Læsetid: 5 min.

Klimaskeptikernes offensiv er først lige begyndt

Klimavidenskabens ry er blevet ramponeret af en række skandaler, men selv om disse sager er pinlige, anfægter de ikke kendsgerninger og konklusioner om den globale opvarmning
6. februar 2010

Det skulle have været en mindre sidebegivenhed under klimatopmødet i København, men udviklede sig hurtigt til et beskidt mundhuggeri, som endte med at hærdebrede sikkerhedsvagter måtte eskortere et af de ophidsede gemytter ud af lokalet. For den garvede klimaforsker Stephen Schneider var dette imidlertid blot endnu et eksempel på klimavidenskabens indre splittelse.

Schneider, der er professor på Stanford University i Californien, var taget til København for at offentliggøre sin seneste bog, Science as a Contact Sport, men hans pressemøde blev snart kapret af en obskur filminstruktør og klimaskeptiker, som vedholdende forlangte at få hans kommentarer til den meget omtalte lækkede e-mailkorrespondance fra University of East Anglias klimaforskningsenhed.

Som titlen på hans bog antyder, er Schneider ikke en mand, der viger tilbage fra konfrontationer. Han redegjorde også både grundigt og ivrigt for, hvorfor han ikke ville forholde sig til løsrevne citater fra stjålne e-mails - især ikke fra en kilde, som er berygtet for at bruge citater uden for deres kontekst.

På Youtube ses det gengivet: Skeptikeren henvender sig som sandhedssøger, hvorimod Schneider skildres som en undvigende demagog, der er nødt til at omgive sig med kropsstærke mænd som værn imod vanskelige spørgsmål.

Konfrontationen er blot en af mange i det nye ubekvemme klima af mistro, som klimaforandringsforskere og miljøforkæmpere nu må se sig nødsaget til at operere i.

Skeptikere tager bolden

Efter mere end 20 års kamp for at nå frem til globalt konsensus om menneskeskabt opvarmning, har det blot taget skeptikerne få uger at få overtaget i den offentlige debat. Og det mest fortvivlende er, at det er fejltagelser og hybris hos nogle af klimavidenskabens mest feterede frontfigurer, der ligger bag hele miseren.

Det begyndte, da kopier af over 1.000 e-mails fra 1996 til 2009 blev stjålet fra en backup-computer på University of East Anglia. Skønt ingen af disse e-mails giver belæg for at anfægte hovedkonklusionerne om klimaforandringer, synes flere af dem at indikere, at klimaforskerne, herunder navnlig klimaenhedens forskningschef, var villige til at konspirere om at slette bestemte informationer snarere end at offentliggøre dem.

I sig selv var dette uvurderlig ammunition til klimaskeptikerne, som da også har blæst det stort op, at nogle af verdens mest prominente klimaforskere har ønsket at hemmeligholde deres data og videnskabelige korrespondance fra gennemsyn af skeptikere. Forskernes uvilje mod at lægge deres arbejde frem ligner et kæmpe selvmål, fordi den antyder en grad af mørklægning eller værre: en underminering af den hæderkronede videnskabelige proces, der kendes som peer review (fagfællebedømmelse, red.)

Schneider, som var blandt de første forskere til at advare om stigende udledninger af menneskeskabte drivhusgasser, fortæller, at de hyppigste spørgsmål, han for tiden møder, alle handler om de stjålne e-mails fra East Anglia, uagtet at disse ikke rokker ved klimaforskningens grundlæggende indsigter.

CO2-niveauet er højere

»Intet i videnskaben har forandret sig på grund af dette. De eneste ændringer er politiske og perceptuelle,« siger han.

Professor Julia Sligo, der er forskningschef ved Storbritanniens Meteorologiske Institut, siger om klimaskeptikernes offensiv:

»Med de seneste ugers furore er det meget let for offentligheden at tabe overblikket over de grundlæggende kendsgerninger: At CO2-niveauerne er 30 procent højere end på noget andet tidspunkt i løbet af de sidste 600.000 år, og at deres stigningstakt er uden fortilfælde. Selvfølgelig er observationer behæftet med usikkerhed, det tager vi højde for og korrigerer for, men det ændrer ikke på hovedbudskabet. Jeg kan kun insistere på, at beviserne på menneskeskabt global opvarmning er overvældende, og den indsigt tror jeg, vi gør klogt i at indskærpe over for alle disse forsøg på at antyde noget andet.«

Uafhængige efterforskere under ledelse af den skotske topembedsmand, sir Muir Russel, gransker for tiden de famøse e-mail for at finde mulige indicier på adfærd, der strider mod god videnskabelig fremgangsmåde og forskningsetik. Hans undersøgelse ventes først at foreligge til foråret.

Men i denne uge frifandt en sideløbende undersøgelse fra Pennsylvania University, en af dette universitets førende forskere, professor Michael Mann, som er involveret i en stor del af e-mailkorrespondancen, for enhver videnskabelig uredelighed.

Samtidig erklærer andre forskere i Storbritannien, dog, at de har svært ved at imødegå de offentlige bekymringer, som e-mailkorrespondancen har vakt, fordi de ikke har overblik over den større sammenhæng, som de enkelte e-mail indgår i.

»Vi er nødt til at have afklaret konteksten for disse e-mail, og det får vi først, når undersøgelsesrapporten foreligger,« siger professor Sligo said.

