Nyhed
Læsetid: 4 min.

Storbritannien undskylder over for børnemigranter

Tusindvis af fattige britiske børn blev så sent som i 1960'erne taget fra deres forældre og sendt til de tidligere kolonier for at styrke den hvide befolkning. I sidste uge fik de langt om længe en officiel undskyldning
Udland
1. marts 2010

LONDON - De fik at vide, at deres forældre var døde. At de skulle på ferie. At et bedre liv ventede. Det var en løgn. Sandheden var, at deres forældre var fattige, og at Storbritanniens kolonier havde behov for billig arbejdskraft og hvide ansigter til at booste den europæiske befolkning over for den indfødte.

Omkring 130.000 fattige britiske børn blev fjernet fra deres forældre og sendt på en ensom rejse til fjerne verdensdele - en politik støttet af den politiske elite såvel som af kirken.

»I en tid hvor tomme vugger bidrager ulykkeligt til tomme pladser, er det nødvendigt at være på udkig efter eksterne forsyningskilder. Og hvis vi ikke forsyner fra vores egen race, så gør vi os langt mere udsatte over for truslen fra de millioner af myldrende asiatiske nabo-racer,« sagde ærkebiskoppen af Perth i 1938 som argument for at sende børnemigranter til Australien.

Omkring 7.000 britiske børn endte der efter krigen. Mange blev installeret på institutioner eller gårde, hvor de led frygteligt fysisk og seksuelt misbrug.

Minderne er så svære at håndtere, at det fortsat bringer tårer til de nu aldrene ofres øjne alene at tænke på det.

Bitre tårer der i sidste uge blev blandet med glædestårer, da Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, endelige leverede den officielle undskyldning, som de mange ofre havde ventet på det meste af deres liv.

Han kaldte børnemigrations-programmet for en »deportation af de uskyldige« og erkendte, at »de fleste blev sendt af sted uden samtykke fra deres mor eller far«.

»Det er rigtigt i dag at anerkende de menneskelige omkostninger ved denne skamfulde episode i vores historie. Dette svigt i en nations vigtigste pligt. At beskytte sine børn,« sagde premierministeren i en tale til Underhuset.

»Ondskabsfuldt blev de løjet for og fortalt, at de var forældreløse, at deres forældre var døde, mens de i virkeligheden stadigvæk var i live. Da de ankom udenlands - alene i verden - led mange af vores mest sårbare børn under barske forhold, forsømmelse og misbrug i de ofte kolde og brutale institutioner, som modtog dem. Til alle disse tidligere børnemigranter og deres familier, dem der er her hos os i dag og dem rundt om i verden. Til hver enkelt af jer giver jeg i dag en dybfølt undskyldning,« fortsatte Gordon Brown.

Ingen kærlighed

Frem for den lyse fremtid, de tusindvis af børnemigranter blev lovet, endte mange af børnene med forkrøblede følelsesliv efter den ensomme tid på børnehjemmene.

»Det værste var, at jeg følte mig fuldstændig alene, forladt,« fortæller 73-årige Ron Grant, der ikke magter at tale om, hvad der skete på den institution i Sydney, hvor han endte som 13-årig.

Følgerne af opholdet er imidlertid ikke sådan at ryste af sig. Ron Grant fortæller avisen The Daily Mail, at han ikke kan mindes, at nogen nogensinde satte sig ned og spurgte ham om, hvordan han havde det. Og han fortæller, at han kan tælle på to hænder det antal personer, der har lagt deres arme omkring ham i et knus. De inkluderer hans kone og børn, men selv har han svært ved at gengælde den fysiske gestus. Da han efter mange års adskillelse blev genforenet med sin søster, sagde hun til ham:

»Ron, hold ordentligt om mig«.

Hans svar lød: »Jeg ved ikke hvordan«.

»Det svar gør stadigvæk ondt på min søster,« fortæller han.

Lignende følelsesmæssige ar kan Jackie Wiese nikke genkendende til. Som 11-årig troede hun, at hun skulle på ferie, men blev sammen med sin bror og søster sendt til gården Fairbridge i Pinjarra i Australien.

»Der var ingen kærlighed der. Vi fik aldrig knus eller godnatkys. Da jeg forlod gården, havde jeg svært ved at vise kærlighed over for andre, for jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Jeg var lige som en skal,« siger hun til The Telegraph.

»Løgnene, de fortalte mig på Fairbridge - at jeg ikke havde nogen familie - dømte mig til en ensom, isoleret eksistens. Det var alt sammen en løgn.«

For sent

For Jackie, Ron og tusinder af overlevende i Australien og rundt om i verden kom den britiske undskyldning - og den fond, der samtidig er blevet oprettet for at hjælpe med at genforene splittede familier - ikke et øjeblik for tidligt.

Carol Walisoliso, der kom til Australien i 1959 som 10-årig, er vred over, at den britiske regering har ventet så længe med at undskylde - især fordi Australien dermed er endt med at undskylde først for den mishandling, mange af børnemigranterne oplevede ved deres ankomst. Hun frygter også, at den økonomiske støtte til genforening af familierne kommer for sent for hende.

»Da jeg lavede et familietræ, fik jeg at vide, at min mor ankom til New Zealand to år efter, at jeg kom til Australien,« fortæller hun australske ABC News.

»Nu har jeg forsøgt at finde hende. Hun ville være i 90'erne - hun er sikkert død nu.«

Blandt omkring 30 ofre, der mødtes i Sydney for sammen at lytte til premierministerens undskyldning, blev den seks mio. pund store fond budt velkommen, men 74-årige Mick Snell er enig i, at fonden er »kommet for sent for nogle af os«.

»Men den kan måske hjælpe med at bringe glæde til dem, der har tilbragt en livstid med en følelse af, at de ikke havde nogen begyndelse,« siger han til The Daily Mail.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her