Læsetid: 9 min.

Israel står over for trusler fra nær og fjern

Det var stadig den samme historie, der gav genlyd på Herzliya-konferencen: Richard Goldstones rapport om krigsforbrydelserne i Gaza var et forsøg på at delegitimere staten Israel, Ehud Barak meddelte at Israel stod over for fjender fra nær og fjern og den israelske ambassadør i London mente, at slagmarken nu var de britiske universiteter, hvor de studerende blev hevet igennem en venstreorienteret propagandamaskine
Israels selvbedrag. Benjamin Netanyahus sikkerhedsrådgiver, Uzi Arad mente, at  'i dag er det palæstinenserne, der er nej-sigerne'.  Richard Goldstones rapport om krigsforbrydelserne i Gaza var nu blevet en del af en snigende kampagne  og  oppositionslederen Tzipi Livni fortalte os, at der i løbet af 40 år er blevet skabt 'en virkelighed' - hun mente bosættelserne - 'som kun optager en lille del af Judæa og Samaria'. På billedet protesterer en palæstinensisk dreng mod den israelske blokade i Gaza.

Israels selvbedrag. Benjamin Netanyahus sikkerhedsrådgiver, Uzi Arad mente, at 'i dag er det palæstinenserne, der er nej-sigerne'. Richard Goldstones rapport om krigsforbrydelserne i Gaza var nu blevet en del af en snigende kampagne og oppositionslederen Tzipi Livni fortalte os, at der i løbet af 40 år er blevet skabt 'en virkelighed' - hun mente bosættelserne - 'som kun optager en lille del af Judæa og Samaria'. På billedet protesterer en palæstinensisk dreng mod den israelske blokade i Gaza.

MOHAMMED ABED

20. februar 2010

Der står ingen bevæbnede vagter foran Ben-Gurion Boulevard 17 i Tel Aviv. Der ligger bare en gammel, toetagers villa med en åben hoveddør, som fører ind til et mørkt køkken og et lille værelse med en feltseng på gulvet. Ovenpå ligger David Ben-Gurions bibliotek med 20.000 bøger. De fleste er på hebraisk, men Israels skaber og første premierminister var polyglot. Der er Demosthenes og Homer på græsk, den hellenistiske verdenshistorie i tre bind, Julius Cæsar på fransk, Duff Coopers bog om Talleyrand, George Bernard Shaws samlede værker, en bog om Vichy-Frankrig, Henry Pickers Hitlers Table Talk (på engelsk), Freud (på tysk), Guy Chapmans bog om Dreyfus-sagen, bøger om Israels historie (herunder hans egen), en række bøger om jødernes indflydelse på kristne reformbevægelser. Ben-Gurion lærte spansk, så han kunne læse en ny Cervantes-biografi. Han elskede Spinoza.

Så er der fotografierne. Ben-Gurion med de Gaulle, Kennedy og med en trist og svækket Churchill i 1961. Men det var en bog med Ben-Gurion-citater, der fangede mit øje: Udtalelser om staten Israels eviggyldige moralbegreber, krigtidsbeskeder fra den store mand, som fysisk var meget lille (Jeg åbnede skabet i soveværelset, hvor der hang jakker og bukser i dværgstørrelse). Her er f.eks. telegram fra den 15. juli 1948 under Israels uafhængighedskrig eller for palæstinensere og arabere: »Nakba« da Ben-Gurion frygtede, at jødiske styrker ville ødelægge muslimske helligdomme i Jerusalem:

»I forlængelse af min tidligere besked vedr. Den Gamle By. Sørg for, at styrkerne, som skal bevogte Den Gamle By, nådesløst bruge maskingevær mod enhver jøde, især enhver jødisk soldat, der forsøger at plyndre eller krænke kristne eller muslimske helligdomme.«

I 1967 pralede han med, hvordan jøderne under staten Israels oprettelse, »ikke gjorde skade på en eneste moske«. Han var allerede ved at skabe myter. De ubeskadigede moskeer, skrev han i den samme erklæring, blev fundet i landsbyer, »hvor der ikke var en eneste muslim tilbage, for de var allerede flygtet i løbet af det britiske Palæstinamandat og før statens oprettelse«.

