Baggrund
Læsetid: 5 min.

Kynisk fremtidsvision om Kina er næsten virkelig

Er velstand uden frihed lykken? Kinesisk forfatter stiller spørgsmålet i en roman, der tegner et dystert billede af Kinas fremtid, hvor nationens eneste mål og stolthed findes i Vestens kollaps
Er velstand uden frihed lykken? Kinesisk forfatter stiller spørgsmålet i en roman, der tegner et dystert billede af Kinas fremtid, hvor nationens eneste mål og stolthed findes i Vestens kollaps
Udland
20. februar 2010

BEIJING - Kina har rejst sig. Kommunistpartiets ledere hylder sig selv. De førte ikke Kina ned ad den sti, som Vesten havde slået, og de vandt på det. For de vestlige lande er igen sendt til tælling af en ny økonomisk krise, mens Kina er rigere og stærkere end nogensinde før. Kineserne er høje af lykke, mens al dissens er udryddet. Selv udlandet tør ikke kritisere Kina af frygt for at fornærme landet, som de er blevet økonomisk afhængige af.

Året er 2013. Og scenariet udspiller sig i en ny roman af forfatteren Chan Koon-chang. Men virkeligheden er hastigt ved at indhente den fremtid, han beskriver.

»Det er skræmmende, så hurtigt det går. Meget af det, jeg beskriver i bogen, sker allerede nu,« siger Hongkong-forfatteren, der har boet i Beijing det sidste årti.

»I lang tid har den liberaldemokratiske model været fremherskende, og vi troede, det ville påvirke Kina. Nu er der i stedet for første gang i lang tid en seriøs udfordrer, den såkaldte kinesiske model,« siger Chan.

»Nu, hvor landet bliver stærkere og stærkere, bevæger landet sig længere væk fra Vesten, og vil måske trække flere med sig. Vi må derfor diskutere, hvad det er Kina kommer til at stå for.«

Gylden tidsalder

Han giver selv et dystert bud i sin bog, der på kinesisk hedder Shengshi, eller på dansk Den Gyldne Tidsalder.

'Den gyldne tidsalder' er et udtryk, kineserne ikke har brugt til at beskrive deres land siden kejsertiden, men siden OL i 2008 tager de det stadigt hyppigere i brug for at markere, at Kina igen er på toppen.

I romanen er der rigeligt for kineserne at være tilfreds med i år 2013. Som en af hovedpersonerne siger det: »Det Kina, jeg ser for mig, er storslået. De udviklede kapitalistiske lande, anført af USA, har ødelagt sig selv. Imens har Kina overlevet krisen, og har ikke kun omskrevet den globale økonomis regler, men har også sikret social harmoni.«

Men befolkningen har betalt for velstanden med at give afkald på friheder. Chan Koon-chang bruger sin roman til at kritisere den ukritiske glæde, mange kinesere i dag føler over landets stigende magt og velstand, og hvordan de har ladet sig købe af styret.

I romanen er en lille gruppe kinesere frustrerede over, at deres landsmænd har opgivet kampen mod undertrykkelse. På deres færd finder de, at landet er blevet ramt af et kollektivt hukommelsestab og ikke mindes, at landet blev plaget af voldsom uro i år 2012.

Styret lader kalkulerende uroen eskalere, indtil befolkningen tigger regeringen om at gribe ind. Da hæren i sidste ende marcherer ind i byerne for at oprette ro og orden, hyldes den af folket, der accepterer, at Kina har brug for en stærk autoritær hånd for at undgå kaos. I den efterfølgende 'slå hårdt' kampagne udnytter kommunistpartiet det mandat, folket har givet det til at udslette alle sine fjender. Al information om partiets forbrydelser i fortiden slettes fra internettet, aviser og bøger. De få mennesker, der insisterer på at have en hukommelse, behandles som sindssyge. Og for at være på den sikre side inficerer styret landets drikkevand med et stof, der gør befolkningen høj af lykke.

Folket affinder sig med regeringens hårde taktik, og lever i lykkelig uvidenhed med deres materielle goder.

Partiets fortælling

»Bogen er et sindbillede på det, der sker nu. Partiet udrydder al kritik, og befolkningen går med på partiets fortælling og glemmer villigt fortiden. De accepterer præmissen, at det er nødvendigt at holde dem ufrie for at sikre deres velstand, og de ser de 'sindssyge' dissidenter som en trussel mod deres goder,« siger Chan.

»Så vi taler ikke om historien længere, de fejl, der er sket under kommunisterne de sidste 60 år. Vi taler ikke om folks tidligere krav om demokrati, frihed og menneskerettigheder. Alt det er vi i gang med at undertrykke minderne om,« mener han.

»Og det er farligt, hvis der ikke er nogen kritisk stemme. I Kina, hvor al magt er koncentreret i et enormt bureaukrati, skaber manglen på kritisk feedback et system, der løber løbsk, og som kan lave enorme fejl. Men partiet kræver i stadig større grad loyalitet og kritiske stemmer marginaliseres.«

Ifølge Chan er regeringen i gang med at give befolkningen en ny hukommelse, der kun har som formål at styrke kommunistpartiets greb om magten.

»Regeringen fortæller historien om Kina mod Vesten. Regeringen fortæller, at Kina tidligere var storslået, og at det var Vesten, der forårsagede Kinas nedgang. Men så kom kommunisterne og reddede Kina og sikrede nationens genopblomstring. Kineserne køber den historie om, at det er Kina mod Vesten, så når det går økonomisk godt for Kina og skidt for Vesten, og specielt USA, så er kineserne lykkelige, og er dermed villige til at give afkald på diskussioner om andre emner, såsom frihed,« mener Chan.

