Læsetid: 6 min.

Og så blev det sparetider igen ...

Efter halvandet år med statslige vækstpakker og travle seddelpresser kloden rundt er det snart ved at være tid til at skrue ned for akutberedskabet og spare igen. Nu hedder kodeordet 'exit strategi'
EU's ledere var i går samlet til topmøde, og både Tyskland og Frankrig signalerede på forhånd, at de er parate til at frelse Grækenland - her repræsen-teret af den græske premier-minister George Papandreou (forreste række i midten) - fra fallit.

EU's ledere var i går samlet til topmøde, og både Tyskland og Frankrig signalerede på forhånd, at de er parate til at frelse Grækenland - her repræsen-teret af den græske premier-minister George Papandreou (forreste række i midten) - fra fallit.

Thierry Roge

12. februar 2010

NEW YORK - To forskellige begivenheder har i denne uge på hver sin måde indrammet de kommende måneders udfordringer i verdensøkonomien:

I USA var centralbankens direktør, Ben Bernanke, onsdag indbudt til at tale for finansudvalget i Repræsentanternes Hus. Mødet blev dog aflyst på grund af en snestorm, men Bernanke frigav alligevel sin beretning om, hvordan han påtænker at skrue ned for det historiske kriseberedskab, han selv var med til at indføre i 2008 og i fjor.

I Bruxelles samledes EU's ledere til topmøde i går, og både Tyskland og Frankrig signalerede på forhånd, at de er parate til at frelse Grækenland fra fallit - for dermed i sidste ende også at frelse euro-samarbejdet og flere af deres egne førende banker. Ved redaktionens slutning var detaljerne sparsomme og ingen færdig plan på plads, men Grækenland slipper næppe for en smertelig spareplan, der på tre år skal nedbringe underskuddet fra de nuværende 12,7 pct. til under tre pct. af BNP.

Det er ved at være slut med det vilde offentlige forbrug, slut med gavmilde vækstpakker - og tid til smalhals og offentlige spareplaner igen. Også i Danmark har regeringen netop meddelt, at der skal findes 27 mia. kr. over tre år, hvis vi fortsat vil gøre os håb om at leve op til EU's såkaldte konvergenskriterier.

Man kunne sige, at finanskrisens næste bølge er over os: Først kom sammenbruddet, så recessionen og arbejdsløsheden - og nu kommer så den fjerde gigantiske udfordring: Den såkaldte 'exit strategi'. Efter et år med hidtil usete tiltag fra alverdens regeringer og centralbanker, gavmilde vækstpakker og gratis likviditet er det igen tid til at improvisere: For ligesom der ikke fandtes nogen lærebog i at tackle krisen, da den ramte, så findes der heller ingen faste regler for, hvordan man skruer ned igen: For hurtigt og det spirende opsving bliver til en ny krise; For langsomt og opsvinget bliver kvalt i galopperende inflation.

Stadig brug for støtte

Et sted midt imellem skal Bernanke og den græske regering og alle andre centralbanker og regeringer finde en mellemvej - og det i en tid, hvor redningsplanerne og vækstpakkerne ikke for alvor kan mærkes ude i samfundet endnu; hvor ledigheden fortsat er stædigt høj i mange lande, og boligmarkederne fortsat skranter mange steder.

I tilfældet Grækenland var det da heller ikke hverken vælgerne eller de europæiske statsledere, men kapitalmarkederne der i sidste ende truede med at trække stikket ud. Nu tegner der sig en stemning af, at Grækenland er too big to fail, som det hedder på godt amerikansk: For stort et skib til at lade synke - for efter grækerne ville nedturen formentlig ramme Portugal, måske Spanien, Italien, og måske sågar hele møntunionen.

Samme argument brugte USA's regering i fjor om såvel realkreditselskaberne Fannie Mae og Freddie Mac, om forsikringsgiganten AIG og senere om Citigroup, som alle blev frelst med skattedollar - netop fordi de var too big to fail, og udgjorde en såkaldt systemisk risiko, så de i værste fald kunne trække hele finanssektoren med sig ned.

Hverken Tyskland eller Frankrig havde ved redaktionens slutning udstedt et formelt løfte til grækerne og heller ikke detaljerne var på plads - om der skal gives en lånegaranti eller købes statsobligationer eller noget helt tredje. Men faktum er, at USA's centralbank og skatteydere det seneste år har påtaget sig en stor del af den gæld og risiko, som før var privat. Og nu kommer tyske og måske franske skatteydere formentlig til at overtage en risiko, som skyldes græsk overforbrug.