Tilbageholdenhed

Under den blodige israelske belejring af Beirut i 1982, som gav den moralske retskaffenhed mange ridser i lakken, afbildede en Doonesbury-stribe en pressekonference, hvor en anonym stemme spørger en israelsk talsmand: »Hvad er der blevet af det Israel, vi kendte og elskede?« Og svaret lyder: »Hold op, Yasser!« For i en vis forstand tilsluttede den bedrøvelige Arafat sig Ben-Gurions mytemageri. I sidste ende tilsluttede han sig endda en fredsaftale med en stat, som allerede havde taget 78 procent af det land, han kaldte for sit. Han var en superterrorist, som blev en superstatsmand og efter at have nægtet at lade sig indordne ved det afsluttende Camp David-møde igen blev en superterrorist.

Sandheden er, at Israel ødelagde mange moskéer, at de palæstinensisk-arabiske ofre for krigen i 1947-48 ikke flygtede, som Ben-Gurion påstod, men for manges vedkommende blev myrdet i deres landsbyer. For os, der har set den israelske hær i aktion, er de ikke meget anderledes end de arabiske hære i Mellemøsten. Antallet af civile ofre i Gaza-krigen var en lige så stor skandale som Sabra og Chatila-massakren i 1982, da israelske soldater bogstaveligt talt så på, mens den libanesiske milits udslettede palæstinensiske flygtninge. Udenlandske journalister vrøvler stadig om de israelske soldaters påståede renhed: »Israel har allerede vist sig at være historiens mest tilbageholdende nation,« ævlede Robert Fulford i Canadian National Post, da nedslagtningen i Gaza var på sit højeste, mens selv Tzipi Livni indrømmede, at israelske soldater havde fået lov til at »gå amok«. Den højreorienterede presse i Israel skildrer stadig udlandet som en mørk, ondsindet planet, hvor enhver kritik af Israel er udtryk for antisemitisme, og hvor nazismen ikke døde i det brændende Berlin i 1945.

Herzliya og Arendt

I sidste uge deltog jeg i en konference om Israels store og gode mænd den højreorienterede del af slagsen i feriebyen Herzliya for at finde ud af, hvordan de nu betragtede det land, som Ben-Gurion grundlagde for 62 år siden. Det var stadig den samme historie:

»I dag er det palæstinenserne, der er nej-sigerne,« mente premierminister Benjamin Netanyahus sikkerhedsrådgiver, Uzi Arad. Stakkels, gamle Richard Goldstones rapport om krigsforbrydelserne i Gaza var nu blevet en del af en snigende kampagne og et forsøg på at »delegitimere« staten Israel.

Jeg kom til at tænke på Hannah Arendts iagttagelser omkring kongressen i den amerikanske afdeling af World Zionist Organisation i oktober 1944: »Det er et vendepunkt i zionismens historie. Denne gang var araberne simpelthen ikke nævnt i resolutionen, hvilket naturligvis giver dem valget imellem at emigrere frivilligt eller blive som andenrangsborgere«.

Ifølge Arendt afspejlede kongressen i Atlantic City »de amerikanske jøders og den amerikanske zionisme voldsomt forøgede betydning«. Resultatet var, at enhver chance for at skaffe sig arabiske samtalepartnere var spildt på forhånd, hvilket »lader døren stå på vid gab, så en fjern magt kan tage over«.

Og det er værd at citere Arendt endnu en gang: »Hvis zionisterne fortsætter med at ignorere folkene i middelhavsområdet og kun kigger i retning af de store, fjerne magter, vil de fremstå som et redskab, agenter for fremmede og fjendtlige interesser. Jøder, der kender deres egen historie, burde være opmærksomme på, at den tilstand uundgåeligt vil føre til en ny bølge af jødehad. Morgendagens antisemitisme vil hævde, at jøder ikke kun har draget nytte af stormagternes tilstedeværelse i regionen, men faktisk har udtænkt den og dermed gjort sig skyldige i konsekvenserne«.

