryggende eller hensigtsmæssigt med de fejl, men heldigvis er det jo ikke vores beslutningsgrundlag. Når det kommer, vil vi gennemgå det med lup.«

Enhedslistens Frank Aaen mener, fejlene er et bevist forsøg på vildledning.

»Det er fantastisk, at forsvaret prøver at skrive sig uden om så væsentlige problemer som den manglende pris og de store udviklingsproblemer - og tydeligvis prøver at fremstille JSF som mere populær, end det er tilfældet« siger han og understreger, at hele forsvarets procedure efter hans mening er »tilrettelagt med henblik på at få et bestemt resultat, nemlig JSF.«

Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo afviser imidlertid, at regeringens notat er vildledende,

»Jeg ser ingen misinformation« siger han. Til gengæld mener han, at der endnu ikke er informeret nok om flykøbet. »Vi skal selvfølgelig have en opsamling på, hvad vi ved, og hvad vi kan få at vide om den enkelte flytype, før vi træffer et typevalg. Men det er ikke nogen katastrofe, at vi ikke kan få alt at vide før et typevalg. « siger han.

Krav om udsættelse

Flere af partierne bag forsvarsforliget føler sig i det hele taget usikre på det kampflyvalg, som forsvarsminister Søren Gade ønsker at foretage inden sommer.

Liberal Alliance forstår ikke regeringens hastværk.

»Vi er af den opfattelse, at så stor en beslutning som køb af kampfly er for det danske samfund, må man som minimum kende prisen, før man beslutter sig, ligesom det bør være forholdsvist klart, hvad det er i den militære strategi, der kræver så stor en investering. Vi synes ikke, at man skal lægge sig fast nu og på de nu kendte vilkår« siger forsvarsordfører Villum Christensen.

Også De Radikale og SF opfordrer derfor regeringen til at udsætte valget af nyt kampfly.

»Den beslutning kan uden problemer udsættes til 2015« siger Holger K. Nielsen. »Det kan sagtens lade sig gøre, at levetidsforlænge den nuværende F-16-flåde indtil 2020. Så vi har masser af tid«.

Det er især prisen på JSF-flyene, politikerne er bekymrede over. I forrige uge blev den øverste ansvarlige for JSF-projektet fyret på grund af konstante forsinkelser og budgetoverskridelser, og konsekvenserne af de økonomiske problemer er fortsat ukendte. Også Enhedslisten mener, at kampflykøbet skal udsættes, og har netop stillet forslag herom.

»Det er helt uantageligt at træffe en beslutning om JSF på det foreliggende grundlag. Det er vores håb, at vi med en udskydelse også kan få en ny diskussion om, hvad det er, Danmark har brug for,« siger Frank Aaen, hvis forslag skal behandles den 23. februar.

Han bebuder desuden en stribe ministerspørgsmål for »på den måde at give offentligheden indsigt i flykøbet«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars R. Hansen

Der er jo ingen som mener Danmark skal købe fly uden at kende deres pris - det man ønsker er at Danmark - i lighed med USA, UK, Holland, Tyrkiet, Norge, Italien, Canada, Australien og Israel - foretager en principbeslutning om typevalget.

Herefter vil pris og andre forhold blive forhandlet på plads med leverandøren - resultatet heraf bliver så fremlagt til politikernes endelige tilslutning eller afvisning.

Nu skulle man jo helst træffe en principbeslutning på et informeret grundlag, herunder hvad flyene koster.
Så længe en leverandør ikke kan oplyse pris, og om skidtet kan flyve, så er det almindelig sund fornuft at se til anden side, og hvis man er så forelsket i JSF har man tid til at vente - altså udskyde beslutningen.

Alt andet er dårligt købmandskab.

Tror Forsvarsministeriet, at Australien er medlem af NATO (North Atlanitc Treaty Organization) eller finder ministeriet det irrelevant i formål til "notatets formål og indhold"? Fejlen er ejendommelig, men skyldes vel fejllæsning på Google eller anden iT-relateret stress.

