Nordirland er i politisk krise. Ikke siden 1990'ernes dødelige vold har den politiske situation i det britiske Nordirland været så ustabil, som den er nu. På niende dag forhandles der på et slot uden for Belfast om overdragelsen af bl.a. retspolitikken. Forhandlingerne er svære, for der eksisterer stadig store skel mellem de nordirske protestanter og katolikker, som gennem årtier har bekriget hinanden.
Førsteministeren, den øverste administrative udsending i Nordirland, Peter Robinson, har siden nytår været sendt på seks ugers 'ferie', efter skandalen om hans 60-årige kone, Iris Robinsons seksuelle forhold og tvivlsomme lån på knap en halv million kroner til hendes 19-årige elsker.
Men i aftes blev Peter Robinson blev renset for anklager om, at han og konens gøren og laden gør ham uegnet til posten. Han har igen vundet en stor portion tillid som den britiske provins' leder.
Samtidig foregår der intense forhandlinger om den fortsatte decentralisering fra London, der skal ende med fuldstændigt selvstyre for Nordirland.
Et splittet folk
Sara Dybris McQuaid, ph.d. i irsk politik fra Queen's University i Belfast, har studeret den nordirske situation.
»Med fredsprocessen i 1998 lykkedes det at lave en samlingsregering, men en samling af det nordirske folk er ikke lykkedes.«
Hun henviser til forfatningen, som giver tre mulige løsninger på den nuværende politiske krise:
Enten en løsning i 11. time blandt de nordirske partier. Et andet udfald kunne være, at den britiske og irske regering suspenderer lokalforhandlingerne, og derved underminerer den demokratiske proces - en løsning, der kan bruges til at købe mere tid til forhandlinger, og har været i brug før.
Tredje løsning er udskrivning af et nyt valg. En løsning Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, i går mente, ville blive udfaldet, hvis ikke de nordirske partier selv kunne nå til enighed.
Gordon Brown betegnede over for lederen af det nordirske midterparti Ulster Unionist Party forhandlingerne for »dysfunktionelle«.
I det nordirske politiske tovtrækkeri står unionisterne (protestanter) fra det pro-britiske Demokratiske Unionsparti (DUP) i den ene ende, mens nationalisterne (katolikker), hvis tilhørsforhold er rettet mod Sinn Féin-partiet og republikken Irland i den anden ende. Det nationalistiske Sinn Féin vil have fastsat en specifik dato for overdragelsen af justits- og sikkerhedspolitikken til Nordirland.
Men førsteminister Peter Robinson fra DUP vil vente med overdragelsen af retsområdet til Nordirland har, hvad de kalder community confidence. Dermed menes en tillid til en neutral behandling af retstvister, der skal afgøres mellem de stridende protestantiske og katolske parter, som har næret en dyb mistillid til hinanden.
Paradekommissionen
Et andet springende punkt er en afvikling af den seks mand store paradekommission, hvis opgave er forhindre at organiserede marcher ikke opildner til optøjer mellem unionisterne og nationalister, når den årlige marchsæson indfinder sig i sommerhalvåret. Nedlæggelsen af kommissionen kunne umiddelbart ligne nøglen til en vellykket slutning på forhandlingerne, men ph.d. i irsk politik, Sara Dybris McQuiad fortæller, at det er en kamp for at vise, man er i kontrol.
»Ændringer i forhold til paradekommissionen skal ses i dette lys: Det er en kulturel, symbolsk og rituel hjørnesten for unionisterne - ligesom det irske sprog gælisk er det for nationalisterne. Ændringen skal bevise, at de har magt til at forme det stats- og retsapparat, der skal fungere i Nordirland til det unionistiske samfunds fordel,« påpeger hun.
»Folkeligt er der meget stor afstand mellem de to grupper; både i beboelsesområder, i skoler, hvor kun ganske få er integrerede skoler og i ægteskaber. Noget der især er fremtrædende i den urbane arbejder- og underklasse - selv om deres tilværelser er meget ens,« fortæller Sara Dybris McQuaid.
Årtiers borgerkrig
I slutningen af 1960'erne begyndte en opstand blandt det katolske nationalistiske mindretal i Nordirland. De kæmpede imod det nordirske pro-britiske selvstyre, der undertrykte dem. Dengang ønskede og ønsker nationalisterne at blive samlet under et fælles Irland. Det ønske førte til mere end 30 års blodig borgerkrig og mere end 3.000 dræbte.
The Belfast Agreement fra 1998 blev indgået, og det førte til en koalitionsregering mellem DUP og Sinn Féin og en afvæbning af de paramilitære grupper. Dog føler mange nationalister harme, over at de opgav deres frihedskamp, men stadig er underlagt britisk styre på væsentlige punkter, så som justitsvæsnet. Netop derfor ønsker de hurtigst, dette felt bliver overført til nordirsk selvstændighed.
I 2006 kom St. Andrew's- aftalen, som overdragede politistyrken til nordirsk selvstyre, hvorved magten delt mellem de to stridende parter. Men det betød også, at politistyrken ikke længere blev regnet som unionisternes (briternes) forlængede arm.
Tilbage er der at vente på de næste skridt, uden at en løsning er nært forestående.
Skulle den ene part af de store nordirske partier trække sig - eller hvis Gordon Brown og hans irske kollega, Brian Cowen, beslutter sig for at trække stikket ud af forhandlingerne, så skal det delte nordirske folk til stemmeurnerne.
Det er ikke til fordel for Peter Robinson og hans parti DUP, der er kommet i modvind, bl.a. på grund af konens sexskandale.
I meningsmålingerne står Sinn Féin bedst. Derfor tyder politiske analyser på, at det er det protestantiske DUP, der må slække mest på kravene i forhold til indgåelser af kompromisser.