»Hvad som helst, der er løsrevet fra sin kontekst, kan tage sig belastende ud, så tiden er ikke inde til at kommentere de enkelte e-mail. Vi er nødt til at vide noget mere om den diskussion, der indskriver sig i.«

Overdrev gletscherdød

Men det er ikke kun forskerne fra East Anglia, hvis videnskabelige ry har lidt et knæk. Mere ødelæggende for klimaforskningen er muligvis den seneste indrømmelse fra det i vide kredse højt anerkendte Mellemstatslige Panel for Klimaforandringer (IPCC).

I sidste uge var FN-organet nødt til at erkende, at en konklusion i en af dets rapporter fra 2007 om, at Himalayas gletschere kan være smeltet væk inden 2035, ikke havde bund i videnskabelig viden.

Det viser sig, at forudsigelsen stammede fra en ikke-fagfællebedømt rapport fra Verdensnaturfonden, der igen havde citeret den fra en artikel i et magasin.

Men nu trådte den citerede forsker frem og forklarede, at hans skøn nok var korrekt citeret, men også »spekulativt«. Rajendra Pachauri, formanden for IPCC, hørte om denne fejl sidste år, men afviste dengang, at forudsigelsen kunne være forkert og betegnede tvivl herom som »voodoovidenskab«.

IPCC offentliggjorde omsider en berigtigelse i sidste måned, men Pachauri vægrer sig fortsat imod at undskylde personligt. John Sauven, formand for Greenpeace, udtalte i går sin tvivl om Pachauris dømmekraft.

Vandene blev yderligere forplumret forrige weekend, da det kom frem, at en rapport fra FN-vagthunden om, at den globale opvarmning risikerer at udslette omkring 40 procent af Amazon-regnskoven, byggede på en ren påstand fremført af grønne ngo'er.

Sir John Houghton, som var chefredaktør for de første tre IPCC-rapporter, siger, at klimapanelet er nødt til at lægge sig i selen for at rette op på sit plettede ry.

»Der er stort problem, hvis den offentlige tiltro til IPCC og klimavidenskaben svinder ind. Det er helt afgørende, at forskningen får sine konklusioner frem på en mere effektiv måde,« siger Sir John.

»Jeg synes ikke, at IPCC's klimaforskere har været dygtige nok til at redegøre for deres arbejde. Det er ikke bare offentligheden, men også videnskabsfolk fra andre områder, som nu er begyndt at undre sig over, om der overhovedet er nogen sandhed i de ting, IPCC fremlægger.«

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fraya Mikkelsen

“It would seem that men and women need a common motivation, namely a common adversary, to organize and act together in the vacuum such as motivation seemed to have ceased to exist or have yet to be found. The need for enemies seems to be a common historical factor.

Bring the divided nation together to face an outside enemy, either a real one or else one invented for the purpose.

Democracy will be made to seem responsible for the lagging economy, the scarcity and uncertainties. The very concept of democracy could then be brought into question and allow for the seizure of power by extremists of one brand or the other.

In searching for a new enemy to unite us, we came up with the idea that pollution, the threat of global warming, water shortages, famine and the like would fit the bill. The real enemy then is humanity itself.”

- “The First Global Revolution” (1991) udgivet af "Club of Rome".

Interessant ik? 6 år efter kom Kyoto...

Men det er jo ikke noget nyt .. 17. Feb. 1950 sagde James Paul Warburg i en tale til senatet:

"We shall have a World government, whether or not we like it. The only question is whether World government will be achieved by conquest or consent."

Kunne det tænkes, at der virkelig er tale om en konspiration?

Neeej, Fraya - enhver selvbestaltet intellektuel Information-læser ved da udmærket at der ikke findes konspirationer. Visse-vasse.

Hvor er det iøvrigt ellers synd for forskerne, at de bliver modsagt, når nu nogle af dem er blevet enige med sig selv om, at der ikke er noget at diskutere. Det er virkelig for galt.

Fraya Mikkelsen

He he - godt sagt! Ja, det er ikke sådan når man kæmper "for at nå frem til globalt konsensus om menneskeskabt opvarmning" og så kommer der én der kan tænke selv - ikke nok med det, men vedkommende stiller også skeptiske spørgsmål!

Bernhard Dragsbjerg

Hvis i ikke tror på vores forskning og iøvrigt har det videnskabelige grundlag iorden (hvilket i tydeligvis ikke har), så vil jeg anbefale ikke at lade jer behandle af danske kliniske onkologer, jeg har uddannet en del af dem.

Videnskabelig fremskrid og konsensus sker via diskussion af uenigheder. Der er ingen 'stakkels videnskabsmænd' i den forbindelse. Men jeg må bede de to Feya og Lars læse artiklen endnu en gang - I forstå åbenbart ikke hvad sagen handler om

@Fraya Mikkelsen - jeg er en varm tilhænger af konspirationsteorier, når virkeligheden blir for kedelig. Men det er ikke så fikst at fejlcitere under en artikel om fusk med citater.
Dine citater er hentet fra spøjse websider, hvor nogen har skamklippet fra den nævnte bog. Ændret og sat så fikst sammen, er planerne om at skræmme os til en ny verdensregering jo indlysende. I den virkelige bog, er det nærmest omvendt:
"... The new enemies are different in their nature and location, but they are no less real. They threaten the whole human race, and their names are pollution. water shortage, famine, malnutrition, illiteracy, and unemployment. However, it appears that awareness of the new enemies is as yet, insufficient ..."

Og så har du plukket en ret ukendt mand for 50 år siden, der tydeligvis ikke fik gennemført det citerede. Der ligger altså bedre og nyere skamklip rundt omkring...

Der er altid brug for at at stille skeptiske spørgsmål til de etablerede sandheder, men prøv i det mindste at være lidt kvikkere, end dem I skælder ud på!