Nok frihed

I romanen finder en af hovedpersonerne, at kineserne nyder 90 procents frihed, og at det simpelthen vil være umuligt for dem at kapere mere.

»Spørgsmålet er om kineserne i dag i virkeligheden leder efter frihed,« siger Chan.

»De oplever velstand, og finder de er lykkelige uden de sidste 10 procents frihed, og er måske oven i købet bange for, at mere frihed vil true deres velstand. Vi har derfor en til tider skånselsløs, undertrykkende autoritær regering, som folket støtter, og de er villige til at være ligeglade med dem, der undertrykkes i Kina.«

Chan Koon-changs bog er udgivet i Hongkong og Taiwan, men er pga. dens kritik umulig at få udgivet lovligt i Kina. Det til trods har den allerede udviklet sig til en kultbog, der sælges på det sorte marked i Kina, og som kan læses på internettet.

»Kinesere, der har læst romanen, siger, den afspejler den nutid de lever i, og skildrer den fremtid de frygter,« siger Chan.

»At så mange læser den viser, at der stadig er en del som i år 2010 bekymrer sig om udviklingen. Jeg er ikke sikker på, at der vil være mange af dem tilbage i 2013, hvis Kina fortsætter sin økonomiske optur og Vesten sin nedtur.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Må jeg ikke minde mig, at det er kineserne selv, der offentliggør de enorme vækst-rater på 10-12% (eller mere) om året. Der er er ingen offentlig kontrol med disse tal. præcis som normale udenlandske instiutioner ej heller har disse tal. Jeg er mildt sagt meget skeptisk overfor disse vidunderlige vækst-tal fra Kina's regering (som jo har en interesse i kunstigt at pumpe tallene op).

Og det går kun godt for Kina, fordi Kinas regering har indført ent brutalt og undertrykkende system, som tillader store globale korporationer at tjene masser af penge på arbejderne i f.eks. sweatshops eller fabrikker som f.eks. fremstiller Nike, Adidas, Donna Koran skjorter eller Philips DVD-maskiner. Så længe Kina opretholder sine frihandelszoner ude ved østkysten (Shanghai m.fl), ja så går det jo ganske godt for Kina.

Hvis Kina (som det truer med og måske er på vej til at gøre alvor af) rent faktisk sælger ud af USA's gælds-pantebreve, så er jeg ganske sikker på, at de globale amerikanske korporationer lynhurtigt vil forlade Kina, og flytte hen et sted, hvor arbejds-lønnen er endnu lavere.

Dette vil efterlade Kina en dyb økonomisk krise...

Og ingen andre end dem selv kan de skyde skylden på - præcis som de ej heller kan skyde skylden på Vesten for deres problemer. Og selvom dette måske er sandt, er det også sådan, at Kina selv har et ansvar for at løse sine egne problemer...

Ole Brockdorff

Kina har med sit brutale kommunistiske et-parti styre gennem 60 år udviklet sig til et dødsensfarligt land, fordi regimet i Beijing udmærket ved, at de anno 2010 kan gøre hvad som helst på den internationale politiske og økonomiske scene, uden at det får nogen som helst diplomatiske konsekvenser for det store land med sine 1,3 milliarder indbyggere.

Omkring èn milliard af befolkningen lever stadig i fattigdom og uvidenhed med politisk enhed under tvang, hvor de holdes i skak af politiet og militæret, der slår hårdt ned på enhver modstander af magthaverne i Beijing.

Ingen af de vestlige lande med demokratiet og folkestyret som politisk styreform fremfører længere nogle som helst udenrigsministerielle noter om manglende frihed og menneskerettigheder, når de taler med de kinesiske diplomater og statsansatte virksomhedsejere.

De vesteuropæiske ledere med USA i spidsen ved nemlig udmærket godt, at hvis de laver alt for meget politisk vrøvl over for kineserne omkring begreber som demokrati og menneskerettigheder, kan regimet i Beijing blandt andet iværksætte en folkevandring (udvandring) af dimensioner, hvor de sender 2-300 millioner kinesere tværs over det europæiske kontinent som immigranter eller flygtninge.

Hvad sker der så med Europa?

Enhver kan selv lege videre med tanken om, hvordan det europæiske kontinent ser ud, hvis Indien samtidig lader 200 millioner af sine èn milliard indbyggere udvandre til Europa, hvor der i forvejen opholder sig millioner af muslimer fra hele kloden, der gerne ser al europæisk kultur gennem flere århundreder udryddet til fordel for islam som politisk lovreligion.

Demokratiet og folkestyret med frie valg og personlige frihedsrettigheder er måske for alvor på vej i graven sammen med sine grundlæggere, og vi europæere kommer sammen med vores børn og børnebørn til at arbejde som kulier for mennesker, der er vokset op med politisk og religiøs enhed under tvang, og hvor respekt for basale menneskerettigheder aldrig har eksisteret.

Var det virkelig 68-generationens drøm om kommunisme?

@Ole Brockdorff
Er det så et totalt sortsyn, eller formodes læseren instinktivt at arbejde for det godes sejr, demokratiets udbredelse, selvom det ikke nytter på længere sigt ?? Eller hvad ?

@Karsten Aaen
Hvis du som alle andre normale mennesker har meget lidt forstand på økonomi, så er der her et link til en artikel der næsten er forståelig :
Michael Pettis (blog 2. feb. 2010) ;
Never short a country with $2 trillion in reserves?