Lars R. Hansen

Kære Niels Mosbak

Prisen afhænger af forhandlinger med leverandøren - disse kan ikke afsluttes førend en principbeslutning om type, antal, tidsplan og andre forhold er truffet fra dansk side.

Kære Lars Hansen

Det ser jo umiddelbart ud til, at de andre leverandører kan løfte opgaven.
Vi har jo tidligere været i en situation, hvor leverandører af materiel ikke har kunnet sikre at det også kunne flyve (Falken).

Det bør vi lære af, og undgå forhastede beslutninger uden økonomisk overblik.
Og hvis det så viser sig, når JSF er færdigudviklet at det er et godt fly, så kan man jo træffe beslutningen - vi har jo stadig F 16 fly på vingerne.

Lars R. Hansen

Danmark har endnu ikke spurgt om eller fået en fast pris fra nogen leverandøren - at deres pressefolk har været i medierne med en fast pris uden at vide hvad Danmark ønsker at købe - er deres egen sag.

Og Tårnfalken kunne udmærket flyve.

Dertil er jeg naturligvis enig i, at vi skal træffe beslutninger på et oplyst grundlag, hvorfor vi selvfølgelig skal afvente de faglige, herunder især de militære, anbefalinger.

Flemming Adelskov

Der er sikkert mange, der er overraskede over, at et krigsministerium planlægger at spille sine bedste trumfer af hånden og forringer sin købs- og forhandlingssituation ved at lade en potentiel leverandør vide, at man i princippet har besluttet sig for at købe hans fly. Hvis det som Lars Hansen udtrykker sig, afhænger af en principbeslutning om at købe fly fra en leverandør, om han vil forhandle priser, ja - så find en anden potentiel leverandør. Der burde vel altid føres forhandlinger som fører til et bindende tilbud fra en leverandør. Jeg har været eksportsælger af større industrianlæg over det meste af Verden, og en del af spillet for sælger er/var at "lande" den bedste handel for sit firma. Når sælger ved han står stærkt uden alvorlige konkurrenter, så er køber (ministeriet) i en defensive position i forhandlinger.
I øvrigt har Danmark vel en flåde af velholdte fly, som er vedligeholdte og som kan gøre gavn mange år endnu, Dette set i lyset af at VKO sparer på snart alt, undtagen skattelettelser til de rigeste og udgifter til bl.a. militær og krigsførelse.

@Lars Hansen

Og Tårnfalken kunne udmærket flyve.

Hvor har du det fra? Canadierne, som købte skrottet, brugte nogle millioner på en opdatering, og opgav til sidst at få lortet til at flyve.

Danmarks offensive udenrigspolitik taget i betragtning, så mener jeg at vi også skal købe et par hangarskibe...

...nej spøg til side - Danmark betaler en beskyttelsesafgift til den amerikanske atom-slagstyrke...Sådan er det.

...og se bare hvor store kvaler Iran har med at skaffe sig sin egen atom-slagstyrke.

Hvis krig skal afskaffes tror jeg ikke vi kommer uden om en fastlåsning i atom-terrorbalancer worldwide.

Lars R. Hansen

Tårnfalken fløj som sagt (efter de sædvanlige indfasningsproblemer og et par flyveforbud) udmærket - godt 130 flyvetimer blev det til ved hæren - men den viste sig så at være dyrere i operativ drift end man i 1999 budgetteret med.

Og da man også i 2005 manglede penge i forsvaret brugte man anledning til at lukke UAV-batteriet ned.

Canada fik så nogle billige UAV'ere som de blandt andre steder brugte i Afghanistan - og planlægger nu at udskifte deres Sperwer-flåde med nye UAV'ere - dels som følge af den doktrinære og teknologiske udvikling, dels som følge af totalhavarier og slidtage.

Tårnfalken er slut 80'er teknologi og udviklingen på området gør det naturligt og formålstjenstligt for det canadiske forsvar, at investere i et nyere og mere kapabelt system, hvilket de da også gør - og bare det var os kunne jeg tilføje.

Rachel Henderson

Når nu regeringen har meddelt at er skal skæres i de offentlige udgifter,så ville det være helt oplagt at droppe dette flyindkøb fuldstændigt.