Nyhed
Læsetid: 4 min.

Hamas-leders mordere skjulte sig bag falske britiske pas

Var det Mossad, der stod bag drabet på et ledende Hamas-medlem, i sidste måned? - Frigivne optagelser fra overvågningskameraer viser offeret og hans drabsmænd kort før mordet fandt sted
Udland
18. februar 2010

Mahmoud al-Mabhouhs voldsomme død i et luksushotel i Dubai var blot endnu et kapitel i Mellemøstenkonfliktens lang og blodtilsølede historie.

Men sidste måneds drab på den ledende militante palæstinenser har nu givet anledning til international strid, efter at der i denne uge dukkede ekstraordinære optagelser op fra overvågningskameraer, der angiveligt viser nogle af de afgørende øjeblikke i forløbet frem til Hamas-lederens mystiske likvidering.

Samtidig kunne myndighederne i Dubai nemlig meddele, at seks af de formodede mordere rejste ind i De Arabiske Emirater på britiske pas, mens de øvrige på holdet brugte irske, franske eller tyske indrejsedokumenter.

Den britiske regering insisterer på, at de britiske pas må være forfalskede og har iværksat en efterforskning. Samme melding kommer fra Dublin om de tre irske pas.

I Israel sagde udenrigsminister Avigdor Liebermann, »der ingen grund er til a formode«, at det var israelske agenter, der stod bag, men han dog nægtede at afvise det.

Optagelser fra overvågningskameraerne på det femstjernede Al-Bustan Rotana Hotel viser Mabbouh ankomme til hotellet alene. Så dukker attentatmændene op og forfølger ham, forklædt som sportsturister. De kører endog i samme elevator som palæstinenseren. Lidt senere vender de tilbage til deres offer, som de myrder ved at kvæle ham, formentligt efter at have udsat ham for elektriske stød og andet tortur.

Attentatmændene tilbragte under 19 timer i Dubai. De ankom på forskellige fly, betalte på hotellet med kontanter og søgte at få værelser så tæt som muligt på Mabhouhs. Personen, der kendes som 'Gail Folliard' - missionens enlige kvinde - spillede en vigtig rolle som observatør. På pasfotoet er hun blond, men på kameraoptagelserne er hun iført en sort paryk. Hun ses holde øje med Mabhouh, imens hun foregiver at tale i telefon.

De fire mænd, som udførte selve drabet, ses bære på sportstasker og tennisketschere.

Mistanker mod Hamas

Den israelske efterretningstjeneste har i flere fortilfælde brugt forfalskede udenlandske dokumenter til at udføre operationer i udlandet. F.eks. brugte et israelsk attentathold i 1997 canadiske pas i deres - forkludrede - forsøg på at myrde Hamas-lederen Khaled Meshaal i Jordan.

De Forenede Arabiske Emirater har anmodet om international hjælp til sin mordefterforskning. Landets politichef, Dahi Khalfan Tamin, har ikke direkte anklaget Mossad for at stå bag, men blot talt om »ledere af visse lande, som har givet deres efterretningstjenester ordre til at begå drab.«

Mabhouh var efterlyst i Israel for sin formodede rolle i en bortførelse i 1989 af to israelske soldater på orlov. Politimyndighederne i Tel Aviv hævder, at han var i Dubai for at rejse videre til Iran og forhandle om våbenleverancer.

Men det bitre fjendskab mellem Hamas og den rivaliserende palæstinensiske faktion Fatah kan også have spillet ind på Mabhouhs død. I Jordan er to palæstinensere således arresteret i forbindelse med drabet.

Ifølge den britiske ambassade svarer underskrifter og fotografier ikke til de tilsvarende ditto på det pas, som er udstedt af de britiske pasmyndigheder. Navnene på de'briter', som deltog i mordmissionen i Dubai, er Adam Mildiner, Michael Lawrence, James Leonard Clarke, Jonathan Louis Graham, Paul Keeley og Stephen Daniel Hodes.

Irlands udenrigsministerium erklærer ikke at kende til pas udstedt under navnene Gail Folliard, Evan Dennings og Kevin Daveron. De tyske og franske myndigheder siger, at passene til en Peter Elvinger og til en Michael Boenheimer ligeledes »falsknerier«.

Paul Keeley, en byggeentreprenør fra Londonbydelen Havering, som nu bor syd for Haifa, siger efter at hans navn er dukket op i Dubai-sagen: »Det er som en slags dagdrøm. Helt uvirkeligt. Jeg har to pas, et britisk og et israelsk, og har aldrig tabt nogen af dem. Jeg har desuden ikke rejst udenlands i over to år.«

Adam Mildiner, som bor i nærheden af Jerusalem, bedyrer sin uskyld og udtrykker sin frygt og forfærdelse. »Jeg gik i seng med lungebetændelse og vågnede op som en morder. Jeg aner, hvordan jeg skal få renset mit navn eller hvem, der valgte mit navn og hvorfor. Jeg er vred, ked af det og opskræmt.«

Beundring i aviser

Dubais politichef, Dahi Talmin, erklærer sig overrasket over den manglende sikkerhed omkring Mabhouh. »Hamas fortalte os ikke, hvem han var. Han gik rundt helt alene. Hvis han var så vigtig en leder, hvorfor havde han så ikke folk til at eskortere sig?«

Israelsk presse har en fyldig dækning af mordmissionen, og flere kommentatorer udtrykker deres beundring. Nogle påpeger, hvor vanskelige sådanne operationer er blevet med de efterhånden allestedsnærværende overvågningskameraer i kombination med adgangen til computerdatabaser.

»I dag har næsten enhver grænsebetjent næsten øjeblikkelig adgang til internationale databaser, hvormed han kan afgøre dokumenters autenticitet,« siger Gad Shimron, en tidligere israelsk efterretningsofficer, til Reuters. »Det betyder, at de pas, som spioner anvender, må ligne originalen så meget som overhovedet muligt.«

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her