Nyhed
Læsetid: 1 min.

Tyrkiets civile og militære ledelse mødes

Den tyrkiske præsident, premierminister og forsvarschef holdt torsdag krisemøde for at dæmpe spændingerne, efter 20 militærfolk er blevet sigtet for kupplaner
Udland
26. februar 2010

Spændingerne mellem den tyrkiske regering og landets militær skal udredes i overensstemmelse med Tyrkiets forfatning. Sådan lød budskabet fra præsident Abdullah Gül, efter han torsdag havde haft krisemøde med premierminister Recep Tayyip Erdogan og chefen for landets militær, Ilker Basbug.

50 officerer blev mandag anholdt for planer om at kuppe regeringen tilbage i 2003. Og siden har forholdet mellem det islamvenlige regeringsparti AKP og Tyrkiets strengt sekulære forsvar været særdeles anstrengt.

Flere højtstående generaler og admiraler var blandt de anholdte, herunder tidligere chefer for flåden og luftvåbnet.

Planerne for kuppet stammer fra 2003. Tilsyneladende ville bagmændene bombe to moskéer i Istanbul og skabe voldsomme spændinger mellem Tyrkiet og Grækenland ved at tvinge grækerne til at skyde et tyrkisk fly ned over Det Ægæiske Hav.

I den tyrkiske hovedstad Ankara har der flere dage i træk været rygter om, at de øverstkommanderende i forsvarets fire værn ville trække sig i protest over fængslingen af deres militære kolleger.

Erdogan: Vellykket møde

Premierminister Erdogan sagde torsdag, at mødet med Gül og Basbug var forløbet »meget godt«, rapporterer flere tyrkiske tv-stationer. AKP-lederen har hidtil ikke udtalt sig i kupsagen. I stedet har næstformanden i partiet, Salih Kapusuz, advaret alle parter mod at forstyrre retssagen mod kupmagerne, hvor 20 militæransatte nu er blevet sigtet.

»Det er for tidligt at kommentere på den retslige proces, der er i gang. Anklagen betyder ikke, at de (officererne) er skyldige,« siger Kapusuz ifølge den tyrkiske avis Hürriyet.

Det tyrkiske militær og retsvæsnet er traditionelt blevet udpeget som vogterne over landets stærkt sekulære forfatning, der er en arv fra landsfaderen Kemal Atatürk. Forsvaret har afsat fire regeringer siden 1960

Regeringspartiet AKP, der udspringer af en nu forbudt islamisk bevægelse, bliver af kritikere mistænkt for at ville islamisere det tyrkiske samfund og forvaltning.---- Militærets magt i Tyrkiet er blevet svækket de senere år af en række reformer, der er blevet støttet af EU. Samtidig skete ændringerne også for landet kunne nærme sig Europa.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her