Venstrefløjens kværn

I Herzliya hørte vi igen og igen om, at israelske embedsmænd måske ikke vil kunne rejse til udlandet af frygt for at blive tiltalt for krigsforbrydelser. Det tyder på, at Goldstone-rapporten gør ondt. Israels ambassadør i London meddelte, at slagmarken nu er de britiske universiteter, hvor »studerende fra hele verden« bliver kørt igennem »venstrefløjens kværn«. Ehud Barak meddelte, at Israel står over for »trusler fra nær og fjern«. Den nære trussel er palæstinenserne, den fjerne er selvfølgelig Iran.

Tzipi Livni fortalte os, at der i løbet af 40 år er blevet skabt »en virkelighed« hun mente bosættelserne »som kun optager en lille del af Judæa og Samaria«. Fantastisk! Lederen af oppositionen i Israel mener, at kolonisering af Vestbredden kun tog »lidt land«. Hvis Område C i den israelskbesatte del af Vestbredden allerede er tabt, har Fayyad og hans kammerater i deres »selvstyre« mindre end 10 pct. af det oprindelige Palæstina-mandat at kræve tilbage. Livni er også modstander af en tostatsløsning, »fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt jøder overhovedet vil kunne leve i den stat«. Det har Tzipi Livni nok ret i, men hun tilføjede, at »ingen ønsker at give nøglerne til en palæstinensisk stat til Hamas«. Sandt nok. Men er det ikke op til palæstinenserne at vælge deres ledere?

Episk selvbedrag

Men det var generalmajor Benny Gantz, der fascinerede mig. Benny er vicestabschef i den israelske hær, og alle, der bor i dette »hårde kvarter« (jeg låner Baraks udtryk) tager folk som Benny meget alvorligt. Jeg bor i Libanon, som jævnligt besøges af det israelske luftvåben, så jeg betragtede bekymret den slanke officer. Han bliver formentlig den næste stabschef, og hans beslutninger kunne koste mig eller andre i Libanon dyrt.

Gaza-krigen var en del af en »læreproces« for Israel og landets fjender. Iran var selvfølgelig Bennys primære mål: »Vi må være beredt, men det vil jeg selvfølgelig ikke uddybe«.

Men ellers var han meget konkret. Hizbollah modtager våben, som bliver opstillet i landbyer, som vil være de operationelle baser i en kommende krig, sagde han. Og regeringen i Libanon, som omfatter ministre fra Hizbollah, vil blive holdt ansvarlig. Således skildrede Benny Gantz den næste nedslagtning i Mellemøsten. Hvis palæstinensere i Gaza var ansvarlige for blodbadet for et år siden, vil Libanons befolkning være ansvarlige for den næste krig. Oppe i Jerusalem skålede premierminister Benjamin Netanyahu med den gamle skurk Silvio Berlusconi, som meddelte, at »min største drøm er at inkludere Israel blandt EU-landene«.

Italien og Israel var stolte over at være en del af en jødisk-kristen kultur, som er grundlaget for den europæisk kultur, sagde han. Det var lige i overkanten. Det romerske kolonistyre i Judæa og Samaria var en blodig periode i jødisk historie, og Italiens fascistiske leder blev ikke nævnt. Netanyahu kaldte den italienske premierminister for »en modig leder, som er en stor forkæmper for frihed og en stor tilhænger af fred«. Det var ligesom i Herzliya: Et episk selvbedrag.

