Læsetid: 5 min.

'Vi er nødt til at rejse væk - det er vores tragedie'

Dennis' kone Kit har været heldig med sin danske au pair-familie, som har tilbudt hende gratis bolig og hjælp til uddannelse. Yens søster efterlod sig fire børn, da hun forsvandt for seks år siden. Den filippinske migration har mange ansigter
Dennis' kone Kit har været heldig med sin danske au pair-familie, som har tilbudt hende gratis bolig og hjælp til uddannelse. Yens søster efterlod sig fire børn, da hun forsvandt for seks år siden. Den filippinske migration har mange ansigter
19. februar 2010

Dennis' øjne bliver blanke, når han snakker om sin kone, der befinder sig tusinder kilometer væk. De snakker sammen over Skype hver aften, og hver morgen inden han tager på arbejde.

Danmark er hendes chance. Her i Filippinerne er der ingen fremtidsudsigter, mulighederne for at forbedre sin livssituation er så små her,« siger Dennis og holder tommel og pegefinger sammen.

For knap seks år siden fik Kit tilbudt en stilling som au pair hos en advokatfamilie i Hellerup på anbefaling fra en veninde, som havde arbejdet hos dem (se fokus i Information onsdag den 17. februar).

Dennis og Kit havde arbejdet i samme afdeling i en bank i Cagayan de Oro i flere år og var netop blevet kærester. Da hendes au pair-tid var overstået, blev de gift i Cagayan, men Kit tog med det samme tilbage til den danske familie. De havde fået en ny au pair, men havde tilbudt hende at blive boende, og at hjælpe med at betale en uddannelse på Niels Brock.

»Det tog hun selvfølgelig imod. Det er hendes drøm at opleve andre lande, at udvide sin horisont, at forbedre sine økonomiske muligheder. Hun elsker at rejse. Og det kan hun ikke, hvis vi begge bliver her i Filippinerne og arbejder. Så jeg støtter hende i det,« siger Dennis, der gerne selv ville følge med. Men det kan ikke lade sig gøre endnu.

»De danske regler er meget stramme, så jeg har ikke været i Danmark endnu. Hun kommer til Cagayan en gang om året, og vores honeymoon holdt vi i Geneve - vi var nødt til at mødes på halvvejen, for vi kunne ikke opfylde visumreglerne i Danmark,« siger Dennis.

- Er det ikke svært at være adskilt så meget af tiden?

»Jo. Det er svært.« Dennis ser ud af vinduet. »Men vi kan ikke gøre noget ved det. Det er vores tragedie i Filippinerne. Hvis vi vil forbedre vores muligheder, er vi nødt til at rejse væk. Og vi har planer. Vi vil leve sammen på et tidspunkt. Enten i Danmark eller her, eller måske i England, hvor min søster har fået statsborgerskab.«

Uddanner til eksport

Det er sådan set ikke uddannelse, der mangler i Filippinerne - det er job.

»The Filipino is the Best Worker in the Globe«, står der på hjemmesiden for Nightingale International Recruitment Agency Inc. - et privat californisk uddannelsesfirma med kontor i Manila, der uddanner sygeplejersker til 'overseas employment' på blot to år.

»Vi uddanner til eksport,« siger Dennis og griner skævt. »Bare i år bliver der uddannet 90.000 sygeplejersker - og tror du, vi skal bruge 90.000 sygeplejersker om året i Filippinerne? De bliver uddannet til den globale efterspørgsel. Nu har regeringen også startet en ny slagteruddannelse, fordi de mangler slagtere i Canada...«.

I februar i år lød budskabet fra Technical Education and Skills Development Authority i Davao i Mindanao, at der var brug for godt ti tusind »asiatiske slagtere« i Canada, Australien og New Zealand.

Dennis er selv uddannet landsbrugsingeniør. »Men jeg har ikke arbejdet inden for min profession, siden jeg blev uddannet for 17 år siden. Her er der tit 100 ansøgere til hvert job. Jeg var heldig at få arbejde i banken, men det er hårdt, jeg arbejder 10-11 timer om dagen for at kunne klare mig nogenlunde.«

Uden for vinduet går en 'vendor' forbi med en kasse cigaretter. Det er forbudt at være gadesælger i Filippinerne. Men de er overalt. Foran det store jesuitiske Xavier Universitet i Cagayan står en ung kvinde og sælger poser med mangostykker. Bag hende står et skilt: »Vendors not allowed«. Kvinden sludrer lidt med politimanden, der styrer trafikken, så de mange studerende kan komme over gaden. De griner, og han stiller sig ud i lyskrydset igen.

Pynter på økonomien

Noget andet, det vrimler med i de større byer i Mindanao, er private rekrutteringsfirmaer og offentlige bureauer for OFW's (Overseas Filipino Workers). Mange af filippinske migranter pynter nemlig godt på bruttonationalproduktet, når de sender penge hjem til deres familie.

Dennis' kone sender ikke penge hjem - det er ham, der somme tider sender hende ekstra penge, til bøger f.eks. »Det er dyrt at uddanne sig i Danmark, og hun kan ikke altid klare sig. Jeg har ikke mange penge at sende til hende, men det er vigtigt, at vi gør det her. Vi gør det for vores fremtid.«

Nogle af dem, der rejser ud som f.eks. au pair, er heldige - andre er mindre heldige. Yen har opfostret et af de fire børn, som søsteren efterlod, da hun forsvandt for seks år siden. Lige nu bor Ifcad hos Yens mor i Iligan, fordi Yen arbejder i en ngo i Cotabato City, og dels har hun ikke tid til at tage sig af Ifcad, dels er det en krigshærget by, hvor der ikke er mange muligheder for hverken job eller uddannelse.

- Hvordan har Ifcad det med, at hendes mor er forsvundet, og at hun skal bo hos sin mormor?

»Hun kan ikke huske sin mor ret godt, og hun har vænnet sig til, at det er mig og min mor, der tager os af hende. Men jeg tror, hun nogle gange synes, at jeg er lidt langt væk, og at min mor er lidt gammel. Og du ved, hvordan det er med folk, når de bliver gamle - så bliver de ofte ret barnlige. Så det er faktisk mere min mor, jeg skal opdrage, og Ifcad, jeg skal bede om at være mere tolerant, selvom det er Ifcad, der er teenager,« griner Yen.

Sporløs

Yen får skiftevis et hårdt drag om munden, og røde fraværende øjne, når hun taler om sin søster.

»Jeg kan godt forstå, at hun ville ud og lede efter grønnere græs et andet sted. Der er ikke meget at komme efter her. Hun kom i dårligt selskab og blev gravid første gang som 16-årig, hvad der ikke gjorde hendes situation nemmere. Men det er ikke så smart at få fire børn, og så forsvinde...« Yen bliver stille lidt og fortsætter så:

»Jeg elsker Ifcad, men det var ikke mit valg at få børn. Men pludselig ringede min søsters naboer og sagde, at nu havde børnene været hos dem i en uge, og de havde ikke råd til at passe dem længere.«

Yen aner ikke, hvor hendes søster er. Eller om hun lever for den sags skyld.

»Lige efter hun forsvandt, opsporede min svoger hende i Manila. Hun fortalte ham, at hun var i gang med et tre måneders træningsprogram til et job i Japan. Men hun ville ikke fortælle ret meget mere. Jeg ved ikke... jeg tror ikke, det var noget godt... Og så en dag var hun væk. Vi ved ikke engang, om hun nogensinde kom til Japan,« siger Yen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu