Læsetid: 3 min.

Kontroversiel litauer bliver ny chef for EU i Afghanistan

Det bliver den tidligere litauiske udenrigsminister, Vygaudas Usackas, der i januar måtte træde tilbage i forbindelse med undersøgelser af potentielle CIA-fængsler i Litauen, som fremover skal stå i spidsen for EU's indsats i Afghanistan
Det bliver den tidligere litauiske udenrigsminister, Vygaudas Usackas, der i januar måtte træde tilbage i forbindelse med undersøgelser af potentielle CIA-fængsler i Litauen, som fremover skal stå i spidsen for EU's indsats i Afghanistan
25. februar 2010

EU's udenrigsminister Catherine Ashton satte mandag navn på EU's nye repræsentant i Afghanistan. Det bliver den 46-årige litauiske tidligere udenrigsminister Vygaudas Usackas, der bliver EU's særlige udsending og chef for EU's repræsentation i Kabul - en højt prioriteret stilling, som for første gang med Lissabon-traktaten samler EUs forskellige aktiviteter under samme ledelse.

Ifølge Catherine Ashtons talsmand fik Usackas kandidatur bred opbakning blandt udenrigsministrene, og han kan således forvente at få medlemslandenes og Kommissionens endelige godkendelse inden for nærmeste fremtid.

Det er dog ikke alle, der støtter udnævnelsen uden forbehold. Europa-Parlamentets talsmand for Afghanistan, italieneren Pino Arlacchi, er bekymret for beskyldninger mod Usackas i forbindelse med afsløringen af mulige CIA-fængsler i Litauen.

»Usackas rygte og hans uafhængighed er potentielt kompromitteret af forlydender om, at han har medvirket til at skjule sandheden om CIA's tilbageholdelsesaktiviteter i Litauen. Vi har som et minimum brug for klarhed og åbenhed om hans rolle i denne sag, hvis han skal kunne udfylde sin rolle i Afghanistan med nogen troværdighed,« siger Arlacchi under henvisning til, at EU's udsending også vil skulle kunne forsvare europæiske synspunkter i forhold til en amerikansk dagsorden.

CIA-sagen

Vyguadas Usackas valgte i januar at træde tilbage som udenrigsminister pga. uenighed med Litauens præsident Dalia Grybauskaite efter offentliggørelse af resultatet af en parlamentarisk undersøgelse af landets rolle i de kontroversielle anklager om husning af CIA-fængsler til terrormistænkte.

Anklagerne om skjult samarbejde med CIA har verseret siden George W. Bush i 2006 indrømmede eksistensen af hemmelige fængsler uden for USA. Ud over Litauen er også Polen og Rumænien inddraget. Den litauiske undersøgelsesrapport konkluderede, at den litauiske efterretningstjeneste i perioden 2002-2006 angiveligt hjalp CIA med at oprette to fængsler i landet. Ifølge rapporten landede et antal amerikanske fly i samme periode i Litauen, uden at toldmyndighederne havde adgang til at undersøge deres last. Men hvorvidt de to fængselsfaciliteter rent faktisk har været anvendt til at tilbageholde fanger kan ikke bevises.

Mens chefen for den litauiske efterretningstjeneste har måttet gå af i forbindelse med sagen, fritager undersøgelsesrapporten i vidt omfang landets politiske ledelse. Usackas tiltrådte som udenrigsminister i 2008, og sagen om de mulige CIA-fængsler ligger således før hans tid, i en periode, hvor han var udsendt som ambassadør til Washington.

Det var tilsyneladende således primært Usackas hårdnakkede benægtelse af, at der kan have været tale om tilbageholdelse af fanger på litauisk jord, der bragte ham på koalitionskurs med Grybauskaite, som efter sit valg til præsident sidste år, har gjort det til en mærkesag at få ryddet op i CIA-affæren. Angiveligt har der dog også været andre uoverensstemmelser mellem Grybauskaite og Usackas.

Kritikere har derfor hævdet, at Pino Arlacchis bekymring over Usackas kandidatur til EU-topjobbet i Af-ghanistan primært bunder i, at Usackas vil overtage posten fra Kommissionens nuværende repræsentant, italieneren Francesco Sequi, der havde ønsket at fortsætte i jobbet.

Underrepræsenterede

Udnævnelsen af EU's repræsentant i Afghanistan har været ventet med spænding. Dels fordi Afghanistan er et højt prioriteret indsatsområde. Dels fordi EU-udenrigsminister Catherine Ashton på det seneste har været under hård kritik bl.a. for sin håndtering af katastrofen på Haiti og sin prioritering af opgaverne i den nyoprettede udenrigstjeneste. Senest har Sveriges udenrigsminister Carl Bildt sluttet sig til kritikerne, fordi han ikke mener, at medlemslandene blev hørt inden Kommissionen i sidste uge udnævnte EU's nye ambassadør til Washington.

Med sin kritik har Bildt indirekte været medvirkende til at åbne døren for Usackas udnævnelse. De nye EU-medlemslande har længe været utilfredse med deres landes underrepræsentation på EU's internationale topposter.

Udnævnelsen af Usackas kan derfor ligeledes ses som Catherine Ashtons forsøg på at imødekomme en del af kritikken fra medlemslandene og få mindsket utilfredsheden især i øst. Nyheden om Usackas udnævnelse er da også blevet modtaget overvældende positivt særligt i hjemlandet Litauen, men også i de andre nye medlemsstater. Catherine Ashtons talsperson siger til Information, at man ved at pege på Usackas til jobbet som EUs chef i Afghanistan særligt har lagt vægt på hans politiske erfaring, som man mener giver ham de rette forudsætninger for at skabe resultater ikke bare i forhold til EUs nye strategi for Afghanistan, hvor man i højere grad vil styrke den politiske dialog og række hånden ud til civilsamfundet, men også i forhold til at skabe synlighed omkring indsatsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu