Læsetid: 4 min.

Parlamentet får indrømmelser af Barroso

Europa-Parlamentet godkender i dag den nye Kommission. Men blåstemplingen ledsages af skrappe krav fra parlamentarikerne
Bulgarske Rumiana Jeleva var seneste sten på vejen for Barroso II. Europa-Parlamentet  afviste hende som kommissær pga. af lidt for tætte bånd til mafiaen.

Bulgarske Rumiana Jeleva var seneste sten på vejen for Barroso II. Europa-Parlamentet afviste hende som kommissær pga. af lidt for tætte bånd til mafiaen.

Udland
9. februar 2010

De dage er forbi, hvor det blot var op til Europa-Parlamentet at svare 'ja tak', når de blev præsenteret for en ny Kommission. Selv om Parlamentet formelt set ikke har andre beføjelser end henholdsvis at godkende eller afvise Kommissionen som helhed, viser udnævnelsen af Barroso II, at Parlamentet har lært at tage sig betalt for blåstemplingen og forstår at udnytte Lissabontraktatens muligheder til fulde.

Det gælder især i forhold til forhandlingerne om en ny samarbejdsaftale mellem Parlamentet og Kommissionen, der finder sted parallelt med udnævnelsesproceduren for den nye Kommission.

»Parlamentet har opnået rigtigt meget sammenlignet med tidligere aftaler«, siger Rebecca Harms, der er tysk parlamentariker, co-formand for den grønne gruppe og del af Parlamentets forhandlerteam. De sidste 3 uger har Europa-Parlamentet gennemført høringer af de udpegede kommissærer.

Parlamentet har undervejs udtrykt betænkeligheder angående et par af kandidaterne, men i sidste instans var det som bekendt kun bulgarske Rumiana Jeleva, der måtte trække sit kandidatur tilbage som et resultat af en vaklende præstation under høringen samt beskyldninger om lidt for tætte bånd til den russiske mafia.

Lovgivning i stampe

Med hendes udskiftning synes Kommissionsformand José Manuel Barroso, sikker på at få Parlamentets opbakning ved dagens afstemning på plenarsamlingen i Strasbourg. Herefter mangler det nye hold af kommissærer blot en tur omkring EU-Domstolen i Luxembourg for at blive sværget formelt ind, før de officielt kan indtage kontorerne i Berlaymontbygningen.

Siden 1. november 2009 har EU-Kommissionen fungeret som en slags forretningsministerium uden ret til at fremsætte nye lovforslag. Det betyder, at lovgivningsprocessen i EU så småt er ved at gå i stå. Alene af den grund kan Barroso være sikker på at få sin kommission igennem. Et stort flertal af parlamentarikerne ved godt, at det haster. Processen kan ikke forhales. EU har brug for en ny Kommission nu. Der er dog stadig rum for et vist partipolitisk spil omkring den endelige godkendelse, ligesom Parlamentet som helhed forstår at tage sig betalt for sin accept.

Ikke kvalificerede nok

Barroso II forventes at blive vedtaget med et bredt flertal hen over midten bestående af de tre store politiske grupper i Parlamentet: den kristendemokratiske- og konservative gruppe, de liberale samt hovedparten af de socialdemokratiske medlemmer, herunder de danske.

Kun medlemmerne fra de mindre grupper, der befinder sig længst til højre og venstre af det politiske spektrum, ventes at stemme imod. Medlemmerne af Parlamentets mindre politiske grupper erklærer sig dog stadig utilfredse med Barrosos holdopstilling og forventes derfor at stemme imod den samlede Kommission. Det gælder blandt andet medlemmerne af Gruppen for Frihed og Demokrati, hvor DF's medlemmer sidder, den Grønne Gruppe, som tæller SFs to mandater, samt den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe med Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen. Årsagen til nej-stemmerne er stort set enslydende: Det drejer sig især om en generel utilfredshed med Barrosos fordeling af opgaveporteføljerne mellem kommissærerne. »Mange er ikke kvalificerede til det, de bliver sat til«, lyder det fra DF's Anna Rosbach. Desuden stiller man spørgsmålstegn ved opdelingen mellem de forskellige kommissærers generaldirektorater:

»Det er ikke, fordi vi synes, at Connie Hedegaard er en dårlig kandidat«, siger tyske Rebecca Harms fra De Grønne: »Men fordi vi frygter, at hun ikke har fået de nødvendige beføjelser til at kunne udføre jobbet«.

For Søren Søndergaard er afvisningen også rent principiel, selvom han udmærket er klar over, at skulle Barroso II mod forventning blive nedstemt, ville det sandsynligvis blot foranledige udpegelsen af et nyt hold kommissærer, der til forveksling ville ligne de nuværende.

»Men jeg vil gerne høre socialdemokraterne, hvad de synes, de får ud af at stemme for?«, siger han med henvisning til den politiske sammensætning af kommissærerne, der udpeges af de nationale regeringer, og hvor kun 6 ud af de 27 har socialdemokratisk partibaggrund.

Hos socialdemokraterne erklærer Dan Jørgensen sig især tilfreds med udnævnelserne af den nye miljøkommissær Janez Potonik samt Connie Hedegaard på klimaområdet. Derudover er han glad for: »At det er en socialdemokrat, der skal stå i spidsen for kampen mod social dumping på beskæftigelsesområdet«. Men han er samtidigt klar over, at socialdemokraterne de næste fem år vil skulle arbejde hårdt for deres mærkesager, fordi den nye kommission er domineret af det borgerlige flertal i Europa.

På tværs af partiskel

Parallelt med godkendelsesproceduren for den nye Kommission er en forhandlergruppe fra Parlamentet og Kommissionen ved at revidere den femårige aftale, der regulerer samarbejdet mellem de to institutioner. Med Lissabontraktatens ikrafttræden 1. december har Europa-Parlamentet fået flere magtbeføjelser på en lang række områder. Disse beføjelser skal blandt andet konkretiseres i samarbejdsaftalen, som dermed bliver en prøve på, helt præcist, hvor langt Parlamentets magt rækker. Det er særligt her, at Parlamentet vil tage sig betalt for sin godkendelse af Barroso II.

At dømme ud fra de foreløbige udkast ser det ud til, at Parlamentet vil få væsentlige indrømmelser, bl.a. forpligter Kommissionen sig til at give en første tilbagemelding indenfor tre måneder samt fremkomme med et udkast inden for ét år i sager, hvor Parlamentet har bedt Kommissionen fremsætte lovforslag. Derudover får Parlamentet bedre adgang til information fra Kommissionen på linie med Rådet.

Med Lissabontraktaten får Parlamentet for første gang medbestemmelse på udenrigspolitikken. Det er derfor især på dette område, at Parlamentet forsøger at skaffe sig indflydelse. Bl.a. får Parlamentet ret til at afholde høringer for nye EU-ambassadører samt observatørstatus ved alle internationale forhandlinger, hvor EU deltager. Hovedpunkterne i den nye samarbejdsaftale vil blive sat til afstemning umiddelbart inden vedtagelsen af Barroso II. Og der er ingen tvivl om, at MEP'erne her vil gøre deres yderste for at fortolke Lissabontraktatens beføjelser i deres favør og spille med musklerne overfor såvel Rådet som Kommissionen.

Som Rebecca Harms udtrykker det: »Her står Parlamentet sammen på tværs af partiskel. Det er en kamp om magten«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her