Uundgåelig fred

Jeg rejser til Område A i Betlehem, som er kontrolleret af Fayyads »Palæstinensiske selvstyre«. På en snusket café sidder Salah Atamari, tidligere leder for de 12.000 fanger i det berygtede Ansar-fængslet i Libanon:

»Er Hamas og Fatah modne? Modenhed betyder, at man tager afsked med uskylden. Jeg er imod Hamas, ideologisk og intellektuelt. De vendte deres palæstinensiske arv ryggen. De troede, de kunne gøre det til et islamisk styre. Jeg er tilhænger af frie valg. Lad Hamas regere, hvis de kan. Som Fatah-medlemmer har vi argumenteret for en enstatsløsning, hvor vi bor sammen med israelerne i endemokratisk stat med lige rettigheder. Jeg tror, det er uundgåeligt om 50 eller 100 år. Jeg ved, at israelerne går amok, når man taler om en enstatsløsning. Men en dag kommer de til os og siger: Lad os stoppe denne dumme, blodige konflikt og leve sammen. Tostatsløsningen holder ikke.«

Jeg tror ikke på enstatsløsningen, men i Haaretz argumenterer Meron Benvinisti for, at »det kunstige palæstinensiske selvstyre fastholder status quo, fordi det opretholder illusionen om, at situationen er midlertidig, og at fredsprocessen snart vil gøre en ende på det. Halvdelen af den besatte Vestbred er faktisk blevet annekteret, hvilket efterlader den besatte befolkning med et usammenhængende land og uden livsmuligheder. Kun en strategi for et permanent styre kan forklare den store koloniseringsvirksomhed og de enorme investeringer i boliger og infrastruktur, som anslåes til 100 milliarder dollar,« skriver Benvinisti. Og det er sandt, at det enorme koloniseringprojekt er permanent. Benvenisti bekymrer sig ikke om, at kun lande som Canada og Schweiz har fået en tostatsløsning til at fungere.

Tunnel efter tunnel

Jeg stolede på, at Atamari kunne løse dette dilemma.

»Jeg er fra Betlehem. Det giver en dyb tro på den uundgåelige fred og retfærdighed.« Yitzak Rabin blev dræbt på grund af sin modstand mod de jødiske bosættelser, siger Atamari, og palæstinensernes selvmordsbomber gjorde dem til tabere både lokalt og internationalt.

I Gaza skal jeg møde Hamas »viceudenrigsminister«, Ahmed Youssef. Jeg spørger til Hamas mord på kollaboratører under Gaza-krigen. De dræbte 35 palæstinensere, næsten tre gange så mange som det antal israelere, der døde i krigen. Det tirrer Youssef:

»Hævn er en del af vores kultur. Hvis der ikke er lov og orden, vil folk tage loven i egen hånd.« Fantastisk! Hamas viceudenrigsminister fortæller mig, at hævn er en del af den palæstinensiske kultur. Men så taler han om at forhandle med israelerne:

»Israelerne fører dig altid ind dette store rum af optimisme. Men du finder hurtigt ud af, at der efter lyset for enden af tunnellen er en ny tunnel.«

Kan Tony Blair hjælpe? »Han er en meget hyklerisk mand. Han siger noget den ene dag, og næste dag siger han noget andet.« Ja, det er den mand, vi så ved Irak-høringen.

Den israelsk-arabiske konflikt handler om land, kolonier, mure, tostatsløsninger, enstatsløsninger og i sidste ende om magt. Men hvad med sjælens had? I Hebron så jeg, hvad de jødiske bosættere har skrevet på murene: »Toraen, venlighed og glæde.« Og lidt længere oppe ad vejen, hvor palæstinenserne er blevet drevet ud og turisterne ikke kommer, så jeg en anden graffiti. »Dette er til araberne,« stod der på hebraisk, og nedenunder var der tegnet en dolk. Styrke og retskaffenhed, moral og menneskelige værdier. Hvad ville Ben-Gurion have tænkt?

© The Indpendent og Information Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

kan de ikke bare forfalske historiebøgerne til deres egen befolkning og holde deres grabber fra hvad andre læser i historiebøger som ikke er blevet censureret og forfalsket.

Israel,.. lær at forholde jer til sandheden i stedet for at råbe ANTISEMETISME hver en eller anden kritiserer jeres politik.