Deres enorme firskårne karosserier skød frem overalt i Amerikas forstadslandskaber – futuristiske køretøjer i vilde volumener, der syntes konstrueret til en race af kæmpegrise fra en anden planet. Vi lærte de uhæmmede benzinfråsere at kende som Humvees eller Hummere. Nu er deres epoke omme.
Der var engang, da monsterfirehjulstrækkerens brændstofsgrådighed ikke bekymrede alverden, ja, dens fans elskede den jo netop for dens skamløse proportioner. Men man skal ikke være socialpsykolog for at gennemskue, at Hummeren i disse mere grønne, recessionsplagede dage er blevet stadig mere en obskøn anakronisme.
Kun få vil vel derfor begræde meldingen om, at General Motors har opgivet sine forsøg på at afhænde den kampvognslignende personbil til det kinesiske selskab Sichuan Tengzhong
Hummerens skæbne var i høj grad knyttet til en mand, der nok forstod at være tro imod sine testeron- og terminatorinstinkter. For Arnold Schwarzenegger var det jo, som overtalte det amerikanske militær til at tillade fremstilling af en civil udgave af et køretøj, som oprindelig var bygget til den amerikanske hær. General Motors var dum nok til at bide på.
Selv om det i første omgang ikke virkede helt så dumt. Arnie var ikke den eneste stjerne, der forelskede sig i konceptet ’fed bil i fede tider’ – det samme gjorde så feterede navne som Paris Hilton og Christ Eubank. Benzin var stadig latterligt billig, og der var nok af amerikanske chauffører, som ikke kunne stå for dette stykke voksenlegetøj. At komme rullende i giganten gav status.
»Se at komme af vejen, eller jeg maser dig,« syntes den fem tons tunge Hummer at udstråle. I hine dage, og det var umiddelbart efter 11. september 2001, var Hummer-bilister på en eller anden måde mere patriotiske end resten af Amerika. Succesen kulminerede i 2006, da GM solgte 70.000 Hummere på verdensplan. I december sidste år blev det blot til 325.
Blandt forhandlere, ejere og fans har meddelelsen naturligvis afstedkommet sorg og fortvivlelse.
»Det er et helt fantastisk køretøj, du kan bruge til alt, hvad du vil,« udtaler Danny Hill, en Hummer-forhandler fra Texas til New York Times: »Konceptet er genialt, og hvor er det skammeligt, at Hummeren forsvinder – alle, der ejer en, elsker denne bil.«
Lige så forudsigeligt vil jublen ingen ende tage hos miljøfolket.
»At lukke Hummerproduktionen vil på en gang gavne GM’s, Kinas og planetens sundhed,« siger Daniel Becker, chef for miljøgruppen Safe Climate Campaign. »Må Hummeren hvile i fred.«
Selv Arnold Schwarzenegger har kapituleret. Han kører nu den miljørigtige hybridbil, Toyota Prius.
udland@information.dk
© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Der er ingen miljørigtige biler, og tests viser, at Toyota Prius bruger i praksis en del mere benzin end de deres egne tal siger.
Men lad os alligevel fejre Hummerens undergang.
Der er ingen miljørigtige biler, og tests viser, at Toyota Prius i praksis bruger en del mere benzin end deres egne tal siger.
Men lad os alligevel fejre Hummerens undergang.
Thierry
Tjah, - Nu viste Toyota jo også "go' værkstedshumor" i reklamerne ved at påstå, at Toyota var "110 % i orden".
Men mon der i de tests, du nævner, er medregnet den energi, der bruges, hhv. spares, hver gang en Prius holder på værksted for at få udbedret Toyotas mange tilbagekaldelser ;-)