Læsetid: 4 min.

Kina føler sig presset i klimaforhandlinger

Forhandlerne på COP15 i København havde mere end svært ved at gennemskue Kinas tvetydige signaler og dagsorden. Nu afslører interne kinesiske dokumenter, at Kina oplevede sig som offer for konspiration mellem Vesten og små u-lande
13. februar 2010

På klimatopmødet i Bella Center i december var det svært at gennemskue, hvor man havde Kina. Den kinesiske delegation skiftede forhandler og tilsyneladende strategi midt i forløbet.
Kina talte passioneret om sin egen markante klimaindsats, men sagde lodret nej til et fælles globalt CO2-mål for 2050. Kina var en af arkitekterne bag Copenhagen Accord-teksten på topmødet, men samtidig et af de lande, der til slut fastholdt, at aftaleteksten ikke måtte være et COP15-dokument.
Kina var uudgrundelig, og sådan kan det stadig forekomme at være, omend interne dokumenter nu kaster lidt mere lys over overvejelserne på de indre linjer i den kinesiske regering. Kina oplevede at være under pres og offer for en konspiration mellem i-lande og visse u-lande, fremgår det. Det er dog stadig temmelig uklart, hvordan Kina vil agere i de fortsatte klimaforhandlinger.
I det officielle brev af 28. januar, den kinesiske regering har sendt FN’s klimasekretariat op til udløbet af ’den bløde deadline’ for tilslutning til teksten fra København, opregner Kina sine nationale klimamål, men nævner ikke med en stavelse Copenhagen Accord.
Det, Kina vil præstere på klimaområdet, vil man udtrykkeligt præstere med henvisning til FN’s Klimakonvention fra 1992. Tilsyneladende er Copenhagen Accord ikkeeksisterende i den kinesiske optik.

Men dagen efter brevet til klimasekretariatet sender Kinas premierminister Wen Jiabao breve til såvel FN’s generalsekretær Ban Ki-moon som Danmarks Lars Løkke Rasmussen, hvori han – i følge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua – betegner København-aftalen som »grundlaget for at fremme det internationale samarbejde om klimaændringer« og »gentager sit lands støtte til Copenhagen Accord.«
Wen Jiabao gentager også Kinas ønske om at nå frem til en global klimaaftale i Mexico til december, som er »bindende«. I København insisterede Wen på, at det, Kina vil gøre for klimaet, vil man gøre af egen drift og under ingen omstændigheder som forpligtelse i forhold til nogen aftale.

Nul forhandling

Efter den traumatiske afslutning på klimatopmødet lød der fra vestlig side stærke anklager mod Kina for at have spændt konsekvent ben for en aftale, der var ambitiøs og bindende.
»Der var tale om totalt veto. Der var ingen reel forhandling, ingen indrømmelser. Efter min opfattelse ønskede Kina at obstruere en aftale,« sagde Mark Lynas, rådgiver for Maldivernes delegation og til stede under de lukkede forhandlinger i Bella Center.
Hos Xinhua hed det til gengæld, at »premierminister Wen spillede en nøglerolle i sidste øjebliks-bestræbelserne på at udveksle ideer og nå konsenus.«
»Kina viste den største seriøsitet, gjorde sit bedste og spillede en konstruktiv rolle,« skrev det statslige nyhedsbureau og refererede udenrigsminister Yang Jiechi for, at Kina »vandt bred støtte og anerkendelse« for sin indsats og sine forslag, der »afspejlede udviklingslandenes fælles position.«
Nu er det så kommet frem, at de kinesiske forhandlere efter hjemkomsten fra København internt udlagde Kina som offer for en konspiration mellem nogle u-lande og Vesten under COP15.

Det er en fortrolig rapport om topmødet, udfærdiget af det statslige miljøforskningsinstitut for den kinesiske miljøminister, som via den britiske avis The Guardian er kommet frem og giver indblik i den knap så rosenrøde interne fremstilling af begivenhederne i København.
»En konspiration fra i-landes side med det formål at splitte gruppen af u-lande lykkedes,« hedder det med henvisning til, at alliancen af små, klimaudsatte østater, AOSIS, faktisk talte i kor med i-landene om, at de store udviklingsøkonomier – Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika – burde påtage sig forpligtende CO2-mål.
Mark Lynas kalder det i en kommentar »forbløffende«, hvis Kina virkelig tror, ø-staterne blev brugt som marionetter af de rige lande.
»Sandheden er, at de små østater og de mest sårbare lande vil have Kina og dets allierede til at reducere deres udledninger, for uden sådanne reduktioner vil de ikke overleve,« siger Lynas.

Hvad der fortsat er svært at vurdere er, om rapportens udsagn om en konspiration er til indvortes kinesisk brug og for at bortforklare, at Kina reelt svigtede appellen fra de udsatte østater om kraftige CO2-reduktioner og en grænse for de globale temperaturstigninger på 1,5 grader, snarere end de to grader der kom med i København-aftalen, og som formentlig prisgiver lavtligggende østater som Maldiverne.

Kinesiske reduktioner

Den interne kinesiske rapport erkender, at Kina kom under »massivt internationalt pres« i København.
»Det kan forventes, at vor nation kommer til at stå over for en skrappere udfordring i kommende klimaforhandlinger,« hedder det.
Det er fortsat højst usikkert, om der via de fortsatte forhandlinger frem mod næste klimatopmøde i Mexico kan findes en måde at få Kina – og med Kina de øvrige lande i den nye magtfulde BASIC-alliance: Indien, Sydafrika, Brasilien – til at acceptere klimaforpligtelser i globalt aftaleregi.
Én nødvendig, men måske ikke tilstrækkelig forudsætning for BASIC-landenes tilslutning til en aftale, er mere ambitiøse forpligtelser til CO2-reduktion fra USA og andre i-lande.

Det eneste, der kan tages for givet, er, at Kina af egen drift vil fortsætte de nationale bestræbelser på at gøre den hastigt voksende økonomi mere grøn. Som meddelt i brevet af 28. januar til FN’s Klimasekretariat:
»Kina vil bestræbe sig på at dæmpe sine CO2-udledninger pr. BNP-enhed med 40-45 procent i 2020, sammenlignet med 2005-niveauet, samt øge andelen af ikke-fossil energi i den primære energiforsyning med 15 procent i 2020 og udvide skovdækningen med 40 millioner hektar og skovenes volumen med 1,3 milliarder kubikmeter i 2020 i forhold til 2005-niveauet.«

jsn@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu