Baggrund
Læsetid: 4 min.

Hindu-nationalister truer bollywoodstjerne

En af Indiens største filmstjerner udtrykte sin ærgrelse over, at der ikke var pakistanske spillere med i årets cricket mesterskabsturnering - reaktionen fra højreorienterede hindugrupper var øjeblikkelig og hadefuld
Udland
13. februar 2010
Højrefløjs hindugrupper afbrænder plakater for skuespilleren, Shahrukh Khans nye film, fordi han har påpeget det fejlagtige i, at pakistanske cricketspillere ikke er med i årets mesterskab.

Højrefløjs hindugrupper afbrænder plakater for skuespilleren, Shahrukh Khans nye film, fordi han har påpeget det fejlagtige i, at pakistanske cricketspillere ikke er med i årets mesterskab.

DELHI - En af Indiens største filmstjerner trues nu med hævnaktioner fra en gruppe højreorienterede hinduer, fordi han har vovet at insistere på, at også pakistanske cricketspillere bør deltage i en kommende mesterskabsturnering.

Plakater af Bollywood-legenden Shahrukh Khans nye film er revet ned, og aktivister har demonstreret ud for hans hus, efter at han fremkom med sin udtalelse om, at det var forkert at udelukke pakistanske spillere fra at stille op i den indiske Premier League (IPL).

Den hadefulde kampagne imod den muslimske skue-spiller, som også er producent og tv-vært, føres an af det højreekstremistiske Shiv Sena-parti, hvis vrede blev vakt, da Khan tillod sig at udtrykke sin ærgrelse over, at IPL i denne sæson vil blive afviklet uden en eneste pakistansk spiller, til trods for at de ofte fremragende pakistanske spillere var stærkt repræsenteret på det hold, som vandt sidste års mesterskab.

Spændinger fra Mumbai

Rygter verserer om, at cricketklubberne har fravalgt pakistanske forstærkninger, fordi de ikke ønsker at vække mishag i den indiske regering, hvis forhold til Pakistan har været anspændt, lige siden Mumbai i 2008 blev angrebet af terrorister fra Pakistan.

Shiv Sena hævder at kæmpe for at tilgodese den dominerende lokale folkegruppe i delstaten Maharashtra, og partiet er gentagne gange sat i forbindelse med volds- og trusselskampagner.

Shiv Sena opfordrer nu Khan til at forlade Indien, hvis han ønsker at stå ved sine synspunkter.

»Shahrukh bør udvandre til Pakistan, hvis han insisterer på at tale pakistanske spilleres sag,« siger Anil Parab, Shiv Senas leder.

Mens plakater for Khans nye film, My Name Is Khan, blev revet ned i Mumbay, svor den hindu-nationalistiske gruppe, at den vil forhindre, at filmen kan få premiere i Indiens kommercielle underholdningshovedstad. Den første programsatte visning i går blev da også aflyst, men ud på eftermiddagen blev filmen vist i de fleste af millionbyens biografer, som til lejligheden var omdannet til veritable fæstninger, skriver Times of India.

Mumbais biografdirektører havde ellers udtrykt frygt for, at de ville blive nødt til at udskyde premieren til et senere tidspunkt, indtil den aktuelle uro er dysset ned.

»Vi kan ikke vise filmen og sætte vores publikums liv på spil,« udtalte en unavngiven embedsmand til avisen Indian Express.

Striden har endnu engang sat i relief, hvor uforholdsmæssig stor magt og indflydelse ekstremistiske grupper som Shiv Sena har i i Mumbai og den omgivende delstat, Maharashtra.

Shiv Sena ledes af den 84-årige Bal Thackeray, mens en ikke mindre rabiat udbryderfraktion, Maharashtra Navnirman Sena (MNS), ledes af Thackerays nevø, Raj Thackeray.

Sidste år måtte Amitabh Bachchan, en skuespiller, der hyldes som en af Indiens allerstørste filmstjerner, se sig nødsaget til at undskylde over for MNS, fordi hans kone havde erklæret, at hun foretrak at holde sin takketale ved prisuddeling på hindi snarere end på Marathi, det lokale sprog i Maharashtra.

I et senere blogindlæg følte Bachchan det sågar nødvendigt at udtrykke sin beundring for Bal

Thackeray sagde: »Han er målrettet og determineret som ingen anden, og i denne beslutsomhed fornemmer man ofte en sympatisk (...) og pludselig sjælelig rørelse, som altid bidrager til at gøre hans tilstedeværelse så stærk og kærlig.«

Indu Mirani, en Bollywood-analytiker fra Mumbai, siger, at millionbyens filmindustri ofte giver efter for trusler fra disse grupper for ikke at miste indtægter, navnlig i nye premierefilms afgørende åbningsweekender.

»Disse grupper er i stand til at øve et stort pres. Hvad kan man stille op? Ingen bryder sig om at se sit hjem truet, sine børn angrebet eller sin film taget af plakaten,« tilføjer hun.

»Det er ikke, fordi Bollywood bakker op om deres synspunkter, men filmindustrien vil gerne være fri for at blive forstyrret. Disse grupper er som en irriterende flue - på et eller andet tidspunkt forsvinder den.«

Giver ikke efter for pres

For Khan, den 44-årige stjerne fra film som Chak De India og Om Shanti Om, kan der ikke blive tale om at give køb på noget. Fra USA, hvor han er i færd med at promovere sin nye amerikanskproducerede film, udtaler han:

»Pression som denne er et usundt og udemokratisk tegn. Det er måske ikke fornuftigt af mig, men som verden er, er man altså nødt til at sige, hvad man mener og stå ved det. Forhåbentlig vil jeg bevare styrken til at gøre netop det.«

Dipankar Gupta, en forsker og kommentator med indgående kendskab til Shiv Sena og andre højrehindupartier, vurderer, at Thackerays udfald denne gang først og fremmest skal ses som et desperat træk i, hvad der er blevet en konkurrence om de højrehinduistiske stemmer.

»Hvorfor falder de sådan over Shahrukh Khan? Det er der kun en grund til: Han er muslim.«

Bollywoods første reaktion på truslerne var tavshed. Men i de seneste dage er flere stjerner begyndt at sige fra, og også den 40-årige Rajul Gandhi, det regerende kongrespartis nyeste politiske stjerne, har taget skarp afstand fra Shiv Sena.

Delstatens chefminister, Ashok Chavan, der er allieret med Kongrespartiet, har mobiliseret store politistyrker til at passe på Mumbais biografer og beordret op imod 2.000 Shiv Sena-tilhængere tilbageholdt. Hvad angår borgerne i byen har kun de færreste vist sig lydhøre over for Shiv Senas opfordringer til boykot, omend flere biografer valgte at aflyse forsalget af billetter til den nye film.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her