Baggrund
Læsetid: 3 min.

Nigerias skrantende leder er tilbage

Præsident Yar'Adua er stadig syg får til at lede Nigeria igennem en række alvorlige kriser - hans hjemkomst synes beregnet på at styrke hans inderkreds over for vicepræsidenten
Præsident Yar'Adua er stadig syg får til at lede Nigeria igennem en række alvorlige kriser - hans hjemkomst synes beregnet 
 på at styrke hans inderkreds over for vicepræsidenten
Udland
26. februar 2010

Nigeria står over for en ny periode med usikkerhed, efter dets angiveligt syge præsidents pludselige og hemmelighedsfulde hjemkomst, der rejser ny tvivl om, hvem der i grunden står i spidsen for Afrikas mest folkerige land.

Med blækket knap nok tørt på erklæringen om den midlertidige overdragelse af magten til vicepræsidenten Goodluck Jonathan er Omaru Yar'Adua i al hast blevet trukket tilbage til Nigeria, formentlig på grund af bekymringer i hans inderkreds om, at han ellers stod i fare for at blive permanent væltet.

Han ankom onsdag i de tidlige morgentimer og blev i ambulance eskorteret til præsidentvillaen i Abuja under iagttagelse af de strenge sikkerhedsforeskrifter og uden officiel modtagelse af regeringsrepræsentanter.

Først senere udsendte præsidentens talsmand et kommuniké, der bekræfter Yar'Aduas tilbagevenden: »Præsidenten ønsker at forsikre alle nigerianere om, at hans helbred - takket være deres uophørlige bønner og Guds særlige nåde - nu er blevet markant forbedret,« proklamerede talsmanden.

Hans hjemkomst efter tre måneders fravær og den vedvarende mystik omkring hans helbred indvarsler ifølge nogle iagttagere en indre strid i Nigerias regeringsparti, der kan få ødelæggende følger. Den risikerer også at også true den skrøbelige magtbalance mellem det olierige lands nordlige og sydlige halvdel.

Forfatningskrise

Præsidentens talsmand, Olusegun Adeniyi, bekræftede, at Goodluck Jonathan indtil videre fortsætter i rollen som fungerende præsident, men påfaldende nok kom han ikke med nærmere information om Yar'Aduas helbredstilstand. Ej heller refererede han til Jonathan som 'fungerende præsident', men betegnede ham to gange som 'vicepræsident' - ifølge ledende analytikere for at markere et standpunkt i den magtkamp, som er under opsejling.

»På trods af den tilstræbte opvisning i harmoni har vi en situation, hvor præsidenten er for syg til at lede og vicepræsidenten for hæmmet til at regere,« siger Nambi Obafi, senioranalytiker i International Crisis Group. Det lange fravær af den 58-årige leder har udløst forfatningskrise og lammet statapparatet på et kritisk tidspunkt. Nigeria står over for flere truende udviklinger, herunder blodige religiøse fejder i nord, et genopblussede oprør i det olieproducerende Niger Delta og udløbet af større oliekontrakter med udenlandske multinationale selskaber.

Jonathan påtog sig kun hvervet som fungerende præsident efter ugers pres, bevidst om at hans forfremmelse krænker en 'gentlemanaftale' i regeringspartiet om lade præsidentposten gå på skift mellem det overvejende muslimske nord og det kristent dominerede syd.

Stadig syg

Trods sin hjemkomst er Yar'Adua ifølge kilder tæt på præsidentens kontor stadig så syg, at han næppe vil kunne bestride embedet som Nigerias øverste leder - i al fald ikke i nogen umiddelbar fremtid.

Præsidentens hustru, Turai, menes at have spillet en fremtrædende rolle i Yar'Arduas pludselige tilbagevenden. Sammen med en trio af hans ledende rådgivere skal hun være blevet bekymret over den mere selvbevidste fremfærd, som Jonathan har udvist efter at være blevet fungerende præsident - han har bl.a. gennemført en regeringsomdannelse. Jonathans tilhængere opfordrer ham da også til at gå efter præsidentposten til næste års valg.

Turai har fået stadig større indflydelse på sin mands affærer og ses som hans seniorrådgiver og sygepasser. »Hans inderkreds er meget opsat på at bevare magten og dens privilegier. De ved, at hvis han er ude, så er de også ude,« siger Ofalo.

Præsidentens hjemkomst kom tydeligvis bag på landets regering. Et hasteindkaldt kabinetsmøde endte med, at informationsminister Dora Akunyili meddelte, at Jonathan havde talt med Yar'Aduas toprådgivere og inden længe skulle mødes med hans kone. Åbenbart havde den fungerende præsident endnu ikke talt med sin tidligere foresatte.

»Der manipuleres bag kulisserne,« siger Lucy Donnelly, ledende Afrika-ekspert i den britiske tænketank Chatham House. »Ingen aner, hvordan Yar'Aduas tilstand er, og i den situation kan det blive svært for Jonathan at træffe beslutninger.«

© The Independent og Informa-tion. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her