Nu er det altså staterne, centralbankerne og de demokratisk valgte regeringer, der skal i gang med at finde ud af at løse Vestens gældsproblemer og betale for tidligere tiders og regeringers overforbrug. Og spørgsmålet er, hvor godt rustede de egentligt er til det? For hvilken politiker holder af at skære og spare?

I USA er både sundhedsreform og finansreform pt. blokeret, efter at demokraterne tabte den vigtige stemme nummer 60 i Massachusetts. Bernanke forsikrede i sin beretning onsdag, at han er parat til at handle - måske i første omgang ved hjælp af den rente, som bankerne får for de reserver, de deponerer. Rentesatsen er pt. 0,25 pct. men sættes den op, så vil bankerne formentlig deponere mere, og det vil trække likviditet ud af økonomien.

Dog er det stadig for tidligt at tage affære, sagde Bernanke, »for økonomien har fortsat brug for støtte. Men vi har arbejdet på at sikre, at vi har værktøjet til - når tiden kommer - at sætte den i øjeblikket meget vækstorienterede pengepolitik i bakgear.«

Tættere kom han ikke på tidsfaktoren, men han nævnte, at »inden længe« bliver det også nødvendigt at se på de toneangivende rentesatser, som pt. er tæt på nul, og som med direktørens ord må »normaliseres«. Den toneangivende rente var 5,25 pct. i september 2007, da centralbanken begyndte at sænke.

Bernanke skal dog også med tiden finde en måde at sælge de mange realkreditpapirer og statsobligationer, som centralbanken har opkøbt for et svimlende beløb på over 1.000 mia. dollar - uden at han skaber nye prisfald på markedet. Og dertil kommer, at USA's kongres skal finde langsigtede besparelser, hvis gælden for alvor skal ned. Samme opgave står de fleste andre regeringer i Vesten overfor. Det næste års tid vil vise, hvorvidt de er opgaven voksen.

Reformer berører alle

Her stopper udfordringerne dog ikke. For måske vil den næste tid også gøre os klogere på, hvordan de gamle læresætninger fra John Maynard Keynes egentlig virker i en moderne globaliseret økonomi? Hans klassiske teori fra 1936 handler i korte træk om, at når det private marked og de private forbrugere sparer, så bør staten ekspandere for at sætte gang i økonomien - og når det private marked og forbruget så er på fode, så kan staten skrue ned.

Men som EU's kommissionsformand, Jose Manuel Barroso, påpegede forleden, så er det imidlertid en tanke værd, hvordan EU har kunnet poste mia. af støttekroner i både Grækenland og Portugal de seneste årtier - for nu alligevel at måtte frelse mindst et af disse lande fra fallit. Hvorfor er ledigheden i Grækenland stadig tæt på 20 pct. og gælden massiv?

»Det er meget vigtigt, at vi ser på dette spørgsmål. Vi er nødt til at fokusere på kvaliteten af det offentlige forbrug,« sagde Barroso og tilføjede: »Finanskrisen har understreget den tætte forbindelse og indbyrdes afhængighed mellem vore økonomier. Reform - eller mangel på samme - i et enkelt land berører alle.«

Der findes altså tilsyneladende flere versioner af Keynes: Den hvor staten bare forbruger hovedløst, og den hvor staten investerer klogt og samtidig indfører reformer, der forbedrer konkurrenceevnen og styrker bundlinjen. Som magasinet Economist bemærker, så er det nærmest ironisk, at det var den græske premierminister Papandreous far, der i 80'erne satte gang i overbruget og gældsættelsen. Også dengang måtte Grækenland reddes af et lån fra EU. Og nu står den næste Papandreou der så igen - med hatten i hånden og vrede græske arbejdere og pensionister på nakken - og endnu et par årtier er gået med for mange offentligt ansatte, for gavmilde pensioner og for mange græske skatteunddragere. Sådan lyder diagnosen i hvert fald blandt de fleste iagttagere, mens de græske vælgere selv er mere optaget af at skyde på de griske spekulanter og pengemænd, som har smækket kassen i, så nationen kan ende i betalingsstandsning allerede her i foråret.

Investerings- og forbrugsfesten ser ud til at være godt og grundigt forbi for denne gang. Men hvis det var svært at lave reformer og spænde remmen ind i de gode år, hvor vanskeligt kan det så ikke blive nu? Som kommentator og redaktør John Authers skriver i avisen Financial Times, så findes der stadig en vej ud efter finanskrisen, men der er ingen nem eller behagelig rute til målet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer